Jeg svømmede mig fri af fængslet

Som 36-årig tager Dan Popescu den største beslutning i sit liv: Han vil flygte ud af det kommunistiske Rumænien. Under en ferie i 1965 i Jugoslavien pakker han pas og penge ind i en plasticpose og svømmer til Trieste, Italien. Her møder han op på den lokale politistation kun iført badebukser for at søge politisk asyl. Hvordan Dan Popescu ender i Danmark, hvorfor han græder, da Ceausescu bliver henrettet og hvorfor hans kone smider sin mands højtelskede radio ud over altanen fra 5. sal, kan du bl.a. læse om i denne artikel.

”Vidste du, at ordet Transsylvanien kommer fra latin ”trans silvae” og betyder området på den anden side af skoven”?, spørger den 80-årige rumæner mig på et syngende dansk. Dan Popescu har en forkærlighed for sproglige detaljer og betydninger. Hvis hans mors læresætning ”sprog er guld” er sand, må Dan betegnes som en meget rig mand. Rumænsk, fransk, tysk, italiensk, engelsk og dansk taler han flydende, men han begår sig også på spansk, og har siden 2008 gået til spanskundervisning. ”Man bliver aldrig for gammel til at lære. Jeg har det godt med at bruge hjernen, og det er især vigtigt for os, der er kommet op i alderen”, forklarer han. Om det skyldes sprogundervisningen eller måske de mange nutidige historiebøger, der ligger i en bunke på natbordet, er ikke til at sige, men det virker i hvert fald ikke, som om hukommelsen er svigtende. Når Dan Popescu taler om sin fortid, smider han ubesværet om sig med citater, datoer, navne og årstal, der gør fortællingen lyslevende for den, der lytter.

Opera i stuen
Dan og hans tvillingesøster Monica voksede op i en intellektuel middelklasse-familie, med en mor og far, der var henholdsvis læge og gymnasielærer. Barndommen beskriver Dan som ”lykkelig” på trods af 2. Verdenskrig og det kommunistiske regimes indførsel i 1947. