Opus Dei – sekt, hemmeligt selskab eller katolsk organisation?

Opus Dei - sekt, hemmeligt selskab eller katolsk organisation?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Afhoppere fortæller om selvafstraffelse, hjernevask og isolation. Medlemmer mener, at det er den direkte vej til Gud. Opus Dei er imidlertid ikke for alle. Dørene er svære at åbne for dem, som vil ind, men står på vid gab for dem, som vil ud. Medlemslisten er hemmelig. I fx Norge er Opus Dei forbudt, fordi organisationen minder for meget om en sekt. Hvordan kan Vatikanet godkende Opus Dei som katolsk organisation?

Jeg mødes med Opus Deis informationschef for at få nogle svar.

Definition – et fortolkningsspørgsmål
Præsten Josemaría Escrivá de Balauger grundlagde Opus Dei i Madrid d. 2. oktober 1928 efter at have fået, hvad hans tilhængere kalder, en åbenbaring. Han påstod at være den af Gud udvalgte til at sprede kristendommens sande lære og derfor skabte han Opus Dei – Guds Værk. I begyndelsen var der kun mandlige medlemmer og de holdt til i Madrid. Efter borgerkrigen spredtes Opus Dei ud over hele landet, og rekrutteringen inkluderede nu også kvinder. Med tiden voksede organisationen ud over landets grænser, og i dag er der godt 87.000 medlemmer. Heraf er ca. 2.000 præster og medlemsskaren fordeler sig således: Afrika: 2.000, Asien og Oceanien: 5.000, Amerika: 30.000 og Europa: 50.000.

I følge eget udsagn er der tale om en katolsk organisation med apostolske mål. Man vil hjælpe kristne, helst katolikker, med at blive bedre mennesker ved at lade kristendommen gennemsyre hverdagen. Via uddannelse og seminarer, som afholdes på sponsorerede privatskoler, og gennem informationsrejser til andre lande, spreder de det kristne budskab. Det kunne lyde som vanlige missionærer, men værdierne, der her læres adskiller sig markant fra den traditionelle kristendom, vi er vant til. Medlemmerne lever nemlig efter nogle strænge regelsæt og normer, og her bliver det nemt at se lighederne med flere forskellige sekter. Ca. 20% af medlemmerne lever i cølibat og bor i en type kollektiv. De resterende lever selvstændige liv, men stadigvæk i et familiært forhold til de andre i organisationen. Pga. deres kontroversielle livsstil opstår der let konflikter med omgivelserne, og derfor vælger mange at holde deres medlemsskab hemmeligt.

Optagelse i Opus Dei skal fortjenes, og det kan fratages de medlemmer, som ikke lever op til forventningerne. En åbenbaring fra Gud er nøglen, og man skal udvise tilstrækkelig selvdisciplin til at leve op til medlemskravene. At spendere tid og penge på sin Opus Dei-gruppe skal falde helt naturligt, da man lever tæt sammen og arbejder for hinanden. I en sekt får grundlæggeren ofte profetstatus, mens han her blev kåret til helgen af selve Pave Johannes II. Og det er netop det faktum, at Vatikanet har godkendt dem som katolsk organisation, der gør, at Opus Dei ikke er en sekt.

38-årige Ismael Martínez, informationschef og medlem af Opus Dei i de sidste 20 år, bor i et af organisationens kollektiver. Han affærdiger mine sammenligninger med en sekt, bl.a. mener han, at sekter bøjer biblens ord – og det gør Opus Dei ikke… De går heller ikke rundt og banker på folks døre og deler flyveblade ud for at sprede deres budskab. På spørgsmålet, om hvorfor en så forholdsvis ny organisation vælger at leve efter så gammeldags regler og værdier, svarer han med stor overbevisning, at det er katolicismens grundværdier, man følger, og at det er vejen til Gud.

To sider af samme sag
Afhoppere fortæller om, hvor svært det var at komme ud af Opus Dei, og jeg konfronterer ham med de vidneudsagn, som jeg har læst om medlemmer, der bliver frataget retten til at tale, til at have en menning og til at kritisere. Om hvordan brevveksling samt telefon- og mailkommunikation overvåges. Om hvordan venner udenfor gruppen ikke er venner, men potentielle medlemmer, som det forventes, at man forsøger at rekruttere.

Martínez griner som for at understrege det absurde i min udtalelse. “Der er altid to sider af samme sag. Det er ikke mit ansvar, at alle medlemmer lever, som vi gør her, men man bør under alle omstændigheder lære organisationen at kende, inden man dømmer den”, siger han. “Vi kontrollerer ikke vore medlemmer”. Trods det varede det ikke mere end et par timer, fra at jeg havde ringet til en Opus Dei skole i Málaga med et par spørgsmål, før Martínez ringede mig op fra Granada…

Den mest kontroversielle Opus Dei praksis er selvafstraffelse. Det kan gøres på forskellige måder, men altid med det formål at føle Jesu smerte. Det kan fx være at sove på et hårdt gulv, afstå fra noget man elsker eller at spænde en rem med pigge fast om benet for at påmindes Jesu lidelser på korset.

Martínez mener, at de gør det af kærlighed til Gud og sidestiller det med, når vi pynter os af kærlighed til os selv. Jeg forsøger at modsige ham med, at det ikke står i Bibelen, at selvafstraffelse er et bevis på kærlighed til Gud. Han svarer igen ved at citere Jesus: “Tag dit kors og følg mig” – som noget Opus Dei medlemmer tager bogstaveligt og noget de efterlever i dag.

Cilice hedder pigremmen, som de medlemmer, der lever i cølibat går rundt med under tøjet et par timer hver dag. Selvom det er fåtallet, er cilicen blevet et af Opus Deis kendetegn. Jeg spørger, om det gør ondt at gå med, og Martínez svarer: “Det, der gør ondt, er at dette fremhæves som et karaktertræk hos Opus Dei, når det i virkeligheden kun står for 0,1% af læren”. Jeg tolker hans svar som et ja.

Opus Dei kan opfattes som en lukket og hemmelig gruppe. Organisationens budskab er noget diffust, og rygtet siger, at medlemmerne tilhører samfundets absolutte elite. Martínez vil dog gerne have, at vi adskiller hemmelighedskræmmeri og diskretion. “Bare fordi man er diskret omkring det samfund, men lever i, betyder det ikke, at man holder det hemmeligt. Hvor mange går rundt og råber sin religiøse overbevisning ud over det hele?”, undrer han sig. Ikke mange, tænker jeg. Men samtidig har de fleste mennesker en mere traditionel religiøs overbevisning. Han affærdiger straks min opfattelse af, at Opus Dei medlemmer tilhører samfundet top. “Vi vokser fx meget i Afrika”. Ja, ja, men selv i Afrika er der en økonomisk elite. I hvert fald skal jeg ikke søge længe på Nettet, før jeg finder ud af, at flere spanske toppolitikere har bånd til Opus Dei, og at Paven godkendte organisationen, netop fordi han selv var medlem. Martínez siger, at den information er ny for ham, men at det i øvrigt ikke burde spille nogen rolle. “Opus Dei er ingen sekt. Vi er katolikker, som lever efter den katolske lære”, slutter han bestemt. Og jeg forventede mig sådan set heller ikke andet svar.

Af Mary Touma

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa