At navigere en stor forretning igennem oprørte vande er en kæmpe udfordring, som byder på strategiske samtaler med højt placerede politikere i parlamentet i Madrid, møder med fagforeningsbosser og tillidsfolk, motivering af virksomhedens knap 2.000 medarbejdere, reaktion på stigende konkurrence i markedet og daglig kamp for at holde fast i husets største kunde, rederiet Mærsk. Men manden i hjørnekontoret tager det med ophøjet ro.
La Danesa har besøgt direktør Anders Kjeldsen i APM Terminals på Spaniens sydspids.
Der går rygter om, at APM Terminals i Algeciras skal lukke helt eller delvist, og lade terminalen i Tanger tage sig af handlingen af de store lyseblå containerskibe og deres last. Konsekvenserne af en sådan lukning vil være vidtrækkende for lokalområdet. Katastrofal, vil jeg mene. Jeg sætter kurs mod Algeciras for at tale med manden, der ved, hvad det handler om.
Sikkerhedsclearet og udstyret med et visitor-kort vises jeg op på 2. sal i bygningen, en mini-udgave af Mærsks hovedkontor på Esplanaden i København.
Anders Kjeldsen tager imod i, det han kalder, cigarkassen – hans flotte finerbeklædte kontor, og han gør hurtigt mine bekymringer til skamme.
"Vi lukker ikke, og har på nuværende tidspunkt heller ikke planer om at begrænse aktiviteterne. Vi kæmper", siger APM Terminals’ 41-årige danske direktør, der overtog posten fra John E. Thomsen for godt tre år siden. "Og jo, det er en kanon udfordring. Fra 04 til 07 oplevede terminalen en vækst på 8-10% om året. Det gik rigtig stærkt, og det handlede om at skaffe kapacitet til at dække efterspørgslen. Det var gode tider for alle her".
Det lyder lidt ligesom SAS; tiden er en anden, men nu vil medarbejderne – og fagforeningerne ikke give slip på det, de har opnået…
"Ja, sådan kan du godt formulere det. Dengang blev der lavet overenskomster, som vi nu hænger på. Langt de fleste af vores folk knokler virkelig hårdt, og i en rigtig god ånd. Husk på, at mange af dem skal tjene til livets ophold for 2-3 familier. Det er krisens vilkår".
Mere havnearbejder end traditionel AP Møller-dreng
Anders Kjeldsen har en fortid i militæret, reserveofficer og senere formand på dokken i Århus Havn. Diverse managementuddannelser blev gennemført, og for seks år siden gik turen til Haag, hvor han blev ansvarlig for operational projekt implementering i APM Terminals. Uden at kunne et ord spansk flyttede han godt tre år senere til Algeciras for at styre den kæmpestore terminal igennem noget, der snart skulle vise sig at være ganske oprørte vande.
Sådan nærmest at hente dig ind fra gaden, lyder ikke særligt AP Møller-agtigt…
"Nej, men der var nok brug for én med mine egenskaber; jeg er god til at kommunikere, evner at opbygge et stærkt team omkring mig og så har jeg selvfølgelig et indgående kendskab til havnemiljøet. At jeg selv har arbejdet i det, giver respekt blandt havnearbejderne, og klæder mig ordentligt på til store forhandlinger med fagforeninger og politikere. Det er et benhårdt miljø, men det er en del af spillet, uanset om man er i Hong Kong, Århus eller Algeciras".
I er en del af en kolossal virksomhed, kan I reagere hurtigt nok i forhold til bevægelserne i markedet?
"At være en del af en stor virksomhed er både en styrke og en svaghed. Vi har tidligere ikke reageret hurtigt nok kommercielt. Det kunne virke tungt og ufleksibelt. Nu skal strategien ændres, vi skal være konkurrencedygtige, for ellers mister vi Mærsk som kunde – det er business. Sidste år lykkedes det os at spare 10%, i år skal vi nå 11% og i løbet af de næste 12 måneder hedder det 20%".
Kommer det til at koste arbejdspladser?
"Det er svært at sige. Udover de ca. 2.000, vi beskæftiger her på terminalen, genererer vi 6-8000 indirekte jobs. Meget afhænger af dialogen med fagforeningerne, og selvfølgelig af, hvad Zapatero får gennemført af reformer senere på måneden (juni 2010, red.). Det er sandsynligvis første gang, statsministeren har truffet beslutninger uden at være enig med fagforeningerne. Der er mange dygtige fagforeningsledere, men problemet er, at de nægter at flytte sig af frygt for at miste medlemmernes opbakning. De er simpelthen bare ikke proaktive, og vil ikke lytte til, at vi i højere grad har brug for fleksibilitet på arbejdsmarkedet end penge".
Rygtet gik på, at I ville miste forretning til APM Terminals i Tanger – det er så en konkurrent?
"Ja, det er det da. På tre uger, fra medio maj til primo juni tabte vi 15% løft til Tanger – deres priser er ca. 50% lavere. Til gengæld er deres terminal kun halvt så stor som vores, så vi konkurrerer på kapaciteten. Lokalt var der ikke megen tiltro til kollegerne i Marokko i begyndelsen, og spåede, at de ikke ville kunne drive terminalen. De tog fejl. Man lærer noget hver dag – heldigvis. Også havnen i Málaga er gået ind i kampen og tilbyder billigere containerhandling end Algeciras, men jeg tror på, at vi kommer stærkt ud på den anden side", siger Anders Kjeldsen, der i Algeciras har fået en ny konkurrent; sydkoreanske Hanjin, der holder gængene nede på 10 mand, mens APM har 20. "Det er skæv konkurrence, og det er bl.a. her, der skal sættes ind".
Hvordan er det at sidde med ved spanske topforhandlinger som udlænding? Indgyder det respekt, at du kommer fra Mærsk?
"Rent sprogligt er det ikke noget problem, idet jeg har lært spansk på et niveau, så jeg får det meste med. Jeg synes, det er stort at blive kaldt til møde i parlamentet i Madrid for at fortælle politikerne, hvad der skal til, men omvendt ved jeg, at jeg repræsenterer et ikke uvæsentligt firma. Vi løfter trods alt 3,6 mio. TEU (antal løft opgjort i 20 fods containere) om året (26% af Spaniens containerhandling), og sendte årligt omkring 20 mio. euros direkte i statskassen i form af havneafgifter. Disse er nu forhandlet ned, og vil nok ende på 11 mio. euros i år. Det er meget spændende at være med til store forhandlinger, som fx den nye havnelov, som med støtte fra havnepræsidenten og PSOE endelig ser ud til at komme i hus".
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001