Spanien ønsker at skabe en palæstinensisk stat

Spanien ønsker at skabe en palæstinensisk stat

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


 

Udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos vil udnytte det første halvårs EU-formandskab til at grundlægge en palæstinensisk stat, som skal eksistere fredeligt side om side med Israel. "Min idé og min drøm er at arbejde for i 2010 endelig at have en palæstinensisk stat, der vil kunne leve i fred og sikkerhed med Israel", sagde Moratinos i december i Bruxelles.
Kun de færreste mener, at palæstinenserne ikke bør få deres eget land. Det vedtog FN i 1947, året før staten Israel blev grundlagt. Det store spørgsmål er naturligvis, hvilke områder der skal under palæstinensisk styre.

Svensk initiativ
Det var dog Sverige, der havde formandskabet frem til den 1. januar, hvor stafetten blev givet videre til Spanien, som lykkedes at få de 27 EU-landes ledere til at blive enige om en ny, fælles indstilling omkring konflikten i Mellemøsten. Det betyder dog ikke, at man dermed har forpligtet sig selv til at godkende en eventuel ny stat, sådan som det var Sveriges ønske.
Det nye i den svenske regerings plan var, at man skulle anerkende en palæstinensisk stat med grænserne, der blev sat efter krigen i 1967, og at Østjerusalem skal blive landets hovedstad.
Europarådet har aldrig godkendt Israels indlemmelse af Østjerusalem, og i december fastholdt man således denne status, hvilket kan holde døren åben for en godkendelse af bydelen som Palæstinas hovedstad. Rådet udtrykte villighed til at godkende staten ”når det er passende”, et udtryk der kun uddybes med, at det bliver, når en stat kan forventes at blive sammenhængende og levedygtig. Og med levedygtig forstås, at palæstinenserne selv skal være parate til at lede en stat, hvorfor udsigterne er blakkede grundet interne stridigheder, magtkampe og korruption.
Det er ikke EU, men medlemslandene, der individuelt beslutter, hvorvidt man vil godkende en ny stat eller ej, men Sveriges udkast giver nu mulighed for, at EU-landene frit kan gøre det. Det sås sidst, da Kosovo erklæredes selvstændigt, en selvstændighed flere lande valgte at godkende, men ikke Spanien, da den spanske regering frygtede, at det ville blive fortolket som et tegn på, at Baskerlandet og Catalonien, de to mest uafhængighedssøgende spanske regioner, dermed kunne erklære selvstændighed.
Men det, mener regeringen, er ikke tilfældet med en eventuel palæstinensisk stat, der da også har været på FN’s tegnebræt siden 1947, og efter at EU-lederne blev enige, sagde Moratinos:
”Vi støtter alle to-statsløsningen. Hvorfor skulle vi så vente med en palæstinensisk stat? Israelerne har en stat, og vi ønsker, at palæstinenserne får samme status.”

Israelsk vrede
Israels regering har reageret med vrede på udspillet om en to-statsløsning fra EU, og landets udenrigsminister har udtalt, at Sverige har stillet sig i spidsen for en proces, der kan skade EU’s muligheder som mæglere i konflikten. I stedet, mener han, bør EU arbejde på at få palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet, men det var dog netop Sveriges og det øvrige EU’s mening at lokke det palæstinensiske selvstyre til at genoptage forhandlingerne.
Israels statsminister, Benjamin Netanyahu, har officielt stoppet yderligere bosættelser i de ”besatte” områder, hvilket har udløst vrede fra den hjemlige højrefløj, ligesom palæstinenserne er vrede over, at dette forbud ikke inkluderer Østjerusalem. Der er i øjeblikket 200.000 israelske og 270.000 palæstinensiske indbyggere i denne del af Jerusalem.
Netanyahu har ved flere lejligheder understreget, at han ikke vil godtage en deling af Jerusalem, og gør han ikke det, eller står det internationale samfund ikke fast, strander eventuelle nye forhandlinger, før de er begyndt.
 


 

Ja, hvis…
Benjamin Netanyahu har dog tidligere udtalt sig positivt i forhold til to-statsløsningen, men en israelsk godkendelse ville afhænge af en række punkter, som f.eks. at et Palæstina ikke får nogen militær styrke, at det ikke kan kontrollere luftrummet, at den nye stat anerkender Israel som det jødiske folks stat og at Jerusalem altså forbliver Israels udelte hovedstad. Derudover vil de palæstinensiske flygtninge ikke få ret til at flytte til Israel.
Han frygter blandt andet, at Hamas vil få magten på Vestbredden og i Østjerusalem, som det er tilfældet i Gaza.
Tidligere israelske regeringer har godtaget to-statsløsningen, men Netanyahu tager sig altså en række forbehold.
Han har opfordret palæstinenserne til at indlede fredsforhandlingerne med Israel, der grundet landets fortsatte bebyggelser i det, som ifølge FN skulle være en palæstinensisk stat, har været skrinlagte et år.
Den omstridte mur, der skal holde palæstinensiske terrorister ude, har ikke hjulpet på sagen.


