Denne gang består det udelukkende af kvinder, men hver enkelt har sin unikke historie, sit ønske om at sige farvel til et bestemt antal kilo og sin undskyldning for, at det endnu ikke er sket. Som sidst giver flere kursister mig det indtryk, at de kender stort set alt til kost, at de motionerer meget og kender alle slankerådene. Faktisk kan man ikke lære dem noget… Det uundgåelige spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor er de her så? Hvorfor sidder de her, tyngede af overflødige kilo? Netop! Fordi de endnu ikke har fundet en livsstil, der er lig med et varigt farvel til overvægt.
Også Anette Skou, som rigtig mange spaniensdanskere kender fra rådhuset i Mijas, vil gerne slanke sig. Pga. sit job kan hun imidlertid ikke deltage på kursusdagene i Anni’s Vitalshop, men deltager på sidelinjen via private konsultationer hos kursets lærere.
Anette lever af den sunde middelhavskost med masser af grøntsager, frugt, magert kød og fisk. Hun fik først kørekort i en sen alder, så hun har altid været vant til at spadsere til og fra alting. Derudover har hun spillet badminton et par gange om ugen. Indtil hun var midt i 40’erne, var hun slank, men rygestop og klimakterie har ændret på det. Og da en underlivsoperation satte en midlertidig stopper for motionen, gik der Michelin-dæk i den. Nu har Anette besluttet sig for at slanke sig ca. 10 kg.
At Anette har truffet den beslutning går meget fint i tråd med en amerikansk undersøgelse, hvis resultat netop er blevet offentliggjort i British Medical Journal: Overvægt i 50 års-alderen nedsætter chancerne for en sygdomsfri alderdom. Flere end 120.000 sygeplejersker har siden 1976 regelmæssigt udfyldt spørgeskemaer om helbred og livsstil. Bl.a. har forskere fra Harvard School of Public Health sat fokus på kvindernes vægt som midaldrende, og sammenholdt denne vægt med, hvor mange af kvinderne, der senere i livet blev ramt af en række kroniske sygdomme. Forskerne fandt, at de, der var blevet 70 år uden at fejle noget videre, oftest havde været normalvægtige som midaldrende. Derimod var væsentlig flere af de dengang overvægtige blevet syge senere i deres liv. Værst så det ud for dem, der allerede var overvægtige som unge, og som sidenhen havde taget mindst ti kilo mere på.
Anette Skou på skrump
"På den første kursusdag giver Helle os et eksempel på, hvordan man kan dels slanke sig og dels gøre vægttabet varigt. Hun fortæller, at hun ikke tæller kalorier og ikke følger en fastlagt diæt, men at hun er opmærksom på, at der skal forbrændes mere energi end der indtages, mens man slanker sig. Altså skal der spises mindre og motioneres mere. Helle spiser proteinrig morgenmad og indtager sit hovedmåltid – dagens sidste – kl. 14.00. Om aftenen får hun kun et æble. Det vil ikke være noget problem for mig, da vi lever på spansk og derfor spiser vores hovedmåltid midt på dagen. Det er mig, der laver maden hjemme hos os – det får jeg vist aldrig ændret på, så det bliver måske lidt svært at lave suppe og tortilla til min mand og søn, når jeg selv kun har udsigt til et æble om aftenen. Helle fortæller, at hun tillader sig selv et glas rødvin hver aften, men det vil jeg springe over, og nøjes med at drikke det, hvis jeg skal ud. Brød, pasta, ris, kartofler, slik, desserter og frugt er forbudt, mens jeg slanker mig. Det bliver ikke svært, for jeg spiser meget lidt af den slags i forvejen. Jeg er spændt på at se, om jeg slanker mig, hvis jeg følger Helles livsstil, eller om der skal noget helt andet til i mit tilfælde", siger Anette, der går sent i seng, og døjer med at sove om natten. Måske hænger det sammen med, at hendes krop arbejder på højtryk om natten med fordøjelsen af den mad, hun indtager sent om aftenen – også selvom Anettes aftensmad for så vidt er sund nok. Forhåbentlig vil Anette hurtigt mærke en forskel, når hun erstatter aftensmaden med et æble (drysset med kanel for at stabilisere blodsukkerbalancen), og når hun får lagt et motionsprogram af kursets fysioterapeut Betiina Larsen, der ved, at det kræver mere end rask gang og badminton at få pulsen så højt op, at der virkelig forbrændes kalorier.
Så enkelt er det!
Ethvert vægttab er baseret på en ubalance mellem dit energiindtag og dit energiforbrug. Det kan der rettes op på ved, at du spiser mindre, end du forbrænder – og du vil ikke kunne undgå at tabe dig. Du kan således enten øge din forbrænding ved at dyrke mere motion, end du plejer, eller sænke dit energiindtag ved at spise mindre, end du plejer. En kombination vil give dig det største og sundeste vægttab.
Så lidt skal der til!
Det kræver et samlet energiunderskud på ca. 9 kcal at forbrænde ét gram fedt. Er dit mål at smide to kg fedt, er du derfor nødt til at skabe et energiunderskud på mindst 2000 g x 9 kcal = 18.000 kcal. Sigter du efter et vægttab på fem kg, bliver regnestykket 5000 g x 9 kcal = 45.000 kcal, og er målet hele 10 kg, hedder regnestykket 10.000 g x 9 kcal = 90.000 kcal.
Altså, ønsker Anette at slanke sig 10 kg på fx 10 uger, er det nødvendigt med et dagligt energiunderskud på 90.000 kcal/70 dage = 1286 kcal.
Hvor mange kalorier forbrænder man?
I flg. WHO forbrænder henholdsvis kvinder og mænd med et almindeligt dagligt aktivitetsniveau ca.:
Kvinder:
" 18-30 år = 19,44 x kropsvægt i kg + 636 kcal. pr. døgn
" 31-60 år = 10,80 x kropsvægt i kg + 1104 kcal. pr. døgn
" over 60 år = 11,76 x kropsvægt i kg + 859 kcal. pr. døgn
Mænd:
" 18-30 år = 19,68 x kropsvægt i kg + 902 kcal. pr. døgn
" 31-60 år = 15,12 x kropsvægt i kg + 1140 kcal. pr. døgn
" over 60 år = 15,36 x kropsvægt i kg + 768 kcal. pr. døgn
Prøv at indsætte dine egne værdier, og find ud af, hvor mange kalorier du forbrænder i løbet af dagen.
Bliv ikke slave af en kalorietabel!
Ovenstående skal bruges til at give dig et udgangspunkt, en idé om hvor meget du forbrænder i forhold til dit kalorieindtag, og hvor meget ekstra der skal forbrændes, hvis du vil slanke dig. Du bliver sikkert overrasket. Når du har fået et overblik, så glem kalorieregnskabet, og overhold den aftale, du har lavet med dig selv om kost og motion.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001