Hvor 'spansk' er jeg blevet? - SPISE- OG DRIKEVANER

Spanien påvirker livsstilen for os, der bor her, på forskellige måder. De fleste af os har justeret lidt på døgnrytmerne, når det kommer til fødeindtagelse og er blevet lidt mere ‘spanske’ af den grund.

Da vi ikke længere skal betale danske restaurantpriser, går de fleste af os ud at spise oftere og måske bliver det også til lidt mere flydende fornøjelser. Uden tvivl er tapas blevet en del af vores hverdag, selvom vi måske ikke ser Jamón Iberico som en nødvendighed for absolut enhver ferie eller social lejlighed. For mit vedkommende begyndte jeg at drikke kaffe igen – jeg mener virkelig stærk spansk kaffe – da vi flyttede til Andalusien, noget jeg ikke havde gjort siden jeg boede i Paris i 20’erne. Er det en dårlig vane, som Spanien har givet mig? Det tror jeg ikke, for den simple fornøjelse at sidde på en “plaza” og indtage en “café con leche” i roligt tempo, mens man ser livet gå forbi, kan ikke være andet end sundt. En af de store glæder ved at flytte til et nyt land, og måske især til de sydlige egne, er netop at prøve nye lokale specialiteter. Spanierne gør tingene på deres egen måde, og hver region har sine specialiteter og ejendommeligheder. Så lad os tage et kig på, hvordan det sydlige Spanien kan forme vores spise- og drikkevaner, på godt og ondt.

Omvendte spisetider

I Danmark er vi blevet oplært til at spise et solidt morgenmåltid. Hvis det ikke forholder sig helt modsat, så er morgenmad ikke det mest solide måltid for spanierne, noget de helt klart gør op med til frokost. Efter flere år sydpå er det derfor gradvist blevet til en senere og større, varm frokost, og en sen middag der nogle gange kan strække sig til de tidlige nattetimer.

Nu skal det også nævnes, at rejser og globalisering har betydet, at mange mennesker, der bor i norden, har taget flere internationale spise- og drikkevaner til sig, som tapas-aftener, sushi-frokoster, keto-diæter og periodisk faste der er blevet en del af dagligdagen.

Den komplette skandinaviske søndagsfrokost med flere slags brød, ost og pålæg samt æg og sild er måske kun noget, man indtager omkring jul og påske.

MIDDELHAVSDIET – en myte?

Bor man ved Middelhavet, er det helt naturligt, at man spiser en såkaldt middelhavskost, og jeg tør faktisk godt påstå, at mange af os, der kommer udefra, følger en mere traditionel middelhavskost, end mange spaniere gør. Navnet er faktisk blevet en smule misvisende, når det kommer til almindelig ernæringsindtag i Spanien, hvor man aldrig har haft så mange problemer med blandt andet overvægt og diabetes. Det, der oprindeligt blev set som en middelhavsdiæt, med jomfruolivenolie, hjemmedyrkede grøntsager, friskplukket solmoden frugt og frisk fisk fra Middelhavet, er desværre langt fra en gennemsnitlig andalusiers daglige kost.

Kigger man nærmere i den spanske indkøbskurv, ser man i dag mere ultraforarbejdede og præfabrikerede fødevarer end nogensinde, og spørger man efter husets salat på en typisk spansk restaurant (som ofte er det eneste grønne på menuen, selvom det er ikke vegetarisk) så er halvdelen af ​​indholdet produkter på dåse.

Hovedretter serveres normalt med pommes frites, og kun hvis man er heldig får man lidt grønt. Det meste af maden i Spanien dyrkes i drivhuse og fiskene i Middelhavet hører snart fortiden til.

Ikke desto mindre har de af os, der bor i Andalusien, mulighed for at spise både rimeligt, lokalt og ikke mindst sundt. Der er utrolig god olivenolie, vin, lokalt producerede oste, samt frugt og grønt, hvis man bare kigger lidt efter. Samtidig er det nemmere at følge en diæt og spise meget mere efter årstiderne end i Nordeuropa – så længe man holder sig til den oprindelige betydning af middelhavskosten.

TAPAS – sund og social snacking

Vi nordboere har ofte hørt, at mellemmåltider både ødelægger appetitten og er usundt for figuren, så vi bør altid holde os til vores faste måltider. Men spanierne har forvandlet snacking til sin egen kunstform, noget som vi tilflyttere hurtigt og med stor fornøjelse tager til os. Tapas spises som regel alligevel omkring måltiderne, så det er bare et spørgsmål om at spise flere, mindre portioner og mere variation, end hvad vi er vant til. Nogle steder serveres tapas kun i baren, men i de fleste barer og restauranter i Spanien er tapas nu en del af den almindelige menu. Samtidig er tapas en mere social måde at spise på, for da det meste er fingermad, er det nemt at dele og derfor meget mere rummeligt. Det, der er på din tallerken, behøver ikke kun at være dit, for Spanien er landet, hvor maden deles mellem venner og familie og endda fra bord til bord.

