Jeg har haft verdens bedste job

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Bent Andresen tager imod mig i sin villa i Valtocado-urbanisationen, der ligger bag Mijas. Sammen med sin kone Grete har han boet i udlandet siden 1987. De første 13 år i Schweiz og nu på 10. år i Spanien. Vi sætter os ind i pejsestuen, hvor Bent skal fortælle mig om sit spændende liv som hotelejer og udlandsdansker. Bent Andresen er et af den slags mennesker, som får én til at føle sig rigtig godt tilpas – han er høflig og venlig uden at virke formel. Som aktiv inden for hotelbranchen det meste af sit liv, kan man mærke, at han er vant til at have med mennesker at gøre.

Fra piccolo til hotelejer
Bent Andresen er født og opvokset i en lille københavnerlejlighed ved Skt. Annæ Plads i København. Efter skoletid fik han job på Hotel Codan, hvor han med drømmen om at gå i sin bedstefars fodspor (han var ejer af tre hoteller i Jylland), tjente sine lommepenge som piccolo. Med sit pligtopfyldende væsen og udprægede sans for orden og punktlighed, fik han i takt med færdiggørelsen af sin skolegang, arbejdet sig op i hotelhierakiet, og endte med at blive headhuntet til det fornemme Hotel Kong Frederik til en stilling som receptionschef. Det var her, han mødte sin kone Grete, som han blev gift med i 1965.
Bent og Grete kunne godt lide nye udfordringer, så i 1968 tog parret den store beslutning at købe Hotel Hans Tausen i Odense. De flyttede til den fynske hovedstad og snart efter opkøbte de også Hotel Windsor. Efter et halvt år kom Bent Andresen hjem og fortalte sin kone, at han også var kommet til at købe det store Grand Hotel med 250 senge. ”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, men Grete talte altså ikke til mig i flere dage”, erindrer han. Restaureringen af de tre hoteller begyndte, og det skulle vise sig at blive en rigtig god forretning. I årene 1968-1986 ejede familien Andresen en tredjedel af alle hotelsenge i Odense. Det danske hoteleventyr endte, da hotellerne blev solgt til en svensk køber, der havde ringet til Bent Andresen hver eneste dag igennem et halvt år for at høre, om hotellerne var til salg.

Turen går til Schweiz
Men selvom livet som hotelejer havde vist sig at være hårdt arbejde med en syv dages arbejdsuge fra 7 morgen til sen aften, var Bent og Grete ikke klar til at drosle ned. De faldt for det charmerende Hotel Chlosterhof, der ligger i den maleriske landsby Stein am Rein ved Bodensøen i Schweiz, og drog sammen med børnene Jesper og Mette af sted for at prøve lykken i alpelandet.
”I starten kunne jeg ikke et ord tysk”, husker Bent, ”så jeg talte engelsk med personalet, men det holdt bare ikke, og desuden talte børnene jo tysk i skolen og alt foregik på tysk”. Så Bent måtte i gang med at lære tysk for at kunne begå sig blandt sine nye landsmænd. ”I dag taler jeg flydende tysk og forstår også schweizertysk, selvom jeg ikke selv taler det”, forklarer han. Hotel Chlosterhof var et tilløbsstykke, et must for kendisser fra hele verden, der lagde rejsen forbi Schweiz. Hotellet er bygget på en gammel klostergrund og har 71 værelser, 28 suiter, restaurant og udsigt over Bodensøen. Bent og hans kone boede lige ved siden af, og de var der hver eneste dag for at se til, at alting var i orden. De gjorde sig altid umage for at hilse på personale og gæster, der gennem alle årene fik et nært forhold til parret.

På toilettet med Tina Turner

”Der er noget, jeg skal vise dig”, siger han pludselig og følger mig ud på gæstetoilettet. Her hænger indrammede autografer, personlige hilsner og billeder af prominente gæster som Tina Turner, Victor Borge, Prinsesse Benedikte, Dronning Margrethe, schweiziske præsidenter, Poul Schlüter, James Last, Marlene Dietrich m.fl. ”Ja, de plejede jo at hænge på mit kontor, men nu synes jeg, de tager sig bedst ud på toilettet”, siger han ikke uden humor. ”Når jeg ser tilbage på den tid, føler jeg mig overbevist om, at jeg har haft verdens bedste job. Jeg elskede at gå på arbejde”.

Flid og held og røde hunde
I dag driver børnene Jesper og Mette hotellet i Schweiz, og det klarer de ganske godt, indrømmer Bent, der dog er i daglig kontakt med dem. ”Jeg har jo masser af erfaring at give af, og så har jeg været vant til at have kontrol med alting. Jeg vidste, at skulle der finde et generationsskifte sted, ja så måtte vi flytte væk, for ellers er jeg bange for, at jeg kunne finde på at blande mig for meget. Desuden forbinder mange stamgæster hotellet med os gamle, så det ville ikke være helt rigtigt at blive boende”, forklarer han.
Hvad er mon opskriften på den succesfulde hotelkarriere? ”Dygtighed, arbejdsomhed og en god portion held”, siger Bent eftertænksomt og tilføjer, at det jo først viser sig bagefter, om man har købt, solgt og investeret på det rigtige tidspunkt. Generelt virker Bent Andresen som et usædvanligt glad og positivt menneske. Er der slet ikke noget, der kan gøre dig sur?, spørger jeg. ”Jo, noget der kan hidse mig op, er journalisterne på Danmarks Radio. De er nogle røde hunde alle sammen. Se bare på den måde de dækkede klimatopmødet i København i december sidste år. Der var al for meget fokus på de unge aktivister, som efter min mening fik al for meget taletid. Jeg havde ikke det mindste ondt af dem, for mange kom jo netop bare for at lave ballade. I stedet skulle man have fokuseret på det fremragende arbejde, som det danske politi gjorde. Men det er bare typisk DR. Jeg forstår egentlig ikke, at jeg gider at se tv-avisen, men på den anden side kan jeg lide at holde mig opdateret, og jeg interesserer mig stadig meget for det danske samfund”.

Kræftsygdommen
Da Bent og Grete flyttede til Spanien var det med udsigten til et dejligt ukompliceret otium. Men denne drøm blev revet i stykker, da Bent kun seks uger efter deres ankomst fik konstateret tyktarmskræft og måtte igennem flere operationer og kemobehandlinger. Efter et tilbagefald for et år siden, er han i dag erklæret rask. ”Det har været en virkelig drøj omgang, men heldigvis har jeg det godt nu. Jeg vælger at fokusere på, at jeg er rask igen”, siger han. ”Generelt er vi meget glade for at bo på landet her i Spanien”, siger Bent og slår ud med armene: ”Hvor finder du ellers denne udsigt”, spørger han og peger op mod bjergene og dernæst ud mod havet. ”Her er så stille, at jeg kommer helt ned i tempo. Det har ellers været den største udfordring for mig som pensioneret, dét at slappe af, lægge arbejdslivet bag mig. Jeg har jo altid hængt i en klokkestreng og været vant til at stå op kl. 6.30 hver dag. Det gør jeg i øvrigt stadig, altså står tidligt op, men nu sidder jeg og hygger mig på terrassen med min kaffe eller læser danske aviser på nettet. Det er den bedste tid på dagen, synes jeg. Ellers får jeg tiden til at gå med golf, rejser og min kære stepmaskine, der er med til at træne mig op efter en nylig knæoperation. Grete og jeg har fået en stor omgangskreds blandt danskere, schweizere og englændere på kysten, og dem nyder vi at være sammen med. Derudover har vi jo vores dejlige børnebørn i Schweiz. De kommer her minimum en gang om året alene på ferie og det er bare skønt at have dem lidt for sig selv. De er jo eksemplariske, når deres forældre ikke er med. Ved du for resten, hvornår livet begynder?”, spørger han pludselig. ”Det er, når børnene flytter hjemmefra og hunden er død”, siger han med et smil på læben. Børnene flyttede for mange år siden og husets kære labrador døde i 2008.

Schweizisk statsborger

For fem år siden besluttede Bent og Grete sig for at blive schweiziske statsborgere, da de schweiziske myndigheder krævede, at man skulle have sin primære bopæl i Schweiz for at drive hotel som udlænding. Det var en formsag, der blev klaret ved en snak med borgmesteren på det lokale rådhus. Normalt går det ikke helt så let til, for Schweiz er temmelig restriktiv overfor nye udenlandske borgere. Der kræves ligesom i Danmark en statsborgerskabsprøve, hvor man skal vise sin kunnen inden for sprog, historie etc. Nu kan parret stemme ved de schweiziske folkeafstemninger og valg, faktisk har de som borgere pligt til det, for stemmer man ikke, bliver man pålagt en bøde (på 5-10 franc). ”I det hele taget kan schweizerne godt lide lov og orden. De har ikke så megen humor og er faktisk – sagt i al fortrolighed (!) – på grænsen til det kedelige. Så af mentalitet føler jeg mig stadig dansk. Danmark har fortsat en stor plads i mit hjerte”, siger Bent overbevisende, selvom han kun besøger landet hvert andet eller tredje år.

Blå bog
Navn: Bent Andresen
Født: 1938 i København
Gift: Med Grete siden 1965
Børn: Jesper, Mette og Jan
Boet i Spanien siden: 2000
Yndlingsmusik: Traditionel jazz og klassisk
Bog på hans natbord: Carl Nielsens ”Min fynske barndom”
Bedste ferie: Leje båd sammen med venner og sejle i Caribien
Elsker ved Spanien: Den afslappede livsstil, spanske vine, vejret, lyset og det ugentlige samvær med de jævnaldrende drenge til morgengymnastik.

Af Stine Mynster/Comunica.dk

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa