Kære læser december 2009

Modsat mine kolleger i spansk og dansk presse vil jeg begynde med kroningen af Rompuy og Ashton til EU-bosser. Om aftenen d. 19. november gik jeg spændt på Nettet for at finde ud af, hvem der skulle være vores første præsident og udenrigschef. Desillusioneret blev jeg, da jeg ikke fandt andet end en lille, skaldet ting om denne historiske begivenhed nederst på de mange web-aviser, jeg konsulterede. Hvad er det for et signal at sende? Pro-europæisk eller ej – det er da spændende at se, hvad de to umiddelbart superkedelige, men sikkert hamrende dygtige politikere kan få ud af det. At ingen af kendis-kandidaterne blev valgt til at lede EU ind i den nye Lissabon-traktat-æra er i sig selv interessant. Klædeligt seriøst vil jeg mene – og ingen af medlemslandenes stats- og regeringschefer kan frygte sig overstrålet af disse to grå eminensers hverken look eller karisma, hvis det skulle spille en rolle. Idet min hund nægter at give sin mening til kende, sidder jeg måske helt alene med at glæde mig til at se Ashton og Rompuy i action…
I Danmark vandt rød stue kommunalvalget, og helt nye politiske konstellationer så dagens lys. Særlig megen presse fik Bondam, som vel også snart er den eneste radikale, man kan huske navnet på. Der var en gang, hvor man ikke kunne gæste et københavnsk in-sted uden at hele Det radikale Venstre stod i baren. Men det er længe siden. Det var den gang, det var moderne med svampemalet, café latte og Naser Khader. Nu er væggene hvide, kaffen sort og det er dybest set ikke særlig trendy at være radikal. Bondam virker blottet for politisk ladning, og en god skuespiller er han ikke en gang, men skønt han ikke selv kunne finde ud af at formulere det i dagene derpå, så var det måske ikke et helt godnat træk at indgå en aftale med DF. At sætte Pia og Co. uden for indflydelse var ligesom det eneste, de radikale gik til valg på – og det bragte dem ikke et overvældende godt resultat, vel? Ligesom Khader, der ved sidste Folketingsvalg havde samme enestående punkt på sit valgprogram, vel måtte sande, giver den slags blot ubetalelig reklame til liste O – den moderne danmarkshistories største politiske succes. Ikke at jeg er enig i alle deres synspunkter, men de fremfører dem i letfatteligt format, og får hele landet til at diskutere dem. Det er dygtigt.
Og så var der smæk til Don Ø, der i øvrigt ser ud til at tage det som en mand. Forfriskende. Og til Jon Stephensen på Gasværket, der bevilgede sig selv lønforhøjelse. Det må man selvfølgelig ikke, men man bør se sagen som en advarselstrekant. Er tiden ikke inde til at droppe teatrenes driftstilskud? Det har jeg ment i mange år, for kan man ikke sætte forestillinger op, som publikum rent faktisk gider at se, jamen så har teatret ingen berettigelse – kulturkanon eller ej. Det svarer helt simpelt til, at en virksomhed producerer varer, som ingen gider at købe. Får indehaveren støtte fra staten til at fortsætte? Nej. Med en privatisering af teatrene kunne man måske få tændt folks engagement, og så kommer der stærk strøm i ledningen. For nu at blive i elektrikerterminologien, så kører Spanien på svagstrøm. Det eneste, der går stærkt her, er forværringen af problemerne, og det synes klart, at mens politikerne skubber til hinanden for at komme på toget, glemmer de i farten at styre det. Det spåes, at vi bliver det sidste OECD-land, der kommer ud af krisen. Gad vide, om vi overhovedet når det, inden den økonomiske sinuskurve påny sender verdensøkonomien til tælling. Men så kan man selvfølgelig altid sige: Vi kom først! – for nu lige at finde på noget feel good-agtigt her op til jul.
Om jeg skal holde klimakorrekt, bæredygtig jul? Ikke tale om. Jeg holder bare jul – og så kan jeg jo altid invitere Lomborg, hvis ingen andre kan udholde CO2-udslippet fra ilden i min pejs, lyskæderne og den langtidsstegte and.

Ha’ en dejlig jul!

he