Det danske magasin i Spanien
På den anden side… Bliver vi nogensinde en start-up nation?

På den anden side... Bliver vi nogensinde en start-up nation?

Pedro Sánchez har en drøm; han vil gøre Spanien til en iværksætternation. En ny reform skal ikke bare gøre det lettere og økonomisk mere attraktivt at blive selvstændig. Den skal sågar gøre Spanien til et paradis for nye start-ups.

Jeg er helt med på de nye toner og hæfter mig særligt ved to ting:

Vi har i dag en socialistisk statsminister, der opfordrer folk til at blive selvstændige. Det er både nyt og positivt, for hans røde forgængere var kun til efteruddannelse eller blot væbne sig med tålmodighed i arbejdsløshedskøen under devisen alt bliver nok bedre i morgen.

Men jeg hæfter mig også ved, at der i praksis tilsyneladende ikke er langt fra paradis til

”det modsatte”. Det sidste er nemlig blevet status for dagens selvstændige – navnlig for de momsregistrerede autonomos og de mindre anpartselskaber Sociedades Limitadas.

Det har intet at gøre med hverken Covid-19, faldende omsætning og manglende støtteordninger. Det drejer sig derimod om de tiltag som Pedro Sánchez’ kollegaer med hård hånd eksekverer i Skatteministeriet og i Ministeriet for Seguridad Social.

Således accepterer skattevæsenet nu ikke længe simple udgiftsbilag som telefon, internet og benzin. Og andre bilag som arbejdstøj, reparationer på køretøj og computere endevendes og skal dokumenteres i en grad, så en stor del uundgåelig ikke accepteres. Det er lig med store økonomiske smæk og 100 procent negativ energi for selv den mest driftige iværksætter.

Det er helt fint skattevæsenet skruer bissen på. Men han skal være retfærdig – og sådan er det ikke i dag. Kender du for eksempel nogle selvstændige, der i dag kan udføre deres erhverv uden telefon, internet og kørsel? – næppe! Men skattefar lever i sin helt egen verden.

Men der er ingen grund til at pive – for det kan vise sig at blive meget værre.

Den månedlige kvote for at være momsregistreret ligger i dag på cirka 300 euro. Det lyder ikke af meget – og er det heller ikke for den selvstændige læge, advokat eller supersælger, der let både kan fakturere for 3.000, 4.000 eller 5.000 euro om måneden. Men de 300 euro er en tung klods om benet for den nystartede, som også har husleje, el, vand, telefon, internet og kørsel, der skal betales.

Jeg er bestemt ikke den eneste, der aldrig har forstået hvorfor den månedlige Seguridad Social kvote ikke bliver en variabel ydelse, der takseres ud fra omsætning eller indtægt – præcis som indkomstskatten. Det tror jeg, de fleste ville kunne se rimeligheden i. Og så ville det unægtelig ”hjælpe” og motivere nye start-ups i gang.

Men sådan ser man tilsyneladende ikke på det i Ministreriet. I sit seneste udspil til regulering af Seguridad Seguridad for selvstændige vil man over de kommende ti år, i grove træk, næsten fordoble (!) den nuværende månedlige kvote.

Her går man så også i sin helt egen verden.

Så vi er desværre langt fra paradis – meget langt. Og det er en stor skam, for spanierne vil gerne. De yngre generationer sprudler har gejst, kvalitet og er ikke bange for at tage fat.

Jeg er overbevist om, at blot en lille håndsrækning ville gøre mirakler. Det kunne ske via en iværksætterhjælp, som vi kender fra flere lande i Nordeuropa. Det ville koste samfundet en smule nu – for senere at få en masse igen. Det er sådan, man sætter noget i gang.

Ønsker Pedro Sánchez & Co. sig en start-up nation, bliver de nødt til at starte forfra. Vi kommer absolut ingen steder, ved blot at kalkulere skattestigninger og indlede en klapjagt på de nuværende selvstændige – selvom vi alle ved, statskassen er tom.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.