Vis mig din landsby

Jeg mærker straks det rolige tempo, da jeg ankommer til den lille landsby Moclinejo med de hvide huse, der ligger pittoresk hævet over Middelhavet i Málagas bagland.
Lige her på denne skønne plet har Jens og Birte Kromann valgt at slå sig ned de mange måneder, de opholder sig i Spanien hvert år. Eller rettere sagt: Det var nok egentlig tilfældighedernes spil, og en god portion eventyrlyst, der bestemte, at det netop blev Moclinejo, der skulle blive parrets spanske tilholdssted.

Jens har været forelsket i Spanien siden 1957, hvor han tomlede gennem landet med en studiekammerat. Det blev efterfølgende til en årrække med mange kortere ophold i Spanien, hvor Jens malede og Birte kom på besøg. For 10 år siden var Jens endnu engang i Spanien og kørte med en ven til Moclinejo. Hér faldt han pladask for det gamle hus med de faldefærdige stalde midt på byens torv. Huset havde tilhørt en ældre dame, der nu var flyttet, men fatters sutsko stod stadig og plastikblomsterne levede deres eget støvede liv i vindueskarmene. Jens så mulighederne i bygningerne og købte dem. Det næste projekt var at få ideen solgt til Birte, der ventede ham hjemme i Danmark. Det var imidlertid ingen sag, og de to drog kort efter til Spanien for at kigge nærmere på deres kommende drømmehus.
5-6 år senere stod det fine hvide hus med den udvendige patio mod byens torv, færdig. ”Folk her er så venlige og hjælpsomme”, siger de begge, da jeg spørger dem om, hvordan det har været at flytte til byen og blive accepteret. ”Kvinderne tog mig uden videre med i køkkenet for at vise, hvordan jeg kunne tilberede min fisk”, fortæller Birte. Og den dag Birte fejede og nussede uden for huset, ligesom de spanske kvinder altid har gjort, var hun fuldt ud accepteret. De taler begge spansk og har mange spanske venner og et stort netværk i byen. Et par bryllupsinvitationer er det også blevet til. Mens vi sidder foran huset og følger med i livet på torvet, kan jeg virkelig mærke, at Birte og Jens, eller ’Juan’, som de har døbt ham, er vellidte; der bliver hilst og vinket, som det bør sig i en lille landsby. Birte og Jens har fået den bedste start på deres spanske liv: ”Det handler om at være åben og synlig, og kan de mærke, at du har tænkt dig at slå dig ned her, så bliver du hurtigt accepteret. Når vi har været i Danmark og kommer tilbage, kommer naboerne ofte med frugt og grønt”. Den strategi har virket rigtig godt for parret, som ikke føler sig og ikke bliver behandlet som udlændinge, selvom der kun er dem og så en 5-6 andre udenlandske familier i byen, der bor side om side med byens knap 1000 spaniere. De har valgt at bo lidt inde i landet, men kommer jævnligt til kysten, som de godt kan lide, men ”det er nu også rart, at vi kan trække os tilbage til fred og ro i Moclinejo”, er de begge enige om. Når de trænger til at mærke storbyens sus, tager de ind til Málaga, der ikke ligger langt væk.

