Det danske magasin i Spanien
Stædighed, gedigen luksus og en vis glamour-faktor

Stædighed, gedigen luksus og en vis glamour-faktor

Marbella er ikke sådan at slå ud. Hverken finanskrise eller korruptionsskandaler har rokket ved, at Solkystens absolut mest fashionable område stadig hedder Marbella. Byen, hvor stjerner som Sean Connery, Antonio Banderas og Joan Collins har boet, hvis ikke dør om dør, så i hvert fald port om port med Saudi Arabiens konge, spanske divaer, blonde prinsesser og stinkende rige oligarker. Slet og ret er byen kendt for sin enorme tiltrækningskraft på rigmænd fra hele verden, og det er ikke så mærkeligt. For Marbella er jo netop en luksusmagnet.

For 60 år siden var Marbella ikke andet end en lille, søvnig fiskerby. Det har, som bekendt, ændret sig radikalt. Under et mere eller mindre tilfældigt besøg opdagede Prins Alfonso von Hohenlohe (med det fulde navn: Alfonso Maximiliano Victorio Eugenio Alexandro Maria Pablo de la Santisima Trinidad y todos los Santos zu Hohenlohe-Langenburg) guldklumpen og så en potentiel turistmagnet. Han grundlagde det nu så berømte Marbella Club Hotel i 1954, og lagde dermed grundstenen til, hvad der i dag er et af verdens og Spaniens næstmest eftertragtede område at have bolig i.

’Hola Señor Connery’
Marbellas status som luksusby i international topklasse understreges af den uomtvistelige rigmands- og kendistække, byen har. Utallige prominente navne har efterhånden kunnet kalde sig boligejere i Marbella, og det har derfor ikke været usædvanligt at støde på så store stjerner som Sean Connery på en af områdets i øvrigt suveræne golfbaner.
Rige mennesker, ekstravagante lystyachter og kæmpe luksusbiler er her så almindelige, at selv mellemklasseturisten efter ganske kort tid lader halsmusklerne hvile, når endnu en Ferrari kommer drønende forbi.

Favner bredt
Og det er ikke mærkeligt, at så mange mennesker, hvis tegnebog ellers er stor nok til at købe bolig hvor som helst i verden, vælger at slå sig ned i Marbella. For byen har alt, hvad folk med hang til luksus kan ønske sig. De ypperste mærker inden for tøjmode som Gucci, Louis Vuitton og Dolce & Gabbana har alle egne butikker på den fornemme marina Puerto Banús. Villaer og lejligheder i de øvre prislejer findes i stort omfang på The Golden Mile, og er det ikke overdådigt nok, tilbyder La Zagaleta-området ejendomme begyndende ved 4,5 millioner euro til op mod det femdobbelte. Marbella tilgodeser desuden et bredt udsnit af interesser, da folk med interesse for tennis, golf, sejlads, mountainbiketure i bjergene, shopping, besøg i nattelivet eller bare dasen ved en lækker pool alle kan få deres lyster styret.

Krisen har ikke ændret det store
Marbellas nyere historie har dog ikke været helt pletfri, og for fem år siden oplevede byen sin måske største krise, da politiet den 29. marts 2006 satte Operation Malaya i gang. Aktionen betød, at flere højtstående politikere – deriblandt daværende borgmester Marisol Yagüe – embedsfolk og andre med tilknytning til kommunen blev arresteret og fik deres hjem ransaget. Skandalen var total, da Operation Malaya afslørede svindel og korruption for milliarder af euro, og man kunne på den baggrund frygte, at Marbellas tid som samlingspunkt for jetsettet var forbi. Byen har dog vist, at dens skønhed og luksuriøse tiltrækningskraft langt overstiger betydningen af umoralsk politisk lederskab, og efterspørgslen på luksusvillaer er stadig om ikke intakt så i hvert fald fortsat stor.

Du kan læse mere om Marbella og Operation Malayas omfang her på www.ladanesa.com.

Fakta om Marbella:
• Har i dag godt 135.000 (registrerede) indbyggere mod lige under 100.000 ved årtusindeskiftet.
• Byens kystlinje strækker sig over ca. 26 km.
• Er Spaniens næstdyreste område – kun overgået af Madrid.
• Borgmesteren hedder Ángeles Muñoz (Partido Popular). Hun vandt valget for anden gang d. 22. maj 2011.
• Marbella byder på ca. 25 golfbaner.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.