På den anden side… Gider vi overhovedet arbejde?

På den anden side... Gider vi overhovedet arbejde?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Sjældent er der blevet talt så klart og tydeligt fra en spansk statsminister. Og sjældent har jeg været så enig med Pedro Sánchez. Landets aktuelle situation tåler nemlig fint en sammenligning med fortidens dramatiske milepæle. En hurtig, objektiv, ”opgørelse” fortæller os nemlig, at vi til sommer, med største sandsynlighed, passerer de fire en halv million arbejdsløse. Til den tid udløber de nuværende midlertidige ERTE opsigelser, som mange virksomheder har anvendt, definitivt. Med andre ord får vi en hidtil uset høj arbejdsløshed på mellem 25 og 28 procent. 

Tilsvarende sætter den offentlige gæld nye rekorder. Spanien skylder i dag 1,3 billioner euro væk, hvilket svarer til 120 procent af landets BNP. Alt over 100 procent betegnes som håbløs høj gæld. Deler vi statens gæld ud på borgerne, svarer den til, at hver enkelt borger i Spanien, på statens vegne, skylder lidt over 30.000 euro væk. Beløbet står i stærk kontrast til 2008, hvor hver borger kun skyldte 8.000 euro.

Tilsvarende har vi nogle sociale problemer, vi ikke har set i en halv menneskealder. I alt for mange byer og områder, er det i dag næsten ti procent af befolkningen, der må trække på den lokale fødevarebank og offentlige spisesteder for at få stillet sulten. Det er triste realiteter, som kun undgår at gøre indtryk hos folk med kolde hjerter.

Europa er stærkt solidariske med Spanien. Hidtil usete store hjælpepakker er på vej, men direktøren for den spanske nationalbank har desværre nok ret: ”Hjælpen udgør kun ti procent, af de midler landet reelt har behov for, for at komme tilbage på fode. Det bliver kun et plaster på såret. Vi må selv trække i arbejdstøjet.”

Dejligt at regeringen og Banco de España taler samme sprog: ”Der skal arbejdes, for at få vores elskede land tilbage på fode.” Den er jeg med helt på – naturligvis. Hvad vi derimod forstår ved arbejde, er jeg ikke med på. I min verden betyder arbejde, at man smører ærmerne op, tager fat fra bunden, er flittig, bygger op, tænker fremad og ikke bruger for megen tid på overflødig brok. 

Her går jeg tilsyneladende helt skævt med landets ledende politikere, som i stedet har fremlagt en plan, der går på en reducering af arbejdsugen fra 40 til 32 timer fordelt over fire arbejdsdage. Tanken er blevet testet i en række virksomheder og har tilsyneladende medført ”øget effektivitet og velfærd til medarbejderne”. Projektet får også opbakning fra en række nye IT firmaer, som har succes med reducerede arbejdsuger og mener, det i dag gælder om at Work smarter – Not harder.

Inden jeg går helt i sort, så lad os lige vende den om.

Hvis vi nu skal blive ved de fancy formuleringer, hvorfor så ikke Work smart – and also hard? Hvis vi både er smarte (eller kvikke) og arbejder hårdt, kan vi vel for alvor avancere. Og det er jo netop det, vi har brug for i dagens Spanien – og Europa. Og tilsvarende: hvis en medarbejder pludselig kan yde det samme på 32 timer, som han/hun for blot et halvt år siden brugte 40 timer på, har denne vel næppe overanstrengt sig. Den sparede tid kunne nu passende bruges til at yde og skabe noget ekstra – både til gavn for arbejdspladsen og samfundets genopbygning. 

Regeringens udspil og nutidens Work smarter – Not harder attitude, får mig til at tvivle på, om vi forstår situationens alvor. Og om vi overhovedet gider arbejde?  

Vi havde, inden Covid-19 virussen trak ind i vores univers, i både Spanien, Danmark og det øvrige Europa en økonomisk og personlig frihed, man andre steder ikke kender til. Skal vi have den tilbage, må vi smøre ærmerne op. Mange – rigtig mange – virksomheder og arbejdspladser hænger i dag i en tynd tråd. Hvordan havde man i Spanien i sin vildeste fantasi forestillet sig, at disse skulle kunne udbetale en fuldtidsløn for kun 32 timer / 4 dages arbejde i fremtiden? 

Det skader aldrig at se sig lidt omkring. Ser vi os over skuldrene, ser vi hvordan asierne på en lang række fronter har overhalet os europæere. Jeg tvivler på, de er smartere end os. De er derimod flittige – og derfor løber de fra os. 

Ser vi lidt tilbage i tiden, ser vi hvordan vores bedstefædre og fædre fik opbygget en fantastisk velstand i Europa. Vores bedstefædre forstod, at hverdagene gik fra mandag til lørdag, så man arbejdede otte timer – seks dage om ugen. Vores fædre var gjort af samme stof og tog, helt frem til slutningen af 60’erne, fat 45 timer om ugen. Præcis som her i Spanien. I dag ligger arbejdsugen på 37 timer, i flere brancher kun 35, og her i Spanien går det seneste udspil på sølle 32 timer under parolen Work smarter – Not harder. 

Jeg håber til det sidste, at hverken arbejdsmarkedets partnere eller et flertal i parlamentet er med på den galej. For sagen er klokkeklar: 

Tiden er inde til at arbejde – ikke til at være smarte.

Af Henrik Andersen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa