Kære læser oktober 2010

Arbejdet med månedens tema i La Danesa, Evig Ungdom, har betydet en stor mængde brainstorming her på redaktionen, og det uundgåelige spørgsmål blev stillet: Ville du ønske, at du kunne være evig ung? Den nemme vej ud af det er selvfølgelig at svare: Nej, for det er jo ligesom lidt for sent at komme i tanke om. Kalkunhalsen truer sammen med vinkeflæsket med at give slip på den sidste rest bindevæv, læsebrillerne er ikke længere bare en del af outfittet og henne i supermarkedet kalder de mig Señora. Nej, jeg er vel det, der kaldes midaldrende (husk nu, at det ikke hedder middelaldrende). Slår man op i ordbogen, står der, at det er den alder, der ligger mellem ungdom og alderdom. Og det er jo et vidt begreb. Siden præciseres det dog, at midaldrende er personer i alderen cirka 45-60 år. Så man er altså midaldrende, når man ikke længere er helt ung, men stadig heller ikke ældre end, at man er yngre end de gamle. Nå! Som den kvikke læser måske husker, resulterede en omgang tømmermændsbefængt livsfilosofi forrige sommer i erkendelsen af, at jeg må være ungdommelig gammel, for det der med at være almindelig voksen, det sprang jeg over. I mangel på egentlige talenter har jeg udviklet en betydelig simpultankapacitet og kan derfor multitaske i en sådan grad, at jeg kan være ung og gammel på én gang. Og det er måske det, der er svaret, tager jeg spørgsmålet om evig ungdom knapt så bogstaveligt. Jeg ved da godt, at langt de fleste har nydt at være voksne, at formere sig, købe rødstensvilla og skifte bilen ud med en større model i takt med avancementet på arbejdspladsen – for så pludselig en morgen at vågne op til hornmusik og gallopkringle og en fin æresport pyntet med blomter og et sølvhjerte, hvor der med snirklet skrift står 25 år. Og vupti, så er man midaldrende. I stedet for at hoppe med på den vogn, har jeg skabt en slags gangbro fra ungdomsriget over i alderdommen. En bro, som jeg kan krydse, alt efter behov for ubekymret vildskab eller fredfyldt livsvisdom. Og jo, sådan vil jeg ønske, at det kan fortsætte, indtil til den dag kommer, hvor livet koster livet. Jeg er ikke bange for at dø, men vejen dertil kan være skræmmende. Her tænker jeg selvfølgelig på sygdom, angst og ensomhed. Så det er her, jeg skal sætte ind for at opfylde mit eget ønske. Og det vil jeg gøre ved at bruge min sunde fornuft og følge mit hjerte – i den rækkefølge. Det er usundt at ryge, men jeg elsker mine smøger og ryger kun, når jeg har tid til virkelig at nyde det. Og selvom rygningen er min eneste egentlig dårlige last, så skal der selvfølgelig kompenseres. Det giver sig selv. Jeg plejer mig selv både indvendig og udvendig. Motion, sund og varieret kost, masser af vand, dybe vejrtrækninger, god nattesøvn og et ekstra skud vitaminer og mineraler (det er noget vrøvl, at maden indeholder nok af den slags, økologisk eller ej – husk det!) betyder, at jeg har en sund krop og et tåleligt antal rynker (når kalkunen slipper helt, bliver den omgående skåret af). Men for at opfylde min drøm er jeg ganske klar over, at der også skal en stor portion andre ingredienser til; udfordringer, masser af dyr, latter, ny viden, kærlighed, rødvin, familie og venner, tryghed, visdom og ja, okay så: sko. Det er her min livsenergi kommer fra, og det er også her, jeg er mest sårbar. Altså vægter min mentale sundhed tungere end min fysiske, og den bevidsthed bruger jeg til at sikre mig, at jeg ikke sløser med maden, motionen og søvnen. Jeg er afhængig af at være glad i låget (tyngdeloven trækker desværre min mundvige nedad, når jeg koncentrerer mig, men lad dig ikke narre af det), og jeg tror på Martinus’ filosofi om, at meningen med livet er oplevelsen af livet. Hverken mere eller mindre. Rart at tænke på, ikke? Men også noget af et personligt ansvar.
Husk, at du er din skæbnes herre og din sjæls kaptajn!

he

NB. Læs mere i månedens tema "Botox for begyndere, bevaringsværdige pensionister, boobie jobs og BodyAge"  i Helse-sektionen.