Kære læser (februar 2020) - To skridt frem og et tilbage

Jeg er med på, at når man flytter til Spanien er der, hvor irriterende det end kan være, nogle ting, som ikke fungerer på samme måde som i Danmark. Det ville være arrogant at flytte til et nyt land og forlange, at det pågældende land retter ind til højre. Det prøver jeg også at minde mig selv om, når jeg med tillært spansk afslappethed opholder mig i en langsommelig kø eller for gud ved hvilken gang er oppe at toppes med det spanske bureaukrati.

Imidlertid kan jeg ikke sidde overhørig, når Spanien tager et skridt tilbage i den forkerte retning. I 2019 vedtog EU domstolen en lov, der gør det obligatorisk for virksomheder at registrere, hvornår deres medarbejdere møder og forlader arbejdspladsen. Det er op til de enkelte EU-medlemslande at afgøre, hvordan registreringen af medarbejdernes arbejdstid skal foregå, men Spanien var ikke sen til at pålægge virksomheder og erhvervsdrivende at notere arbejdstider. Og andre selskaber, blandt andet telefoniselskaberne, øjnede straks den ekstra indtjeningsmulighed og tilbyder nu elektroniske apparater, medarbejderne kan registrere sig med.

Hvornår var det nu, vi sidst havde gang i indstempling med stempelur? Nå ja, under industrien, hvor fabriksarbejderne stemplede hulkortet ved arbejdsdagens begyndelse og afslutning.

Indstemplingen anno 2019 skulle efter sigende være indført for at beskytte arbejdstagerne i Spanien. Måske er det med til at støtte enkelte medarbejdere, men for langt de fleste arbejdspladser vil det blot betyde endnu en tilføjelse af ligegyldige sager, der skal registreres.

Som spaniensdansker på Costa del Sol, som har en imponerende mængde af seriøse initiativtagere, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det gør livet som iværksætter en anelse mere besværligt. I et lille firma, hvor der er sparsomme ressourcer til rådighed, skal man nu bruge disse på at overvåge medarbejdernes arbejdstider. En proces der måske hverken er i arbejdsgiverens eller arbejdstagerens interesse.

I Danmark har der på det seneste været meget fokus på, at flere og flere arbejdspladser indfører 30-timers arbejdsuger. Blandt andet har flere kommuner indført kortere arbejdsuge og andre virksomheder har indført mere fleksible arbejdsplaner. Det betyder ikke nødvendigvis, at medarbejderne arbejder mindre – blot mere effektivt.

Sat lidt på spids, så vil jeg påstå, at enhver, der arbejder i åbent kontorlandskab, kan give mig ret i, at man mellem kl. 7 – 10 derhjemme kan få udrettet lige så meget som mellem kl. 9 – 17 på kontoret på en god dag.

Jeg er med på, at man som arbejdsgiver gerne vil have, at ens medarbejdere producerer noget. Hvis jeg hyrer en person til at gøre rent hjemme hos mig, så er det enten fordi, jeg ikke selv har tid eller fordi jeg ikke prioriterer rengøring. Men hvis jeg skal stå og ånde rengøringsdamen i nakken for at sikre mig, at denne rent faktisk gør rent det aftalte antal timer, så har jeg jo ikke sparet hverken tid eller hovedpine — og jeg ville nok hurtigt finde en anden person til at varetage jobbet.

LMF