 

Nej, medmindre…
Palæstinenserne mener imidlertid, at Netanyahu på forhånd har saboteret mulighederne for fredsforhandlingerne og for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Selvstyret arbejder i øjeblikket med en to-årsplan, der skal lede til en selvstændig stat.
Mahmoud Abbas, der har været præsident siden Yassir Arafat døde i 2004, og statsminister Salam Fayyad har begge udtrykt støtte for en plan til oprettelse af en stat, der respekterer grænserne fra 1967.
Deres mindstekrav er gennemførelsen af FN’s resolution, der giver kontrol over den østlige del af byen til dem.
Vedtagelsen af det svenske udkast forpligter EU til på ”et passende tidspunkt” at godkende en palæstinensisk stat, hvilket, igen, trods godkendelse af de 27 lande, til syvende og sidst vil blive op til de enkelte lande. Spanien mener dog, at et ”passende” tidspunkt for oprettelsen af en palæstinensisk stat er 2010.
Sveriges statsminister, Carl Bildt, var i slutningen af året lidt mere forsigtig, men understregede, at han håber, at EU vil være med til at erkende en palæstinensisk stat, men: ”Der skal være én først.”
Det vil Miguel Ángel Moratinos så arbejde for, men han er godt klar over, at det er en stor udfordring. ”Det bliver ikke let, men jeg tror på, at det er nødvendigt. Vi har brug for en palæstinensisk stat, jo hurtigere, jo bedre." 


 


Der var engang

Området tilhørte før 1. verdenskrig Det Osmanniske Rige, men fordi tyrkerne sammen med Tyskland tabte krigen til de allierede, kom området under britisk administration.
Hele konfliktområdet, hvilket vil sige det nuværende Jordan, Israel, Gaza-striben og Vestbredden, var under britisk mandat efter slutningen af 1. verdenskrig indtil 1947. Den israelske stat blev oprettet i 1948.
FN besluttede ifølge en delingsplan i 1947, at der skulle oprettes både en israelsk og en palæstinensisk stat. Førstnævnte skulle bestå af 52 procent af området og sidstnævnte de resterende 48 procent. Dette var bortset fra Jerusalem, som skulle have internationalt styre.
Palæstinenserne forkastede dog planen, hvilket førte til krig, hvorefter Israel bestod af 77 procent af området.
Disse grænser er siden blevet rykket i kølvandet på diverse krige.
Israel besatte Østjerusalem under seksdageskrigen i 1967, det samme skete med Gaza, Vestbredden, Sinai og Golanhøjderne.


Mudret geografi

Det palæstinensiske selvstyre består i dag af Gaza-striben og områder på Vestbredden.
Vestbredden er omgrænset af Israel undtagen mod øst. Grænsen mod Israel blev lavet i 1949 og kaldes Den Grønne Linje, fordi den blev tegnet på et kort med en grøn farveblyant. Området blev i 1993 delt op tre:
1) Et palæstinensisk område, som hører under det palæstinensiske selvstyre.
2) Et israelsk område.
3) Et fælles område, som kontrolleres af Israel, men officielt administreres af det palæstinensiske selvstyre.
Jerusalem ligger på Vestbredden, men byen er delt i to. Østjerusalem betragtes ikke som en del af Vestbredden, men ligger i Israel uden for Den Grønne Linje. 


Interne palæstinensiske stridigheder

En af årsagerne til at oprettelsen af en palæstinensisk stat måske ikke er umiddelbar, er de forskellige og stridende palæstinensiske fraktioner.
• Hamas
I 2006 blev Hamas valgt med 56 procent af stemmerne som regering. Partiet, eller rettere organisationen, står stærkest i Gaza.
Både af Israel, USA og EU betegnes Hamas som en terrororganisation.
• Fatah
Denne organisation er stærkest på Vestbredden.
• Præsidenten
Mahmoud Abbas er fra partiet Fatah, som er mere moderat end regeringspartiet Hamas.
• Hizbollah
Er det største politiske parti i Libanon, og man mener, at det blev dannet, da Israel i 1982 invaderede Libanon for at stoppe Den palæstinensiske Befrielsesfronts (PLO) angreb ind i Israel. Partiets militære del holder til i det sydlige Libanon og anses som garant for, at Israel ikke invaderer landet igen.
Hizbollah støtter den palæstinensiske modstand mod den israelske besættelse, og har flere gange bortført israelske soldater.


Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa