Dit spanske liv fra start til slut del 11, Livets afslutning

Dit spanske liv fra start til slut del 11, Livets afslutning

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Det er aldrig nemt, når én af vores nærmeste forlader os. Uanset omstændighederne kommer døden som en overraskelse og så skal man derudover tage stilling til en del ubehagelige, praktiske ting. Ønsker man begravelse eller kremering? Vil man have en højtidelighed i spansk eller dansk kirke? Og hvad er det første, man bør gøre?

Det er slut
Dør en person ikke på et sygehus, skal man som det første ringe efter lægen, der officielt skal erklære vedkommende for død og udstede en dødsattest. Lægen kan også underrette den bedemand, som, man ønsker, skal stå for alt det praktiske i forbindelse med begravelsen.
Dør personen på sygehuset, vil personalet her tage sig af sagen – ofte findes
der repræsentanter fra forskellige bedemandsforretninger på sygehusene.

Kontakt til konsulatet
Bedemanden sørger for at informere det danske konsulat om dødsfaldet. Konsulatet sender derefter en kopi af dødsattesten til rigspolitichefens juridiske afdeling i Danmark.
Har den afdøde ingen pårørende til at tage sig af kontakten til eventuelle slægtninge i Danmark, vil Udenrigsministeriet sætte sig i forbindelse med dem.

Tidspunktet for begravelsen
Man kan selv vælge, hvorvidt bisættelsen ifølge spansk tradition skal foregå efter omkring 24 timer, eller om man ønsker at vente nogle dage, så at f.eks. pårørende fra Danmark kan nå at komme herned.
Ifølge spansk lovgivning kan man faktisk vente så længe som et helt år med bisættelsen – det være sig begravelse, balsamering eller kremering.
Man taler med bedemanden om dette og også om valg af kiste, eventuel urne, blomster, gravsten eller transport.

Bisættelse i spansk eller dansk kirke
Bedemanden vil også, hvis man ønsker det, tage kontakt med den spanske eller danske kirke. Der er naturligvis ikke nogen lov, der siger, at man skal have en religiøs højtidelighed.
Ønsker man en spansk bisættelse, er man velkommen til at kontakte præsten, hvis man vil tale med ham om ceremonien. Forvent dog ikke, at den spanske præst vil inkludere personlige kommentarer i sin prædiken.
I de fleste tilfælde, hvor både den afdøde og de pårørende er danskere, vælges en ceremoni i Margrethekirken. (Se efterfølgende interview med præst Karsten Erbs.)

Leje af gravsted
Hvis den afdøde skal begraves i Spanien, vil det blive på kirkegården i det område, hvor afdøde boede. Gravpladserne udlejes som regel for en 10-årig periode, som derefter kan forlænges hvert femte år. Et lejemål for 10 år koster mellem 300-500 euro alt afhængig af kommune.
Hvis afdøde begraves i kiste, vil det blive i en gravniche over jorden, men de fleste kirkegårde har dog jordplads til begravelse af urner. En plads på de ukendtes grav er også her en mulighed.

Transport til Danmark
Mange vælger at få den afdøde sendt tilbage til Danmark, og hvis afdøde bliver brændt, er der ingen omkostninger forbundet med at få urnen bragt hjem.
Ønsker de pårørende derimod at få den afdøde transporteret i kiste, kan det blive en kostelig affære. Den afdøde skal balsameres og lægges i en zinkkiste, som flyselskaber naturligt nok tager sig betalt for at transportere.

Det økonomiske aspekt
En bisættelse koster i Spanien fra omkring 2.700 euro (kiste, kremation, urne og papirarbejde).
Opbevaring af den afdøde koster 60 euro om dagen.
I Danmark koster en begravelse fra 12.000 kr.
En højtidelighed i Margrethekirken koster 250 euro, hvis man ikke er medlem af denne (medlemskab koster 50 euro om året) samt 100 euro til organist.

Aske i havet eller bjergene
I stedet for en begravelse vælger mange at sprede asken ud over et yndet sted i bjergene eller over havet.
Det er nemt at leje en båd for at komme ud med asken på havet. Der findes både, som ikke bruges til andet.
Der er ingen lovgivning til hinder for at sprede asken i naturen.