Landsbyboerne

Vi sidder i deres hyggelige patio med den nyudsprungne vin over vores hoveder og med masser af krukker med jordbær, persille og blomster rundt omkring. Vi kan følge med i livet der leves på torvet med børn og gamle, og pludselig bliver vores samtale afbrudt af en øredøvende lyd, der slet ikke passer ind i al idyllen: Fiskemandens tonedøve dythorn. ”Så! Nu er fiskemanden kommet”, griner Jens og små, bastante spanske damer kommer frem fra deres huse for at købe fisk.
Birte og Jens fortæller løs om deres oplevelser i byen og med alle de mennesker, de har lært at kende. Der er f.eks. 80-årige Manolo, som viser sig at være noget af en personlighed. ”Vi kalder ham ’mulmand’, fordi han altid har haft muldyr”, griner Jens med et kærligt glimt i øjet.
Manolo har boet hele sit liv i byen og har haft muldyr næsten lige så længe. Men nu har han skaffet sig af med dyrene og er blevet museumsinspektør. Han passer også Birte og Jens’ hus, når de er i Danmark. Pludselig skridter selvsamme, ranke, Manolo over torvet og vi hilser og spørger, om vi kan få lov at se hans museum. Og det er selvfølgelig ikke noget problem, vi skal bare komme med. Så vi går i samlet flok de få meter over til Manolos families hus, hvor han har indrettet et museum under huset, dér hvor muldyrenes stald engang lå. For Manolo er en rigtig samler, så da muldyrene ikke var mere, kunne han jo lige så godt udnytte pladsen og indrette museum med alle de ting og sager, han har samlet gennem et langt liv. Vi bliver vist inden for i et lillebitte rum og sikke et syn! Her er alt mellem himmel og jord fra gulv til loft, men pænt opstillet, så man kan se alt. Han har selvfølgelig masser af seletøj og klokker til geder, køer og muldyr, men også små guldvægte, en gammel Telefunken radio, symaskiner, ministole, gamle udenlandske og spanske mønter, et par ting fra Danmark endda og ikke mindst et par dunke vin fra den lokale vinmager María. Man kunne jo få gæster. Et ”no gracias”, bliver ikke godtaget, så vinen bliver skænket i små snapseglas og vi smager på herlighederne, alt imens jeg glemmer den stejle biltur ned ad bjerget senere på dagen. Manolos datter synes, han er lidt skør og ryster på hovedet over alle hans ting, men hun er nu nok meget tilfreds med, at han har organiseret dem i den gamle stald, så de ikke fylder i huset.
Da jeg spørger Manolo, om han har været uden for Spanien, siger han med et stort smil, der viser den ene tand, han endnu har tilbage i munden: ”Nej nej, det har der aldrig været penge til og jeg har jo haft mine muldyr. Men jeg har været i Málaga”. Han har en unik personlighed, der går lige i hjertekuglen på mig. De andre i byen driller ham kærligt, for han går altid i det samme tøj, sommer og vinter. Han viser mig, at han da bare ruller skjorteærmerne op om sommeren og trækker dem ned om vinteren. Det er da logik. Og så har han sit helt eget udtryk ”acuda”, som vistnok kan oversættes til ”tranquilo” på castillansk.

Lokal vin
Manolo er en travl herre, så vi siger på gensyn og bevæger os ned for enden af gaden, hvor María og hendes familie har en stor vinproduktion. I Moclinejo laver de fleste familier lidt vin eller har vinstokke, men den helt store vinproduktion foregår nede hos María. Jens har på forhånd spurgt, om vi må se de gamle maskiner, og det er helt i orden, for de står stadig, som de altid har gjort og døren er jo altid åben, alligevel. María kan desværre ikke gå med i dag, så hun har bedt Jens om at være guide.
Vi træder ind i en kæmpestor garage, hvor den særlige duft fra de mange bastmåtter, der hænger til tørre, kommer os i møde. De bruges til at lægge mellem druelagene, når der presses. ’Garagen’ byder på mange rum, der er hugget ind i bjerget, hvor vinpressere, gamle billeder og vin i fårehuder dukker frem og fortæller historien om en familie, der i mange år har været vinbønder. Birte fortæller, at noget af vinen bliver lavet på rosiner og på et bestemt tidspunkt af året, når vindruerne er blevet til rosiner, kan man høre den helt specielle lyd fra de små sakse, når Moclinejos familier sidder i udhuse og patio’er og klipper stilkene af rosinerne.
Vi kommer atter ud i solskinnet og smutter forbi Marías hus for at hilse på og sige tak for kigget. Dagen har sin vante gang, så hun sidder i køkkenet med sin mand, mens gryderne buldrer lystigt bag dem.

