Lidt om Sankt Hans…

Sankthans nærmer sig og for de fleste danskere er det lig med en hyggelig aften, hvor optændte bål, heksebrænderi, midsommersang og båltale indgår, men sådan har det ikke altid været. La Danesa har gravet lidt i historiebøgerne for at finde frem til, hvor traditionen stammer fra, og hvorledes den har ændret sig med tiden. Vidste du for eksempel, at der ikke er nogen historisk forbindelse mellem Sankt Hans bålet og hekseafbrænding, dvs. skikken med at sætte heksedukken øverst på bålet? Eller at kombinationen kludedukke og midsommervise først blev en almindelig skik i Danmark fra 1920´erne?

Sankt Hans – eller San Juan på spansk – betyder ”Hans den Hellige” og henviser til selveste Johannes Døberen, som ifølge de kristne blev født den 24. juni – et halvt år efter Jesu fødselsdag. 

Som så mange kristne helligdage, er Sankt Hans oprindelig en gammel hedensk tradition, der går tusinde år tilbage. Midsommerfesten havde til formål at hylde solen og alt hvad lyset stod for: renselse, frugtbarhed, velstand og bortjagning af det onde. Sommersolhverv – årets længste dag, der falder den 21. juni hvert år – blev fejret ved optænde halmstænger eller bål. Ved Sankt Hans var hele naturen fyldt med en kraft, som den havde opsuget fra solen på årets længste dage. Sankthans var derfor glædens fest, hvor man hyldede naturens kræfter, særligt ilden og vandet. Vandet blev på mirakuløs vis forvandlet til medicin i de hellige kilder, troede man. Overalt var der sådanne kilder, som man valfartede til. Nogle drak af vandet og andre vaskede sig i det, og mange overnattede ved kilden. I Spanien er det stadig almindeligt at tage en dukkert i havet ved midnatstid på Sankt Hans aften – måske et levn fra denne overtro?

Eftersom man mente, at naturens kraft var magisk, indsamlede kloge koner og kloge mænd (datidens læger) mange af de lægeurter, som de skulle bruge i årets løb til at kurere folk med, fordi planterne denne nat var fortryllede. Bålet eller ilden opfattedes som ondtafværgende, og skulle helst tændes med “vild ild” eller “nødild”, dvs. ild, der var lavet helt fra grunden (ved at gnide to stykker træ mod hinanden). Nødild var et stærkt magisk middel, der virkede rensende og kunne afværge sygdomme. Hvis en kvægsygdom rasede, kunne man forsøge at slukke al ild på landsbyens ildsteder og lave nyt, der så blev bragt rundt til alle husstande. Dét bål, vi brænder til St. Hans, er således ikke et “henrettelsesbål”, hvor hekse brændtes, men bondens skærmende blus, der skulle holde de onde kræfter væk. Muligvis har der også været en forestilling om, at de marker, som bålet oplyste, kunne blive særligt frugtbare og givtige.

De onde kræfter, man forsøgte at beskytte sig mod, blev med tiden forbundet med trolddom og hekse. Man troede, at heksene på Sankt Hans aften fløj til møde i Bloksbjerg (Brocken) i den østlige del af Harzen, Tyskland. I Centraleuropa var man overbevist om, at hekse og troldkarle smurte sig i bagdelen eller under armene med en salve, udvundet af kødet fra nyfødte børn og blandet med valmue, pigæble, natskygge og bulmeurt, for at kunne flyve på et kosteskaft. Ilden skulle skræmme dem, og forhindre dem i at holde pause. Naturligvis var der også tale om en social skik, hvor folk mødtes og festede. Før 1900-tallet brændte man ikke hekse – hverken de rigtige eller dem af klude – på Sankt Hans aften. De ”levende hekse” blev brændt på andre tidspunkter af året. Den sidste danske officielle heksebrænding fandt sted i 1693, men op til 1722 er der eksempler på uofficielle brændinger i Danmark, og så sent som i 1897 blev en ”heks” lynchet i Vendsyssel. Skikken med at sætte en kludedukke i form af en heks øverst på bålet blev først indført i starten af 1900-tallet, hvor også Holger Drachmanns midsommervise ”Vi elsker vort land” fra 1885 bliver almindelig.