Små retter kan også nydes med en aperitivo eller som en “entremés” – det vil sige noget at spise mellem måltiderne eller noget at “pille i” mens man venter på hovedretten. Ingen tjenere surmuler, hvis du bestiller halve eller hele portioner for at dele, og hvis du bare er lidt sulten, er en “tentempié” en lille snack til at holde dig i gang indtil næste måltid. Småspisning, eller hvad man nu kalder det, er hyggeligt og socialt.

SAMMENKOMSTER – altid rigeligt

Spaniere er generelt festglade mennesker og bruger enhver lejlighed til at fejre. Men en fest er ikke en fest uden masser af mad og drikke, og når jeg siger en masse, taler jeg om astronomiske mængder. Tænk bare på de enorme pander med paella. Vi skal nok tilbage til vikingetiden, før vi skandinavere praktiserede kunsten at lave sådanne ædegilder!

Serveringen, bordpynten og spiseetiketten er måske ikke så vigtig for spanierne, især her i den sydlige del af landet. Men når det kommer til gæstfrihed og generøsitet, er spanierne helt sikkert i toppen. Kan du forestille dig, hvordan reaktionen ville have været, hvis du havde en ekstra, ubuden og uanmeldt gæst med til et middagsselskab i Danmark? Her i Spanien, jo flere jo bedre, og uanset om det er en familiefest, en gruppe venner, en klubfest eller en byfest, så har jeg aldrig oplevet, at de er løbet tør for mad. Der er altid mere end nok til alle. Det er bestemt en skik, som vi skandinavere kan lære af, hvor generøsitet og sammenhold er vigtigere, end om man bruger det rigtige bestik og glas.

Her skal det i øvrigt nævnes, at værtindegaver og blomster ikke er almindelige, i hvert fald i de spanske landdistrikter. Nogle medbringer en hjemmelavet ret eller måske en flaske hjemmeproduceret “mosto”. Faktisk kan værten eller værtinden føle sig lidt fornærmet. Det er som om, man ikke regner med, at de har mad og drikke nok i huset (og det har de!).

MÅLTIDER – Glem tiden!

I denne travle verden kan de være svært at vænne sig til en spansk frokost, der kan vare flere timer. Hvis du bliver inviteret til en frokost, der starter ca 14.00, så skal du ikke regne med at være hjemme før tidligst klokken 17 eller 18. Mange gange kan en frokost vare til kl. 20.00 om aftenen og dermed gå fra frokost til tidlig middag. Og hvorfor ikke?

Selvfølgelig inkluderer en autentisk spansk frokost masser af latter og snak. Forvent ikke, at det er overstået, bare fordi der er pause i serveringen eller maden er spist.

Jeg tror, ​​at vi danskere, som ellers er regelstyrede og pragmatiske, helt sikkert ville have godt af at lære at bare lade tiden gå og snakke om alt og ingenting og nyde et måltid, der ikke har et fast slutpunkt.

KRYDDERIER – Hvor er saltet?

Spansk mad er generelt ikke krydret, og det stærkeste man finder på bordet eller i køkkenet er peber eller pimenton picante (tørret og røget spansk peber). Men hvad de mangler i krydderier, kompenserer de nemt for med saltning, som jeg hurtigt lærte er den vigtigste hemmelige ingrediens i spansk madlavning.

SALUD – eller ej

Salud! siger spanierne, når de skåler. Salud betyder sundhed på spansk, men for meget skålning kan nok være alt andet end sundt. Vi er nået til punktet med såkaldt ‘dårlige’ vaner, for ikke alt, hvad vi lærer af det spanske, er lige sundt.

Med vin og spiritus, der sælges på hvert hjørne (selv tankstationer), så du stort set kan få fingrene i alkoholholdige drikkevarer 24 timer i døgnet til næsten-giveaway-priser, er det nemt at forkæle sig med lidt for meget af det gode. Desværre har vi danskere også et uheldigt ry, når det kommer til glæderne ved alkohol. Her kan vi også lære lidt af spanierne, som for det meste aldrig ses fulde, men som alligevel drikker et glas eller to næsten hver dag. Det har lægerne sikkert delte meninger om, men jeg føler, at så længe man har et vis mådehold, så er det nok ikke det værste stof, man kan indtage – især med alle de fabelagtige vine, der laves her i landet.

Men vigtigst af alt, husk at tage dig tid til at nyde måltider på din egen næsten ‘spanske’ måde.