Det danske magasin i Spanien
Oplev historiske monumenter i Sydfrankrig

Oplev historiske monumenter i Sydfrankrig

Tager du bilen til Danmark for at holde sommerferie, så byder Sydfrankrig på flere seværdigheder på vejen. Synet af de forskellige bygningsværker er imponerende, og kender man lidt til deres historie, bliver oplevelsen endnu bedre.

En times kørsel vest for motorvejen ligger Europas ældste, bevarede middel­alderby, Carcassonne. Længere oppe passerer du Montpellier, der er et godt udgangspunkt for udflugter. Herfra kan du køre ud og besøge djævlebroen Pont du Diable eller den 49 meter høje akvædukt Pont du Gard.

Lang akvædukt

Har du lyst til at se en af de historiske akvædukter, men orker ikke at tage den ekstra tur til Pont du Gard, så er der også en imponerende akvædukt i centrum af Montpellier. Den 880 meter langer San Clemente akvædukt blev bygget i det 12. århundrede og blev brugt til at fragte vand ind til byen fra San Clemente-kilden 14 km væk. Vandet blev opsamlet i en stor beholder tæt ved byens triumfbue, og herfra blev det distribueret videre ned til byens beboere.

Akvædukten er et imponerende syn både i dagslys og i aftenmørket, hvor det blå lys i alle buerne får bygningsværket til at fremstå som byens vartegn.

Et mesterværk af en bro

Pont du Gard-broen over Gard-floden mellem Nîmes og Avignon er et imponerende bygningsværk, der blev færdiggjort 18 år før Kristi fødsel.

Broen var en del af en 50 km lang akvædukt, som fragtede vand fra en kilde tæt på Uzés til brug i den romerske by Nemausus (Nîmes). Akvædukten forsynede byen med 20.000 kubikmeter vand hver dag. Broen er bygget uden brug af mørtel. Stenene, som er anvendt til byggeriet, vejer op til seks tons og holdes sammen af jernklamper.

Mens broen i sig selv er et visuelt vidunder, så er akvædukten tegnet og bygget efter en ingeniørmæssig genistreg baseret på meget præcise beregninger.

Matematisk mesterværk

Pont du Gard broen er formentlig den højeste bevarede akvædukt i verden, og et bevis på romernes imponerende kundskaber. De vidste, at blot et lillebitte, kontinuerligt fald var nok til at vandet ville løbe hele vejen fra kilden ned til byen. Det vertikale fald var blot 17 meter på den totale længde af det 50 km lange bygningsværk. Det vil sige, at atkvædukten blot faldt 34 cm pr km, svarende til en tretusindedel.

Med så lille en margin giver sig selv, at selv den mindste fejl i beregningerne ville have forhindret vandet i at nå frem til byen, så der har ligget en stort ansvar på den ansvarlige ingeniør. Det har sikkert ikke gjort presset mindre, at romerne havde for vane at halshugge den ansvarlige ingeniør, hvis bygningsværket ikke fungerede efter hensigten.

Det formodes, at byggeriet blev ledet af den romerske general og politiker Marcus Agrippa, der var kejser Augustus’ største hærfører og svigersøn. Augustus havde udset ham som sin efterfølger, men han døde pludselig i år 13 før Kristi fødsel, til stor sorg for Augustus.

Djævlebroen tager de unge sjæle

Hvert år mister adskille unge mænd livet, når de i ungdommelig kådhed springer ud fra Pont du Diable; Djævlebroen. Med sit azurblå vand i slugten omgivet af klipper udgør springet den ultimative manddomsprøve for overmodige sjæle, der skal teste sig selv og vise deres frygtløshed. Nogle gange går det godt, men andre gange lurer de skarpe klipper lige under vandoverfladen og gør kort proces, når en ung mandekrop i høj fart bryder vandoverfladen. Det er ikke for ingenting, at det hedder Djævlebroen. Pont du Diable har så mange liv på samvittigheden, at den engelske tv-station BBC lavede et dokumentarprogram om broen.

At de mange unge sjæle mister livet netop her, skyldes måske, at det faktisk er Djævelens værk. Sagnet siger, at munke i det 11. århundrede hver dag arbejdede for at bygge broen, og hver nat ødelagde Djævelen deres værk. Til sidst indgik munken Saint-Guilhem en pagt med sin modstander, hvor det blev aftalt, at Djævelen skulle bygge broen færdig. Som betaling skulle Satan få den første sjæl, der krydsede broen. Da broen stod færdig, skyndte munkene sig at døbe en hund, hvorefter de bandt en stegepande fast til dens hale. Hunden blev så bange, at den løb henover broen.

Djævelen blev så rasende, at han hver nat forsøgte at ødelægge sit eget værk, men han havde bygget broen for solidt. I erkendelse af sit nederlag opgav han og forsvandt i floden. Herfra tager han nu de unge sjæle, der vover at kaste sig ud fra hans bro.

Besøg en ægte middelalderby

Vi har valgt at tage en afstikker fra motorvejen en times kørsel mod vest for at se Europas ældste, bevarede middelalderby, Carcassonne. Vi bliver vist rundt i borgen af vores guide, der taler engelsk med en accent så tyk, at det minder om Peter Sellers’ inspektør Clouseau i filmene om Den Lyserøde Panter.

Guiden fortæller, middelalderbyen ligger inde bag to beskyttende mure. Efter at den anden mur blev bygget, blev byen aldrig igen udsat for angreb. Indtil da havde Carcassonne dog været et centralt sted på den spansk-franske grænse, og det havde givet indbyggerne masser af erfaring i at forsvare sig mod fjendtlige angreb. En af måderne var at hælde kogende tjære ned over fjenden gennem en åbning i gulvet.

”Man brugte kogende tjære, fordi vand og olie var for kostbart til at smide væk på den måde”, forklarer vores guide.

Drabelig historie

I et af tårnene er der smalle sprækker, som bueskytterne kunne sende deres pile igennem, når borgen blev angrebet. Et andet tårn er bygget i kvadratisk, romersk stil. Her er åbningerne store, fordi der skulle være plads til, at spydkasterne kunne svinge igennem, når de sigtede mod fjenden. Når spydkasteren havde sendt sit våben af sted, blev skodderne hurtigt slået for åbningen igen, så man ikke blev ramt af fjendtlige våben.

Tårnene blev også brugt som torturkammer under Inkvisitionen, hvor folk, der blev mistænkt for at være hedninge, blev tortureret indtil de tilstod deres vantro. Den metode er i øvrigt levende beskrevet i filmen Goyas Genfærd, der har Javier Bardem og svenske Stellan Skarsgaard i hovedrollerne.

Ridderdyster

Middelalderen er kendt for sine ridderdyster, hvor to mænd rider mod hinanden og forsøger at slå den anden af hesten med en lanse. Ifølge vores guide var det dog yderst sjældent, at det gik lige så dramatisk for sig som det beskrives i eksempelvis eventyret om Ivanhoe.

”Det kunne ikke betale sig at slå hinanden ihjel, så normalt var turneringerne bare for underholdningens skyld. Der var dog enkelte tilfælde, hvor det gjaldt eller død. Hvis man slog sin modstander ihjel, fik man hans våben og hans landområder.”

Og hans koner?

”Ja, måske”, svarer guiden overrasket med et grin, der afslører, at vores spørgsmål passer godt til den franske humor.


MONTPELLIER

250.000 indbyggere

(480.000 inkl. forstæderne)

Frankrigs 8. største by

Hovedby i Languedoc-Roussillon

Ligger 350 km nord for Barcelona


PONT DU GARD

Navnet betyder ”broen over Gard-floden”

Bygget af romerne

Stod færdig år 18 før Kristi fødsel

Den 49 m høje bro er bygget i tre planer

Nederste plan fungerer som vej

Det øverste plan er 275 m langt

Øverste plan har indbygget vandkanal

Kanalen er 1,8 m dyb og 1,2 m bred

Var del af en 50 km lang akvædukt

Faldt 17 m på de 50 km (34 cm pr. km)

Akvædukten gav vand til byen Nimes

Del af UNESCOs verdensarv


PONT DU DIABLE

På dansk Djævlebroen

Bygget i 1000-tallet

Ligger ved Saint-Guilhem-le-Désert

Går henover Hérault-floden

Højde: 18 meter

Del af UNESCOs verdensarv


CARCASSONNE

Ligger i Aude-departementet i Languedoc-Roussillon regionen

Europas største, bevarede middelalderby

Beskyttet af to omkringliggende mure og 53 vagttårne

Har lagt navn til brædtspillet Carcassonne

Del af UNESCOs verdensarv

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.