Paradis på jord er på havet. I hvert fald, hvis man skal tro teksten i Sea Clouds eksklusive brochure. Et besøg på det firemastede krydstogtskib i Málaga gav en lille flig af det påståede paradis.
”Stå op en tidlig morgen og gå ud på dækket med morgenkaffen. Der er helt stille, men skibet flytter sig, selv om der ikke høres en lyd.”
Sådan forklarer Simon Kwinta det bedste ved at arbejde på Sea Cloud. Han er Hotel Manager på skibet, og har været det siden 1985, så historierne sidder løst i ærmerne. Han læner sit solbrændte ansigt, hvor hver en rynke synes at kunne fortælle en historie, energisk ind over bordet og fortæller om skibets værste storm:
”Det var tilbage i 1984. Det gik hårdt for sig. Skibet mistede 9 sejl og lignede en sigøjner, da det ankom til Cádiz.”
En historisk perle
Sea Cloud tager stadig en årlig tur over Atlanten til Caribien, men forsøger at undgå det hårde og uforudsigelige vejr i den berygtede Bermudatrekant mellem Bermuda, Miami og Puerto Rico.
Vindforholdene kræver, at skibet skal op langs den nordamerikanske kyst på vejen tilbage til Europa, men det er ikke lovligt for skibet at lægge til i USA, da dets andel af træ langt overskrider den tilladte værdi.
Sea Clouds historie er lang og kringlet. Skibet blev bygget som privat yacht i 1931, på bestilling fra ejeren af General Foods, Marjorie Post. Senere blev skibet brugt som vejrskib under Anden Verdenskrig og blev blandt andet kædet sammen med, at de allieredes landgang i Normandiet på den skæbnesvangre D-dag blev flyttet fra 5. til 6. juni.
Flere ombygninger senere, i 1979, får skibet kahytter til 64 gæster og 60 besætningsmedlemmer, og påbegynder sin tid som krydstogtskib.
Skibet har netop gennemgået en seks måneders renovering, for at kunne opfylde strengere krav til brandsikkerheden og samtidig har alle kahytter fået ny aptering og elektronikken er blevet efterset.
Alt det gamle interiør er enten blevet bibeholdt eller udskiftet med noget i samme stil, og det er bestemt ikke til at se, at skibet har 80 års jubilæum til december. I stedet føles det som at blive taget med tilbage i tiden, hvor de mørke træpaneler vækker billeder fra filmene ’Titanic’ eller den noget mindre romantiske ’Døden på Nilen’. Et lille bord med tilhørende læselampe er bevaret, og tilføjer yderligere til stemningen af at været draget tilbage til 1930’ernes romantik, langt før hurtigfærger og containerskibe gjorde skibsfart til kynisk business.
Én stor familie
Hele Simon Kwintas liv leves på skibet, og han beskriver besætningen som sin familie. Den familiære stemning smitter af på gæsterne, og det er tydeligt, at der ikke er brug for vattet smalltalk, når man snakker med Simon eller de andre besætningsmedlemmer. Gæstfriheden er i top, og der er ikke tegn på travlhed, selvom gæsterne så småt er ved at vende tilbage fra deres endagstur i Málaga.
”Jeg var med gæsterne ude i Santiago de Compostela. Efter 3 timer gik jeg og spurgte, om vi ikke snart skulle tilbage igen,” siger Simon, og slår med en solbrændt finger på armbåndsuret. De seks uger skibet lå i dok i Bremerhaven var han hver eneste dag ovre for at se til det, og når velhavende herrer kommer og fortæller om deres huse og biler, siger det ikke Simon noget. Han har sit liv på Sea Cloud, og som snakken går, bliver det nemmere og nemmere at forstå, at man kan elske et skib, i stedet for blot at se det som et transportmiddel.
Skibet har en sjæl, og en historie. Det kan mærkes, fra man tager det første skridt på dækket. Og når Simon knytter hånden og kalder skibet for en ”stærk og bestemt dame”, så er det fordi han virkelig opfatter Sea Cloud som besætningens fornemmeste gæst, og ikke kan forestille sig at lave andet, end at passe det yndefulde skib og dets passagerer resten af sit liv. Det kan mærkes.
Tilbagelænet luksus
Sea Cloud Cruises, der arrangerer krydstogter med Sea Cloud samt de to søsterskibe Sea Cloud II og River Cloud II, gør meget ud af, at der skal være luksus på rejsen, men den skal samtidig foregå på gæsternes præmisser. Service, der altid er til stede, men aldrig bliver påtrængende. Der er hverken golfbane, pool eller tennisbane. Til gengæld er der absolut ro og en afdæmpet perfektionisme blandt besætningsmedlemmerne.
Sea Cloud
Dimensioner: L109,5 m, H54,2 m, B15 m, D5,13 m
Maks hastighed: 10 knob
Antal sejl: 30
Samlet sejlareal: 3000 m2
Antal værelser: 32
Maks passagerer: 64 pers.
Besætning: 60 pers.
Sea Cloud Cruises administrerer også krydstogtskibene Sea Cloud II og River Cloud II og er i øjeblikket ved at udvide flåden med Sea Cloud Hussar.
Krydstogtskibene sejler i Middelhavet, Det Caribiske Hav og på de europæiske floder samt fire ture årligt over Atlanten med 16 dage på havet.
Find flere informationer på www.seacloud.com.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001