På den anden siden… Bliver vi nu frie mennesker?

På den anden siden... Bliver vi nu frie mennesker?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Coronaen løber i dag med al opmærksomheden. Det gælder både i medierne, hos myndighederne og blandt venner og bekendte. Det er helt naturligt. Det er jo et spørgsmål om liv og død – eller i det mindste om at få vores gode liv tilbage. Netop spørgsmålet om liv eller død får nu en ny dimension her i Spanien: Kongressen har nemlig stemt for indførelsen af aktiv dødshjælp. Dermed følger Spanien i Hollands, Belgiens, Luxembourgs, Schweiz’ og fire amerikanske delstaters fodspor. Det er en nyhed og en debat, der havde trukket overskrifter alle steder, hvis det ikke var for Covid-19. Lige her får nyheden derimod den opmærksomhed, den fortjener.   

Debatten har side rødder i Galicien, hvor en mand i begyndelsen af 1990’erne mistede førligheden i en tragisk ulykke. Med en blyant i munden kunne han lige skrive, at han ønskede at dø. Historien blev filmatiseret og gik lige i hjertet på spanierne. Siden da har debatten kørt omend den i lange perioder har været så tam, at den nærmest har været helt død. Emnet sneg sig dog ind på regeringens ”to-do liste”, som blev linket til pressen og offentligheden ved indsættelsen for godt et år siden. Listen var blot så lang, at kun de færreste læste den grundigt til ende – eller, med rette, har tænkt: ”aktiv dødshjælp? Ja, ja..det bliver aldrig til noget.” Men det gør det altså nu. 

Emnet er ikke bare ømtåleligt – det er ekstremt ømtåleligt. Helbred, moral, religion, følelser og økonomi blandes i en sprængfarlig cocktail. For at den ikke skal sprænge, har regeringen tegnet linjerne klart op, så nu er det blot op til landets 17 regioner at slå den sidste streg (ikke at misforstå!). 

I grove træk vil alle spaniere og udenlandske residenter i fremtiden kunne søge om aktiv dødshjælp. Ikke overraskende skal man have en kronisk og uhelbredelig lidelse, som forhindrer dig i at leve et værdigt liv. Derudover skal man være mindst 18 år og ved sine fulde fem. Er det sidste ikke tilfældet, kan man forberede sig ved at tilføje ønsket skriftligt f.eks. i sit testamente. 

Processen bliver opbygget omkring patientens læge, to udefrakommende specialister og en uvildig kommission (også kaldet garanti kommissionen) med læger, specialister og jurister. Patienten søger direkte hos sin læge, som konsulterer to specialister. Er de enige, går sagen videre til kommissionen, som skal godkende specialisternes konklusion. Sker det, bliver det lægen, som yder patienten den aktive dødshjælp. Processen må maksimalt tage 40 dage. Viser det sig, at lægen og de to specialister ikke kan sige god for patientens ønske, kan denne anke beslutningen til kommissionen. Det lyder fair, let og lige til. Nu ligger bolden hos de enkelte amter, der får pligt til at fuldføre den kommende lov.

Meningerne er delte – vanen tro. Men det politiske flertal er på plads. 

Det er pudsigt, hvordan man her i landet, kan drukne i administration og politisk nøl og så samtidig, på rekordtid, vedtage noget så vigtigt som aktiv dødshjælp.

Det er også pudsigt, hvordan man på en og samme tid nærmest ulovliggør abort og lovliggør aktiv dødshjælp – som en af de få nationer i verden.

Spanien er et pudsigt land – men et dejligt land. Vi har længe frit kunne vælge, om vi ønsker at være her. Inden længe kan vi også frit vælge, om vi ønsker at være til.

Af Henrik Andersen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa