To verdener mødes – men på hvis vilkår?

To verdener mødes - men på hvis vilkår?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg så et videoklip for et par dage siden. I ca. halvandet minut har en eller anden brugt sin mobiltelefon som videokamera for at filme mordet på en kvinde. Der er masser af blod, og det gør det svært at se hendes ansigt. Men ud fra kroppen at dømme er det en ung kvinde. De første sekunder ser man hende ligge på jorden med iturevne bukser. Hun skriger og forsøger at beskytte sit hoved med hænderne og vægrer sig mod ca. 20 mænd, der kæmper om pladsen for at slå og sparke hende. De håner hende, spytter og hopper på hende. Mændene trækker i hendes arme og ben og tramper på hendes ryg. Pludselig ligger hun helt stille. Spiller hun død? Er hun død? For at sikre sig, at det sidste er tilfældet, tager en af mændene en stor kampesten og kaster den mod hendes hoved – to gange. Nu ligger hun så der, helt stille, halvnøgen og med blodet silende fra hovedet. Jeg græder. Tanken, om at dette er virkelighed, får det til at vende sig i mig. I baggrunden hører man en sagte bøn, som dog snart overdøves helt af mændenes jubelskrig: “Allah o akbar!”, Gud er stor! Kvindens “forbrydelse” var utroskab, og at den slags straffes med døden, skrev gud allerede for flere tusinde år siden. Den dag i dag efterleves disse gamle “love”, som sniger sig ind i Europa, mens vi er ved at kløjs i ord som religionsfrihed og ligestilling. I Vesten har vi tilladt opførsel af moskeer i religionsfrihedens navn, og retten til at bære burka af samme årsag. Hvad bliver det næste? At legalisere polygami og offentlig afstaffelse på byens torv?

Retsstat og religion
“Man skal tilpasse sig de regler og normer, som gælder i det land, hvor man bor. Religion bør ikke være en del af en retsstat, og religiøse domstole giver derfor ingen mening her”.
Sådan siger imamen Abdullah Mohammad fra moskeen Basharat i Córdoba. Han siger også, at islam er en religion, som kan tilpasses en hvilken som helst situation og ethvert årti, hvorfor den ikke skaber begrænsninger for muslimer i Vesten.
Det lyder fint i teorien, men fungerer det i praksis? I den nordspanske by Tarragona blev en kvinde dømt til døden af naboerne pga. rygter om utroskab. Det lykkedes hende at flygte, alarmere politiet og naboerne blev idømt straf for planlægning af mord.
I de skandinaviske indvandrermiljøer findes der shariadomstole, og man kender til mange tilfælde, hvor afstaffelse med piskeslag foregår i kældrene under beboelsesejendomme. En muslimsk mand i Sverige nægter at give hånd til en kvindelig chef på arbejdsformidlingen. Han får afslag på sin anmodning om understøttelse og anmelder efterfølgende arbejdsformidlingen, idet han hævder, at afslaget skyldes diskrimination. Manden vinder sagen og får tilkendt en erstatning på 60.000 svenske kroner – skattefrit.

En ung kvinde havner på avisernes forsider, fordi hun kalder det racisme, da rektor forbyder hende at bære heldækkende tørklæde i undervisningen. Han mener, at det er vanskeligt at undervise en elev, man ikke kan se. Hun forsvarer sig og sammenligner sin situation med fjernundervisning, hvor man jo heller ikke kan se eleverne. Ironisk nok læser hun til børnehavepædagog. Er vi klar til at lade anonymiteter passe vore børn? Næppe. Og kan vi så købe påstanden om, at islam kan tilpasses ethvert samfund og enhver tidsalder? Eller handler det i stedet om menneskers uvilje mod at tilpasse sig, hvilket forhindrer en modernisering af islam?
Der lever langt over en million muslimer i Spanien. Man kan prædike for dem om menneskerettigheder og integration, lige løn for begge køn samt påklædningsnormer. Mange lytter, og tager ikke ansvar for de trosfæller, som ikke vil tilpasse sig. Og det er netop dem, der stikker ud fra mængden og bliver den muslimske stereotyp.
Det Europa, som propaganderer for religionsfrihed, ytringsfrihed og alle andre typer af frihed, har nogle steder indført burkaforbud. Mange muslimske kvinder fik lov til at gå ud, hvis de blot iførte sig burka. Nu må de ikke gå ud overhovedet. Enten bliver kvinden fænglset i sine klæder eller i sit hjem… Er det så Europas skyld? Bør Europa prioritere kvindens forpligtelser som muslim fremfor at redde hende fra undertrykkelse? Måske er undertrykkelse et fortolkningsspørgsmål? I hvert fald tror og håber vi i Vesten, at muslimerne til sidst giver sig, tilpasser sig, smider burkaerne og giver sig selv og hinanden fri. Måske, måske ikke.

Revolutioner på godt og ondt
I den iranske Shah’s tid var landet et lille stykke mellemøstligt Vesten. Han talte for en retsstat med folkestyre, adskillelse af religion og politik. Ytringsfrihed og modernitet. Han stillede kvinder og mænd lige for loven, og var imod at forbyde alkohol og sex før ægteskab. Efter den islamiske revolution gik landet som bekendt ind i en udvikling med negativt fortegn. I dag er det obligatorisk for kvinder at bære slør, selv turisterne, og tyveri straffes med lemlæstelse. Omtrent det samme skete i Afghanistan. Landet islamiseredes til ekstremitet, og efter at folk har levet med undertrykkelse i generationer, er revolutionerne vågnet igen. Imam Abdullah tror imidlertid ikke, at revolutionerne er et skridt mod modernisering, men at de derimod er fremprovokeret af verdens stormagter for egen vindings skyld. Samtidig siger han, at utilfredshed vil føre til revolutioner, så længe magthaverne ignorerer befolkningens behov og de rettigheder, som gud har givet dem.
I Norden tales der om en anden slags revolution – islamisering. Begrebet har fået stor betydning for flere politiske partiers succesgrad. I Spanien tales der om arabernes generobring af Al Andalus, et muslimsk Andalusien. Er det en muslimsk revolution, vi er vidner til? Eller har den helt overdrevne opmærksomhed, som pressen giver islamisterne, gjort os paranoide?
Efter 11. september blev islam mere et politisk end et religiøst spørgsmål, og er siden blevet analyseret på kryds og tværs. Alle husker præcis, hvor de befandt sig, da terroren ramte USA, og imamen er ingen undtagelse. Han sad derhjemme, og led med de, som mistede livet den dag.
“Bin Laden er nu død, men det kommer ikke til at forandre noget”
, siger han. “Alt vil fortsætte som før”.
Han påpeger dog, at islam er en fredelig religion, som stræber efter et harmonisk samfund. Han mener, at problemerne opstår, når enkelte personer vil blande politik og religion sammen, og et fejlagtigt billede af islam bliver resultatet. Tvetydigheder gør, at personer med forskellige intentioner fortolker og handler efter eget forgodtbefindende. Er det mon sådan, at terrorisme er baseret på en fejlfortolkning af koranen? Er det okay altid at give fejlfortolkninger skylden for negative handlinger? Er der virkelig tale om fejlfortolkninger eller er visse tekster bare så bizarre, at fejlfortolkning bliver en undskyldning for dem?
En klassisk “fejlfortolkning” handler om at slå på kvinder. Teksten siger: “…//… Hvis du ser tegn på ondskab hos dem (kvinderne), irettesæt dem da og giv dem en advarsel. (Hvis det ikke hjælper, så) hold dig væk fra deres natteleje og (som sidste udvej) straf dem håndgribeligt …//…” Hvordan straffer man håndgribeligt? Man må konstatere, at der er forskellige måder at fortolke det på. Nogle mænd fortolker det sådan, at de må banke løs på deres kvinder, som det passer dem. Fuengirolas imam, Mohammed Kamal Mustafa, forsøgte at retfærdiggøre teksten og skrev i sin bog “La mujer en el Islam”, Kvinden i Islam, om, hvordan man kan slå hende uden at efterlade mærker på kroppen. For det blev imamen den første i Spanien, der blev dømt for opfordring til kvindemishandel.
Hvordan man end fortolker teksten, er det helt absurd, at kvinden skal irettesættes håndgribeligt.

Tanker om fremtiden
Højreekstreme fremtidsvisionære ser Europas gader fyldte med burkaklædte kvinder og langskæggede mænd, som er på vej til deres særlige butikker for at købe specialiteter til deres særlige helligdage. Det er temmelig overdrevet, men er skrækken, for at visionen en dag materialiserer sig, til stede?
Hvorfor skulle man ellers have forbudt burka i visse lande?
Muslimerne må ofte høre, at de burde rejse tilbage til deres fædrelande, hvis de ikke kan tilpasse sig. Men skal de det? Jeg kan finde hundredvis af årsager til, at de ikke skulle rejse hjem. Men alligevel: Bør man ikke respektere skikke og traditioner der, hvor man kommer, og forsøge at tilpasse sig samfundet? Jeg kalder de højreekstreme partier for racistiske, men omvendt er de ofte de eneste, der tør tage bladet fra munden og tale om dette tabubelagte emne. Hvorfor er vi skandinaver så bange for at blive kaldt racister? Spanierne er lidt mere modige. De har erkendt, at det ikke handler om racisme. Det handler om at oprethplde et samfund samtidig med, at man respekterer indvandringen.
Flere spanske kommunerhar forbudt burka, og man har fremlagt et lovforslag, som skal gøre indgåelse af tvangsægteskab kriminelt. Det er jo egentlig lige ud ad landevejen: Sit ansigt bør man vise, og selvfølgelig skal man kun gifte sig af kærlighed – og når man er myndig. Hvorfor tager nogle mennesker disse ting så personligt?
Islam opfordrer sine tilhængere til at tilpasse sig der, hvor de kommer frem. Til en vis grad i hvert fald. Det tænker jeg på, mens jeg kører til byen for at handle i det danske supermarked, og kører forbi den danske kirke og den danske klub. På vejen kører jeg sikkert også forbi en masse danske veteraner på Kysten, som endnu ikke taler sproget…

Definition på ”Sharia”
Sharia er et lovværk, som støtter sig til tekster fra koranen og fungerer som en etisk og juridisk rettesnor for muslimer. Lovene handler ikke blot om forbrydelser og straf, men også om sociale normer og regler, som fx beklædning, etik og moral. Sharialoven praktiseres bl.a. i Saudi Arabien, Iran og Afghanistan. Andre arabiske lande, fx Jordan, Syrien og Libanon, er retsstater og har (officielt i hvert fald) taget afstand fra at blande politik og religion.

Eksempler på sharialove
En mand har ret til at begære skilsmisse når som helst. Kvinden har kun ret til at lade sig skille, hvis manden er psykisk syg eller impotent.
En kvindes vidnesbyrd for en domstol vægter kun halvt som meget som en mands.
En kvinde arver altid kun halvt så meget som en mand.
Homoseksualitet og utroskab er forbrydelser, der straffes med døden
Manden har ret til at have op til fire hustruer, hvis han behandler dem ens.

Af Mary Touma

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa