Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den Vestlige alliance er ved at miste pusten, og i flere lande tales der om at trække tropperne hjem. Det kunne få fatale følger, da indsatsen er andet end et demokratisk korstog.

110.000 soldater fra 42 lande sidder fast i Afghanistan. På trods af at flere medlemmer af den NATO-ledede styrke, kaldet International Security Assisstance Force (ISAF), det seneste år har øget antallet af tropper, rækker det ikke.
Det går ikke godt. Efter otte års indsats er der kun sket små fremskridt, og kampene fortsætter. Kampe mod ikke blot Taliban, Afghanistans tidligere rædselsregime og nu terrororganisation, men også et livtag med landets pseudodemokratiske regering.

Opinionen vender
Selvom konsensusen ikke bare i Spanien men de fleste vestlige lande har været for indsatsen i Afghanistan, har flere og flere stadig sværere ved at se en afslutning på sagen. Statsminister José Luis Zapatero mener, at man bør vedtage en tidsfrist for tilbagetrækning af tropperne, hvorefter de afghanske myndigheder skal overtage ansvaret for deres egen sikkerhed og landets videre udvikling. Udover disse to opgaver har ISAF’s job været at træne de afghanske tropper.
Zapatero er ikke alene om at mene, at man burde begynde at lede efter exit-skiltet.

Valgt uden modkandidat
General Stanley McChrystal, ansvarlig for NATO’s styrker i området, mener ikke, at man kan vinde krigen mod Taliban, medmindre landet har en effektiv og samarbejdsvillig regering, men den afghanske præsident, Hamid Karzai, har ikke lykkes at overbevise det afghanske folk om, at det er værd at kæmpe mod Taliban. Hans regering har desuden været hærget af korruption, hvilket, han selv mener, skyldes de store summer, der strømmer til landet fra Vesten, og krigsherrers indbyrdes krigsførelse og kamp om opium.
I november vandt den velklædte afghaner dog atter præsidentvalget. Det skete, da hans modstander, Abdullah Abdullah, trak sig efter første runde, som blev erklæret ugyldig, da 12 millioner vælgere, hvilket svarer til 70 procent af de stemmeberettigede, blev hjemme efter dødstrusler fra Taliban. Abdullah mente ikke, at den sidste valgrunde ville blive afholdt retfærdigt.
Karzai lovede efter Abdullahs tilbagetrækning, at han ville gøre alt for at komme korruption og interne stridigheder til livs. Hans nye vicepræsident er dog Marshal Fahim, en krigsherre, der er beskyldt for flere overtrædelser af menneskerettighederne.

Kan kun ISAF/NATO hjælpe?
Modstandere af vore soldaters tilstedeværelse i Afghanistan argumenterer, at situationen er ved at udvikle sig til det nye århundredes Vietnam. At den afghanske befolkning, der er sammensat af stammer, som ledes af krigsherrer, der kæmper indbyrdes, egentlig ikke ønsker et samlet Afghanistan. De mener, at afghanerne ikke selv er parate til demokrati og fred, og at vores indsats derfor er formålsløs.
Med andre ord dør soldaterne for ingenting.
I stedet for at protestere mod, at NATO faktisk gør noget, burde man dog protestere mod bl.a. FN, der netop har trukket 600 af organisationens udsendte medarbejdere hjem fra Afghanistan. Mange muslimer, som beklager sig over kristen tilstedeværelse i et muslimsk land, græd også, dengang NATO sov over sig, da det gjaldt om at hjælpe muslimer i Bosnien og Kosovo. Vi kom for sent, men vi udeblev ikke. Det samme kan ikke siges om Afghanistans muslimske naboer, der foreløbig har stillet sig tilfredse med at se på – og i blandt hælde noget af al deres olie på bålet.
Taliban-medlemmer og krigsherrer så gerne de vestlige soldaters støvlehæle, men hvad med den almindelige befolkning?
Husker vi ikke længere billederne af kvinder, der blev skudt på et fodboldstadion? Er historierne om afbrænding af skoler (inklusive elever) allerede glemt? Mindes ingen længere bogbålene?

Atom-bevæbnet Taliban
Ønsker afghanerne ikke selv at skabe om ikke demokratiske så i det mindste menneskelige forhold, kunne vi vælge at lade dem syde i eget fedt. Men hovedårsagen til, at vi er i Afghanistan, er ikke et demokratisk endsige humanitært korstog. Sagen drejer sig i sin nøgterne fortolkning om bekæmpelse af terrorisme.
Taliban kæmper for at genvinde den magt, de tabte, da de vestlige styrker rykkede ind i 2001. Regimet støttede eller i det mindste tillod al-Qaedas træningslejre i landet, hvor mændene bag 9/11 – og senere Madrid og London – tog sine uddannelser.
Organisationen hærger ikke kun i Afghanistan, men også i Pakistan, hvor de, hvis de skulle få overtaget, ville få adgang til landets atomvåben. En tilbagetrækning ville bane vejen for Talibans styrker også der.
Et eksempel på bevægelsens intentioner sås i oktober, da 105 mennesker døde i Peshawar, efter en bombe sprængtes på et marked. Attentatet skulle have været en protest mod den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, der få timer senere skulle besøge Islamabad. Ingen har taget ansvar for attentatet, men det formodes, at Taliban stod bag det, da det også skete samtidig, som det pakistanske militær gjorde en offensiv mod Taliban i det nordlige grænseområde mod Afghanistan.
Vigtigheden af bekæmpelsen af terrorismen i dette for os så fjerne område, erfaredes også, da Chicagos politi i november anholdt to mænd, der formodedes at planlægge et attentat mod Morgenavisen Jyllands-Posten. Begge mænd har i følge foreløbige undersøgelser tætte forbindelser med forbudte pakistanske organisationer.

Har nogen booket en returbillet?
Omkring halvdelen af de vestlige styrker er amerikanske, og Barack Obama har gjort det klart, at man ikke planlægger en pludselig tilbagetrækning. Alligevel spreder usikkerheden om hans intentioner sig.
Det er forståeligt, at soldaterne efter otte års krig i det terrorhærgede land er trætte, men hvad forventede regeringslederne sig, da de sendte dem af sted? At Taliban ville forsvinde ud i den blå luft? Sovjetunionens erfaringer burde have lært os for meget til at tro det.
Selvom man ikke bør gradbøje demokrati, og på trods af at Hamid Karzai har vist sig ikke at være den mand, man håbede, er der sket fremgang. Der flyves med drager igen. Børn er vendt tilbage til skolerne, kvinder kan gå på gaden uden burkha uden at blive skudt, og der bliver arbejdet på at genopbygge landets hospitaler og infrastruktur.
Der manglede en exit-strategi, de vi drog til Afghanistan, men måske skal vi vende os til tanken om, at vi, medmindre vi er parate til at tage større skyts i brug, er tvangsindlagte til langt ud i fremtiden.
Ellers ville soldaternes ofre netop have været nytteløse.
Vi må håbe, at vi i forlænget spilletid kan ændre uafgjort til sejr. Ellers behøver Taliban ikke at vinde, men bare nøle tiden bort, indtil vi før eller senere rejser hjem igen.


Talibans regime
Den sovjet-støttede regering faldt fra hinanden i 1992, og herefter fulgte et par år med borgerkrig mellem stammerne. Taliban (islamiske studerende) blev en magtfaktor i 1994, og de kontrollerede fra 1996 til 2001 størstedelen af Afghanistan.
Den ultraekstremistiske bevægelse regerede selvfølgelig efter islamisk lov, men også efter egne 16 dekreter. De første og tilsyneladende allervigtigste var regler, der forbød kvinder at gå ud uden følge af ægtemand eller mandlig slægtning og at være iklædt burkha, og som forbød chauffører (taxa og rickshaw) at have kvinder, der ikke bar burkha, som passagerer. En overtrædelse heraf betød henrettelse, i bedste fald fængsling.
Dernæst kom et forbud mod musik i butikker, hoteller og køretøjer. Fandt Taliban kassetter i f.eks. en butik, blev ejeren fængslet og butikken lukket.
Enhver mand, som barberede sig eller klippede skægget, blev fængslet, indtil skægget voksede til en knytnæves længde.
Derudover indeholdt deres "grundlov" forbud mod undervisning og censurering af bøger, aviser og tv, ligesom man ikke måtte gå med hvide sokker.
Organisationen har let ved at rekruttere nye medlemmer fra landets koranskoler, der i øvrigt får støtte fra Saudi Arabien.
Taliban indtog den globale bevidsthed, da de i 2001 ødelagde de kæmpe Buddha-statuer i Baniyan. Den ene var 38 m høj og 1.800 år gammel, den anden 53 m og 1.500 år. Selv Irans regering fordømte denne handling, der skulle være sket i islams navn.

Næste mål: Pakistan
Den langvarige uro i Pakistan blev forværret, da Benazir Bhutto blev dræbt i slutningen af 2007. Landets tidligere præsident (diktator) General Musharraf gik af i august 2008 og blev efterfulgt af Bhuttos enkemand, Asif Ali Zardari.
Pakistan modtager årligt 1,5 milliarder dollars fra USA for at rydde op i den nordvestlige del af landet, hvor Taliban har sit rodnet og hvor også al-Qaeda har sin fødekæde.
Pakistan er verdens eneste muslimske atommagt.

Styrkerne i Afghanistan
Af de 110.000 soldater i ISAF-alliancen er 65.000 amerikanere, mens Spanien har udsendt 1.300 og Danmark 750 soldater. EU-landenes befolkning og økonomi er større end USA’s, alligevel har vi kun kunnet stille med i alt 30.000 soldater.
Det er første gang, NATO opererer udenfor det umiddelbare ansvarsområde omkring Nordatlanten.
Omkring 1.000 soldater er foreløbig omkommet i krigen.
General Stanley McChrystal beder om yderligere 40.000 mand.

Opium-problematikken
Afghanistan producerer omkring 80 procent af alt opium i verden.
Under Taliban var dyrkning af opiumvalmuer forbudt, men efter 2001 kom der igen gang i produktionen, og Taliban har nu valgt at acceptere produktionen ved at indkræve "skat" hos bønderne, og dermed finansiere krigsførelsen. Problemet er naturligvis, at landmændene kan tjene langt mere på at dyrke opium end f.eks. hvede.
Størstedelen af opiumen smugles til opium- og heroinmisbrugere i Europa og Rusland, og det anslås, at omkring 100.000 mennesker på verdensplan dør af misbruget.
NATO ser det ikke som sin opgave at brænde valmuemarker af eller bombe laboratorier.
Ifølge FN er det en myte, at produktionen stiger. Tværtimod hævdes det, at omkring halvdelen af landet igen er opium-frit, og at kun fire procent af den det dyrkede areal bruges til opium.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa