Det danske magasin i Spanien
Det ligger os på sinde – Med lov skal man land bygge

Det ligger os på sinde - Med lov skal man land bygge

Danmark har fået et nyt landkort, amterne skal opløses og erstattes af regioner som et nyt fænomen i Danmarkshistorien.

Af Tina Julsgaard
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen anskuer selv sin regionsplan som et historisk projekt. Der blev i følge ham skrevet Danmarkshistorie, da det endelige landkort for den fremtidige administration af landet blev vedtaget den 24. juni 2004. Og der er da heller ingen tvivl om, at det bliver til tekst i historiebøgerne, at venstreregeringen har foretaget omjusteringer vedrørende de kommunale grænser og helt har afskaffet amterne. Det bliver således et nyt Danmark, der skal se dagens lys 1. januar 2007, som er datoen, hvor strukturreformen træder i kraft. I følge indenrigsministeren er det en nødvendig reform for at kunne sikre velfærdssamfundet. Den nuværende kommunale struktur blev skabt for 30 år siden og er derfor ikke tidssvarende. Dagens Danmark består af 14 amter og 271 kommuner og inden for disse er der ikke en klar opdeling af kompetenceområderne. I en kronik skrevet af Lars Løkke Rasmussen til Jyllands Posten, gør han det klart, hvordan der gennem de sidste 30 år er blevet fyldt forskellige arbejdsopgaver ned i både kommuners og amters skrivebordsskuffer – opgaver, som slet ikke tilkom dem, hvorfor han mener, at der har været et reelt behov for at stoppe op og reflektere over denne uhensigtsmæssige fordeling og få den erstattet med gennemsigtighed og effektivitet. Og det mener ministeren nemmest er gjort ved at fjerne samtlige amter, gøre kommunerne større og inddele landet i fem regioner, altså en total omstrukturering af landkortet. Regeringen lægger det frem som et primært tiltag til borgernes bedste, der i fremtiden bliver lovet en langt bedre service. Beslutningerne skal tages tættere på borgerne og det skal undgås, at de bliver kastebolde mellem forskellige systemer, der ikke helt kan finde ud af, hvem der i sidste ende har den gældende kompetence.

Kommunerne får nye opgaver
Men på hvilken måde har regeringen så tænkt sig at fordele opgaverne på baggrund af den nye strukturreform, for det er jo ikke nok blot at lave om på kommuneantallet og indføre regioner i stedet for amter. Det hedder sig, at regionerne bliver mere eller mindre rene sundhedsregioner, hvis kompetenceområde først og fremmest bliver sundhedsvæsenet, dog får de tilskikket en mindre birolle som vækstdynamo på områder som miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur. Derimod får kommunerne mange flere opgaver, end de hidtil har haft – mange af de opgaver, amterne før havde, bliver nu lagt over i kommunernes varetægt. Det betyder, at det bliver kommunerne, der kommer til at stå med ansvaret for løsningen af de fleste velfærdsopgaver. Dermed er der lagt op til mere selvstyre i lokalsamfundene, hvilket er lig med en decentral styreform. De økonomiske ressourcer kommer vel at mærke stadig fra staten, der fortsat vil være inkassator af skatterne. Amtsskatten forsvinder naturligvis, men i stedet indføres en ny sundhedsskat på ca. 8%, som staten dog også vil finansiere og fordele ligeligt mellem de nye regioner. 

Oppositionskritik
Det lyder jo meget godt alt sammen, men oppositionen har naturligvis ikke holdt sig tilbage med kritik af projektet. Den frygter, at udgifterne til sundhedsvæsenet stiger og den taler om centralisering af magten frem for decentralisering. Men det er jo også oppositionens ypperste opgave at ændre fortegnene og se tingene fra den stik modsatte vinkel. Hertil skal det dog tilføjes, at det ikke kun er oppositionen, der er i tvivl om reformens effektivitet. Selv Venstres egne politikere, rundt om i de nuværende amter, frygter konsekvenserne. Og mange er enige i vurderingen af, at reformen vil betyde en svækkelse af demokratiet og et skridt mod større centralisering og mere statsliggørelse med statslig kontrol til følge.

Centralisering eller decentralisering?
I forvejen fungerer Danmark nemlig ret decentralt, kommunerne har en del selvstyre med både økonomisk kompetence, beslutningsret og skatteinddrivelse. Men jeg synes næppe, den nye strukturreform lægger op til at tage denne kompetence fra kommunerne, nærmere tværtimod. For eksempel er de valgte regionshovedstæder mindre byer og hverken Århus eller København har fået tildelt forvaltningen. Det i sig selv, må da give en automatisk decentralisering. I hvert fald er det med til at skabe en større harmoni i samfundet, at den administrative afdeling flyttes ud i provinsen og dermed både skaber og flytter arbejdspladser. Hillerød er blevet central forvaltning for hovedstadsregionen, mens det blev Viborg, der fik æren i stedet for Århus i region Midtjylland. I region Nordjylland er det Aalborg, der bliver hovedstad, i Syddanmark er det Vejle og i region Sjælland løb Sorø af med sejren.

Fra lille til stor
Det, der mest af alt har sat gang i debatterne, er kommunesammenlægningerne. Det hedder sig i den nye kommunalreform, at en fremtidig kommunes størrelse bør være på 30.000 indbyggere. Dog er der i reformen ingen krav om dette. Det accepteres også, at kommuner med 20.000 indbyggere kan indgå forpligtende men ”papirløse ægteskaber” med nabokommunerne. Men det vil uomtvisteligt komme til at betyde, at mange kommuner skal nedlægges og indlemmes under de større. I følge Kommunernes Landsforening var de små lokalsamfund ikke glade for sammenlægningstanken, mens forhandlingerne stadigvæk foregik og intet endnu var besluttet. Usikkerheden var stor og det skabte kritik og utilfredse miner. Men da reformen blev lagt frem og det lå fast, hvordan kommunerne får langt flere opgaver og større kompetence, kunne de helt små kommuner godt se, at en sammenlægning med de større måtte være nødvendig for at kunne løfte den nye byrde på en fornuftigt og konstruktiv måde. For et større ansvar er jo netop, hvad kommunerne altid har kæmpet for. Så debatten vendte på en tallerken og nu er de fleste kommuner ved at gøre sig klar til den store udfordring. Regeringen har givet dem indtil nytår til at få sig struktureret og sammenlagt, om nødvendigt, og der er fra regeringens side lagt op til total frivillighed for kommunerne i planlægningen.
Europas mest decentraliserede land
Selvom vi i Danmark praler af, at vi har et decentralt styre, så kan det under ingen omstændigheder måle sig med den grad af selvstyre, som findes i Spanien. Faktisk hedder det sig, at Spanien er det land i Europa, der har givet mest selvstændighed til regionerne. Der er 17 regioner i Spanien og de har hver deres egen regering med regeringsformand. De fungerer nærmest som små lande (små og små, Andalusien, som er den største, er ca. dobbelt så stor som Danmark). Politisk er de opdelt i ministerier, som hedder consejerías (råd). Generelt har regionerne de samme consejerías, som der er ministerier på det nationale plan. Hvis man forestiller sig et makroplan og et mikroplan for administrationen af Spanien, har man et meget godt billede af, hvordan det fungerer med selvstyrende regioner. Det er klart, at den spanske grundlov er den altdominerende retningslinie for alt, hvad der foregår. Og de nationale ministerier har naturligvis det sidste ord at skulle have sagt samtidig med, at de også udsender de overordnede love. Ca. 47% af de statslige udgifter til den offentlige sektor går til regionerne, mens kun 20% går til den centrale administration og 33% går til sundhedsvæsenet. Det er altså betydelige summer, der destineres til regionernes egen administration af deres samfund.

Regionerne bliver til
Regionerne i Spanien i dag afspejler i stor grad de historiske riger, som fandtes på den iberiske halvø i 1500-tallet, da Fernando og Isabel, Los Reyes Católicos, samlede Spanien til ét rige med alliancer og erobringer. Katalonien, Aragonien, Baskerlandet, Kastillien og León var de vigtigste. Dette er på mange måder grunden til, at mange spaniere føler en nationalfølelse for regionen, hvilket betyder, at tilhørsforholdet til regionen går frem for det at være spansk. I 1930 blev Spanien en republik, og med den fik Katalonien, Baskelandet og Navarra, en speciel status, som gav store selvstyreområder i pagt med historiske love og regler. Men da Franco kom til efter borgerkrigen i 1939, tog han selvstyret fra disse regioner og forbød endog deres sprog katalansk og baskisk. Efter general Francos næsten 40-årige benhårde centralisering,  åbnede en forfatningsreform i 1978 igen vejen for regionalt selvstyre bl.a. i Baskerlandet og Katalonien. De andre regioner fulgte efter, og krævede samme behandling fra centralregeringen. Francos regionsinddeling blev ændret og fra 1978 har Spanien været inddelt i 17 autonome regioner (se kort), året hvor Spanien fik sin demokratiske grundlov. Det er dog ikke alle regioner, der er indskrevet i forfatningen, hvorfor den nuværende regering har det på listen over punkter, der skal ændres i grundloven. Regionerne har heller ikke samme status, hvad angår graden af selvstyre. Nogle har udviklet sig hurtigere end andre blandt andet på grund af ressourcefordele, mens andre har en historisk status, der giver dem særlige kompetencer. Og så er der dem, der er blevet skabt af rent administrative grunde, så som Madrid. Den historiske status, som Katalonien, Baskerlandet og Navarra er i besiddelse af, gør også, at de kæmper mere for deres selvstændighed end andre. Baskerlandet og Katalonien, som oven i købet har deres eget sprog, har en naturligt stærkere selvstændighedsfølelse end mange af de andre regioner, og denne følelse blomstrede særligt op efter årtiers undertrykkelse under Franco. At nogle har mere selvstændighed end andre, kan skabe en form for misundelse mellem regionerne. Desuden er det heller ikke unormalt, at der foregår en slags favorisering fra nationalregeringens side i forhold til de regioner, der har samme politiske parti ved magten som centralregeringen. Eksempelvis er Andalusien efter folketingsvalget i marts gået bedre tider i møde, eftersom den andalusiske regering også er en PSOE-regering. Det er nemmere at indgå forhandlinger med ens eget parti end med oppositionen og mange af de ting, en region får igennem, er på baggrund af forhandlinger med den centrale regering, især når det drejer sig om budgettering af nye tiltag og projekter. Et godt eksempel på hvordan forholdene kan ændre kurs, er sagen vedrørende La Deuda Histórica (den historiske gæld), som er et beløb på 2.500 millioner euro, som den spanske stat skylder Andalusien. Under PP-regeringen var der ingen håb i sigte om, at pengene skulle blive udbetalt til Andalusien, men da PSOE kom til magten, var tilbagebetalingen noget af det første, Zapatero lovede Andalusien.
Alt i alt fungerer det decentraliserede og demokratiske Spanien fint, men det er klart, at der er fare for udviklingen af ekstreme regionale selvstændighedsfølelser, ja, det er Baskerlandet et sublimt eksempel på, hvilket i sin yderste konsekvens kan føre til en undergravning af den spanske nationalstat. Så drastiske bivirkninger får det nok alligevel aldrig, men hvis først den spanske stat gav efter for Baskerlandets ønske om frigørelse, er det ikke usandsynligt, at andre regioner ville kræve det samme.

Spaniens mange ”lande”
Selv om de spanske regioner rent geografisk og administrativt kun har eksisteret siden 1978, har der altid været store kulturelle forskelle mellem områderne. Det hænger naturligt sammen med Spaniens størrelse og dermed dets både varierede landskab og klima. Sådanne faktorer vil altid smitte af på folket og skabe forskellige traditioner, der passer til områdets egenskaber. I Asturien er der stor tradition for at drikke cider, da æbletræer trives i bedste velgående i regionens klima, mens man i Katalonien har tradition for cava. Flamencoen lever bedst i Andalusien, hvor sigøjnerne er flest, mens man i Galicien danser Muñeira. Og i Baskerlandet har de eksempelvis deres helt egen sportsgren, et boldspil der hedder la pelota vasca.
Spanierne selv opfatter da også deres land som mange små lande. De besøger hellere en anden region i deres eget land end de rejser udenlands. For en andaluser er det en anderledes oplevelse at være på ferie i Galicien. Folk har en anden væremåde, klimaet er forskelligt, gastronomien kan ikke sammenlignes, arkitekturen og seværdighedsmonumenterne fortæller nye historier og traditionerne en anden baggrund. Det er det, der gør Spanien til så spændende et land, og dets force er jo netop, at det er stort og at det har en lang historie bag sig. Og kun dejligt at se, at de forskellige regioner formår at holde deres traditioner i hævd og sætte pris på deres særegenheder.
De 17 spanske regioner: Katalonien, Baskerlandet, Madrid, Galicien, Castilla y León, Extremadura, Andalusien, Navarra, Asturien, Aragonien, Murcia, Baleariske Øer, Rioja, Kanariske Øer, Castilla La Mancha, Valencia, Kantabrien.
Regionerne i Spanien er inddelt i provinser (provincias), som igen er inddelt i kommuner (municipios). Enhver region har en regionshovedstad og enhver provins har en provinshovedstad. I Andalusien er regionshovedstaden Sevilla, hvor La Junta de Andalucía har sit hovedsæde. Málaga-provinsen, som er en af Andalusien otte provinser,  strækker sig langs kysten fra Manilva i vest til Maro i øst.

23__MainPicture__OOEUssAvxkNPvZu62IPp.jpg Det nye Danmarkskort

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.