Overskudsagtig gæstfrihed
Kirkeklokkerne ringer to gange: Så er der frokost på byens eneste restaurant. Faktisk ligger der et flot hotel lige uden for byen, som også serverer god mad, men de lokale kommer på baren/restauranten midt på torvet. Og man må jo holde sig til. Vi begiver os over torvet mod restauranten, der ligger et lille stenkast fra Jens og Birtes hus. ’Mor’, som Birte og Jens kalder hende, kommer os i møde og jeg får indtryk af, at hun styrer kødgryderne. Jeg spørger hende, om hun er kokken: ”Nej nej, jeg er bare kokkens medhjælper”, griner hun. Men lidt har jo også ret, og her er vist tale om meget ret.
Baren er fyldt med byens mænd og fjernsynet kører på høj volumen; her er liv og glade dage. Der bliver hilst og kindkysset og snakket lidt, før vi kommer ind i et lidt fredeligere lokale – selvfølgelig også med et fjernsyn i loftet – der fungerer som restaurant. ’Mor’ og kokken kreerer en menú del día til os og vi får hurtigt selskab af nogle, der lige vil snakke eller bare hilse på.
Birte og Jens fortæller om byens afrikaprojekt, hvor børn fra Senegal og Sahara i perioder kommer til Moclinejo og bor og lever hos nogle af byens familier. Det er startet af Rafael, der nu arbejder på rådhuset, men tidligere var hos kystvagten og derfor har været vidne til mange afrikanske bådflygtninges triste skæbner. Det må vist være helt unikt for en landsby af Moclinejos størrelse at være så overskudsagtig og gæstfri ikke blot mod sine egne, men også for andre, der er dårligere stillede end dem selv. Nogle af feriebørnene er nu blevet voksne og har bosat sig i Moclinejo.

Hverdagen i landsbyen
Dagene går stille og roligt for Jens og Birte, hvor Jens typisk maler lidt om formiddagen og måske også om eftermiddagen, hvis ikke de går lange ture på de mange marker, der omkranser byen eller kører en tur. Jens går også på jagt med nogle af mændene, mens Birte pusler med ideen om at melde sig ind i byens dameklub, som tæller omkring 80 damer. ”Du skal bare snakke med formanden”, lød svaret, da hun en dag så en stor flok pænt pyntede damer og fik at vide, at det var dameklubben, der afholdt middag.

Man kan ikke blive andet end afstresset i Moclinejo, selvom der da sker mange ting. Da jeg ankom og med møje og besvær havde fået kørt varevognen gennem byens små gader, blev jeg mødt af en håndværker, der fortalte mig, at jeg ikke kunne komme længere ind i byen pga. brolægningsarbejde. Udviklingen har altså også fat i Moclinejo: Byens torv har fået ny, flot belægning og en offentlig udendørs svømmepøl er det også blevet til; man er opmærksom på, at der skal være noget for byens mange børn. Derudover arrangeres der selvfølgelig féria hvert år, som i alle andre spanske landsbyer med respekt for sig selv, hvor der festes i tre dage og nætter.

Skulle du komme forbi Moclinejo, foreslår Birte og Jens et smut forbi Marías vinproduktion og Manolos museum. Den fantastiske udsigt over markerne og ned over Middelhavet gør også byen til et besøg værd. De store vidder og de mange marker indbyder til lange traveture i total stilhed, der får én til at føle sig ”uden for alting”, som Birte beskriver det.
Da jeg sidst på dagen, mæt af oplevelser og glad af al den venlighed, jeg har mødt i løbet af dagen, begiver mig ned ad bjerget, er jeg bare nødt til at parkere varevognen i vejsiden og nyde stilheden og udsigten en sidste gang. Og føle mig ’uden for alting’.