Organdonor?
Det er i stigende omfang blevet normalt at redde eller forlænge menneskeliv ved at transplantere sunde organer fra mennesker, der er erklæret døde efter hjernedødskriteriet. Hjernedøden kan konstateres via et elektro-encefalogram, der måler hjernens elektriske svingninger. Og når hjernens svingninger standser, kan kroppens andre livsfunktioner heller ikke fortsætte på naturlig vis, og mennesket kan erklæres for dødt.
Transplantationen kan ske, hvis afdøde er tilmeldt som organdonor eller på anden måde har ytret ønske om at donere sine organer. Ellers skal de nærmeste pårørende give deres samtykke til donationen.
Man kan tilmelde sig på telefon 913 142 406, hvor der svares 24 timer i døgnet.

Tal om døden
Både præst Karsten Erbs og bedemand Salvador Camero understreger vigtigheden af, at man taler med sine nærmeste om, hvad man ønsker, der skal ske, når man dør.
Dermed spares de efterladte i det mindste for at skulle bekymre sig over, hvad den afdøde nu måtte have ønsket sig.

Spansk testamente
Det er altid en god idé at have et spansk testamente, da boet kan opgøres hurtigere og med færrest mulige omkostninger.
Man har mulighed for at lave testamentet efter de danske arveregler. Alle arvinger bør informeres om testamentets oprettelse, da de selv skal gøre krav på arven.
Testamentet skal oprettes for en notar og skal skrives på spansk.
En advokat hjælper naturligvis gerne med oprettelsen af testamentet.

Arveafgifter
Fristen for skifte og betaling af arveafgift er seks måneder, men man kan søge om forlængelse af fristen. Man er afgiftspligtig i Spanien, hvis man har residencia eller hvis man har fast ejendom her.
Hvis man ejer fast ejendom, men ikke har fast bopæl, betaler man først den pågældende arveafgift til skattevæsnet, og denne afgift bliver så fratrukket det, man derefter skal betale i Danmark. Man får dog aldrig penge tilbage, hvis man har betalt mere end det, man skal betale i Danmark.
Det samme gælder, hvis man er fastboende i Spanien og har fast ejendom eller formue i Danmark, så vil boet først blive gjort op i Danmark, hvor de retsmæssige arveafgifter betales og derefter betales de samlede afgifter i Spanien for den globale arvemasse.
Arveafgifterne ligger i Spanien på mellem 8-34 procent alt afhængigt af, hvad og hvor meget man arver, og desuden er procentsatsen også afhængig af arvingernes formue.
Udgifter til begravelsen kan trækkes fra.

Sidste afsnit i denne serie
Dette er sidste afsnit i serien Dit Spanske Liv – fra start til slut.
Tidligere emner:
• September (2008): Føde i Spanien
• Oktober: Børnehaver og vuggestuer
• November: Skolegang
• December: Videregående og praktiske uddannelser
• Januar: Selvstændig erhvervsdrivende
• Februar: Lønmodtagere
• Marts: Bryllup og ægteskab
• April: Skilsmisse
• September: Sygdom og sundhedsvæsnet
• Oktober: Alderdommen
• November (nærværende udgave): Dødsfald
Alle artikler kan læses på www.ladanesa.com.


Fire generationer med bedemandsforretning
”Min farfar startede bedemandsfirmaet i slutningen af 1800-tallet. Han var murer og tømrer i Benalmádena, og når nogen i byen døde, var det ligesom naturligt, at han fremstillede kisten,” fortæller Salvador Camero om starten på Francisco Camero S.L., det bedemandsfirma, som hans farfar etablerede, som hans egen far senere overtog og som således i dag er i hænderne på tredje generation
Det er ikke kun Salvador, men også hans fire søskende, der er involveret i familieforetagendet. Og fjerde generation er allerede på plads, idet Salvador Cameros datter arbejder på firmaets hovedkontor, der ligger i Benalmádena Pueblo.
Fra tidligere at være et lokalt bedemandsfirma dækker Francisco Camero nu hele Costa del Sol, ligesom man med årene har opnået stor erfaring i også at tage sig af udlændinge. ”Vi kender deres vaner og traditioner. Før var det mest normalt, at udlændinge blev transporteret tilbage til hjemlandet for bisættelse, men i dag vælger de fleste at blive kremeret her, så asken kan spredes over havet, urnen bisættes her eller i hjemlandet,” siger Salvador.
Ønsker man selv at tage sig af en del af det praktiske, har Francisco Camero oprettet en begravelsesplan, kaldet Dignity Charter, hvormed man kan lave en aftale om, hvordan man ønsker, at ens bisættelse skal foregå. Man kan vælge at betale med det samme, til dagens pris, eller blot få de praktiske ting afklaret.
Francisco Camero har engelsktalende personale for at kunne hjælpe dem, der ikke helt klarer sig på spansk.

 


Brug kirken,
opfordrer præst ved Margrethekirken, Karsten Erbs

Vore traditioner er med til at hjælpe os igennem en svær tid, mener Karsen Erbs, og derfor opfordrer han alle til at komme til kirken, især hvis det er ens elskede, der er gået bort – også selvom man ikke er medlem af kirken eller fast kirkegænger.
”Det er en god gammel skik i Danmark, at der er tre trin i en begravelse. Det første trin er, når kisten skal fra hjemmet. Det er en smertelig affære, fordi det er der, vi ser ét menneske mindre i det daglige rum, hvor vi levede sammen. Men det er vigtigt. Jeg har oplevet de smukkeste udsyngninger, hvor kisten har været åben, og hvor vi har taget afsked. Så lægger vi låget på kisten og på vores gråd, for nu skal vi forberede os på begravelsen eller bisættelsen om nogle dage,” forklarer Karsten Erbs.
Andet trin er selve bisættelsen. ”Jeg har været præst i den danske kirke i en årrække, og jeg har forstået, hvor meget Grundtvig betyder. Jeg ved fra de spaniere, som har været til bisættelse i vores kirke, at de aldrig i den katolske kirke har oplevet, at præsten taler personligt om afdøde, at Gud forbindes med alt det, der er sket i det liv, der har været. Den funktion har vi stadigvæk i Danmark. I Spanien er det en ceremoni, hvor præsten foretager et ret upersonligt ritual,” fortæller Karsten Erbs, der beder de pårørende om at mødes med ham inden ceremonien for at være med til at sætte dette personlige præg. Man er også velkommen til selv at beslutte den musik, der skal spilles under højtideligheden, og det kan være både salmer og klassisk musik, men også gerne jazz og pop/rock. Dersom han ikke havde mulighed for at lære afdøde at kende, bedes man medbringe et billede. ”Jeg vil gerne have et billede stående både til bisættelsen på kisten eller foran urnen, men især på mit skrivebord når jeg skal skrive talen. Et menneskes ansigt er unikt, og jeg læser det ansigt. Og det passer altid med det, de pårørende fortæller mig,” forklarer han.
Et godt gravøl er lige så vigtig som de to første trin, mener præsten. ”Det skal være i afdødes ånd. Hvis vedkommende var til kaffe, skal det være kaffe. Hvis han var til øl og vin, skal det være det. Det er slet ikke sikkert, at alle sidder og taler om afdøde, men det er i virkeligheden et godt tegn. For livet går videre.”
Udover de tre trin mener han, det er vigtigt, at man holder en vis stil og f.eks. trækker i det pæne tøj på selve dagen. ”Man bør vise den afdøde respekt, og det er stil sammen med vore rødders traditioner, der skal være med til at hjælpe os igennem denne tid.”

At være efterladt i et andet land
Om forskellene på at miste ens kære her og hjemme i Danmark mener Karsten Erbs, at det kan være ekstra svært her, hvis ens pårørende er langt væk. Man må ofte bruge megen tid på at tale i telefon og maile med dem derhjemme, og det kan fjerne fokus fra bearbejdelse af sorgen.
Derudover kan sprogbarrieren skabe visse problemer.
Men ellers er der ikke den store forskel. ”Uanset hvad bliver man jo halveret. Man har været én person ved at være to, og nu er man alene.”

Hjælper de efterladte
Kirken kan ikke kun være en hjælp til det sidste farvel. Den rækker også ud til de efterladte.
”Vi har en besøgstjeneste, hvor frivillige, som har et overskud, besøger folk, der er blevet alene. Det kan jo være en voldsom affære. Måske er det en ældre mand, som har været vant til, at hustruen var den stærkeste af de to, og så går hun pludselig bort, og han sidder måske alene på et plejehjem. Selv har jeg ofte svært ved at nå at besøge alle så ofte, som jeg gerne ville, så jeg er lykkelig for det arbejde, besøgsvennerne udfører,” slutter Karsten Erbs, der understreger, at besøgstjenesten ikke udelukkende er for Margrethekirkens medlemmer.

EFTERFØLGENDE

Du befinder dig allerede inde i Gud
Et brev om det at dø
Dette er en artikel skrevet af præst Karsten Erbs, som er udgivet i bogen ”En værdig afsked – Bogen om døden” (Forlaget Morpho).

Kære medmenneske,

Her vil jeg skrive til dig om, hvordan jeg som menneske tænker om det at skulle dø. Min forudsætning for at skrive er, at jeg er præst. Det vil sige, at jeg er kristen, og det er jeg, fordi jeg er dansker først og fremmest, opvokset i et kristent land, men også fordi jeg har valgt det. Kristendommen giver mig en tro på, at det at dø ikke er en afslutning, men at døden er et mødested mellem Gud og mig og alle dem, som Gud gav mig at leve sammen med.
I forordet til denne bog skriver Klara Balling med et citat fra Calle Montsegur: “Døden er ingen død, men en frisættelse af alt det, man har tænkt i sit liv. Sådan er døden.” Det er en fin formulering, som vækker til megen eftertanke, selvom jeg nok ville formulere det på en måde, så det ikke lagde så meget hen til det enkelte menneske. Men at døden ikke er en afslutning, men en frisættelse, er jeg som kristen heller ikke i tvivl om. Og inderst inde tror jeg, at det er fordi kristendommen i den grad vil have livet til at være levende, mens vi er her. Lev i dag så du kan dø i morgen, skrev Halfdan Rasmussen engang i et digt. Det er sådan kristendommen er. Den vil have os til at leve med alt det mod, vi kan finde og med visheden om, at vi altid lever foran Guds ansigt.

Kunsten at gå baglæns
Når jeg tænker på min egen død, tænker jeg først og fremmest på hele det liv, jeg har fået lov til at leve indtil nu, fordi det på en måde også er alt det, jeg skal mødes med i den dimension, der hedder evigheden. Derfor spiller det en stor rolle for mig at lære at gå baglæns, så jeg kan se tilbage på alle dem og alt det, der kom til mig undervejs.
Jeg har hele mit voksne liv læst digte af Birthe Arnbak, en vidunderlig digter, som nu er død. Jeg har læst digtene, fordi de er så fulde af livsvisdom, og hun giver mig så mange gode råd om at forholde mig til døden.
Det er fra hende jeg har tanken om at gå baglæns. Hun skriver i et digt fra 1963:
Det sidste stykke vej
foretrækker jeg
at tilbagelægge
gående baglæns.
Det sidste stykke vej
vender jeg blikket
mod det forgangnes vildnis
af grønt og gyldent,
sollys og skygger,
vækst og stilstand,
snepletter, isslag:
alt på eet eneste
billede, bredt og dybt.
Det, der gør livet fantastisk, er, at vi ikke skaber det selv, men at det kommer til os i et fællesskab med andre mennesker. Det er dem, der kom til os i det forgangnes vildnis, der både kunne være fremkommeligt og ufremkommeligt. At gå baglæns betyder for mig at blive fyldt med taknemmelighed for det liv, jeg fik. Ja, det betyder endnu mere end taknemmelighed, fordi jeg tror, at det betyder kærlighed. At gå baglæns og for alvor igen begynde at elske alt det, der var i vildnisset er, er en god forberedelse for mig til at dø. For samtidig med, at jeg tror, at døden er et mødested med Gud, så er den præcis også en død i et fællesskab. Hvis der findes et Helvede, hvad jeg som kristen ikke tror et øjeblik på, så består Helvede i at være isoleret. Isoleret fra dem, der gav os livet. Den evige frelse er at være i et fællesskab af alt det, vi levede her på jorden under Guds ansigt.
Birthe Arnbak skriver i et andet digt:
Nu som gammel at opleve, ikke
som Andersens svolvstikkepige
himmelske syners
saligheds lys,
men genopleve mit jordiske livs
velsignede stunder,
vor kærligheds første
forventningslykke,
vort samlivs sidste
fortrolige viden.
Det er alt det, der har båret os et liv igennem. Netop alt det, vort jordiske livs velsignede stunder, har været dagligt brød i vort liv. Det daglige brød beder vi om i Fadervor, og Luther tilføjede til vores forståelse, at dagligt brød også betød den elskede, forældre, børn og gode venner. På den måde forstår jeg, at Gud har været en del af livet hele tiden.
At det er Gud, der har været giveren, betyder for mig, at det ikke har været noget, jeg kunne tage selv, men det er blevet givet mig i kærlighed. Den kan, som bekendt, ikke købes, men kun modtages. Gud er kærlighed! hedder det i Det ny Testamente.
Kunsten at gå baglæns, hvad jeg er begyndt med for mange år siden, lærer mig at se på mit liv med taknemmelighed og med kærlighed og får mig til at tro på, at jeg altid vil være en del af det alt sammen. Også efter min død, hvor jeg vil være fyldt af det.

Når vi kommer op til Gud, bliver vi en del af det altsammen
Så, kære medmenneske, for mig vil det at dø, hænge meget sammen med det at leve og at tænke Gud ind i mit liv, som giveren af alting. Derfor tror jeg meget på, at vi på alle måder har været forbundne med Gud altid. Også i de øjeblikke, hvor vi ikke gav tanken plads.
Jeg læste fornylig en smuk sætning i en roman af den svenske forfatter Torgny Lindgren:
“Du befinder dig allerede inde i Gud, hele skabelsen og du selv har fra begyndelsen hvilet i Gud, Han hører din stemme og dine bønner fra dig selv. Og bønnesukkene. Det kan du være forvisset om, Gerda.”
Det er en gammel kone, Gerda, der ligger på sit dødsleje, der bliver bekræftet i, at Gud hele tiden har været i hendes liv.
Paulus skriver det også et sted: “Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren.”
For mig er det en tanke, som bliver mere og mere betydningsfuld i mit eget liv. Det betyder, at jeg med årene oplever livet som helligt, som et ritual, hvor Gud er til stede. Derfor er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at Gud også vil være til stede i døden. Det vil være mødestedet, men ikke løsrevet fra livet. Gud vil netop være der i form af alle sine gode gaver til os undervejs, mens vi levede.
Kristendommen har i sig en forestilling om de dødes opstandelse, og det har den, fordi kristendommen går så meget ind for det her liv, at den forlænger det ud over døden. Kristendommen kunne aldrig forestille sig et intet bagefter eller ligefrem anbefale os at nå til en slags intethed. Kristendom tror på et liv efter døden, fordi livet betyder så meget. Evighedens dimension er ligeså fyldt, som livets dimension har været.
Kernepunktet i kristendommen er Jesu Kristi opstandelse påskemorgen. Det er ikke en opstandelse ind i tidens dimension en gang til, men en opstandelse ind i evighedens dimension, ind i Guds evighed, ind i en allestedsnærværelse, som vi kan få del i. Det er den opstandelse Gud i kristendommen giver os lejlighed til at følge, for at vi kan blive en del af det alt sammen, – ikke af Gud, men af alle de gaver, han gav os.
Hos den islandske forfatter, Einar Mar Gudmundsson, læste jeg en god udlægning af det, som jeg selv kan forstå. Det er en ordveksling mellem en mor og hendes lille datter, da de engang står og ser den rødglødende sol gå ned i havet.
“Se himlen og solen” sagde hendes mor “hvordan den skinner i havet, som kun Gud kan spejle sig i.”
“Er det Gud, der har lavet havet?” spørger Sæun.
“Ja, Gud laver det hele”, siger hendes mor, “og når vi kommer op til ham, bliver vi en del af det alt sammen.”
Sådan en barnlig måde at forstå alting på, giver mig ro, når jeg tænker på, at jeg en dag skal dø. Derfor handler det om at finde ud af, hvad det alt sammen er, mens vi har mulighed for det. På en måde, tror jeg, at livet handler om at lære at komme vel frem til døden som mødestedet mellem livet og Gud. Den bedste måde at kommer dertil på, er at elske.

Det andet liv
Når jeg på barnlig vis tænker, at døden er at blive en del af det alt sammen, så er der jo heller ikke noget, der kan blive for sent. Og dog. Der er noget, som kan blive for sent. Nemlig det at elske. At favne livet lige nu. Jeg har ikke læst det bedre noget sted end i Morten Sabroes bog “Du som er i himlen”. Han skriver til sidst efter moderens død:
“Der er lys og skygge, der er revner og sprækker. Alligevel er intet som før. Det er rigtigt, at man ikke kan leve hver dag, som var det den sidste, men man kan leve den bedre end man gjorde inden døden viste sit ansigt.
Jeg kan. Jeg kan for eksempel sige til Do, at jeg er vild med, at hun er her. Det gør jeg så tit jeg kan komme til det, og jeg er bevidst om hvorfor: Lige pludselig, en dag når vi sætter os ned for at spise, kan livet, som vi kender det, være forbi. Og så findes der ikke bedre ord hun kan leve videre med, end:
"Jeg elsker dig!"
Det vil jeg gerne sige igen og igen.
Inden det er for sent.”
At læse sådan noget, giver mig et puf i den rigtige retning, og jeg tænker på, at når den dag kommer, hvor jeg er syg og ikke kan mere, da skal jeg af al magt tænke på fællesskabet, tænke på dem, jeg er sammen med i stedet for at blive isoleret i min egen smerte. Jeg ved godt, at det kan blive vanskeligt, fordi sygdom med smerte og afmagt trækker kræfter ud af os, men alligevel midt i det alt sammen holde fast i forbundetheden med mine elskede og med Gud. At leve med hinanden i afstand og kulde giver os en smerte langt ud over døden. Kærligheden sætter paradoksalt nok fri, mens had og kulde binder os. Ofte lader vi som om, det er omvendt, og vi tror, at vi binder os til hinanden i kærlighed. Kærlighed sætter fri, mens vi aldrig kan slippe den, der hader os.
Og netop også i den sammenhængskraft, som kærligheden giver os, er der en vej til det andet liv. Jeg vil slutte dette lille brev om det at dø med endnu et digt af Birthe Arnbak. I det digt nærmer hun sig gådens løsning. Og for mig er Gud som kærlighed i allerhøjeste grad med i den løsning.
Det andet liv

At der er et liv
efter døden,
ved jeg nu.

Så længe jeg lever,
er vi sammen i dette
andet liv.

Med kærlig hilsen
Karsten Erbs

Noter
Om Calle Montsegur kan man læse mere i Lars Muhls bog: ”Seeren fra Andalusien”,
Lindhardt og Ringhof 2003
De to først citerede digte af Birthe Arnbak er fra digtsamlingen “Rottefængeren” 1963, Gyldendal
Citatet fra Torgny Lindgrens bog er fra romanen Norrlands Akvavit, Samlerens Forlag 2008
Citatet af Einar Mar Gudmunddson kan læses i “Drømme på jorden”, roman 2001, Vindrose.
Citatet af Morten Sabro er fra hans bog “Du som er i himlen” Politikens Forlag 2007
Det sidste digt af Birthe Arnbak står at læse i “Det leende træ”, Gyldendal 2002

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa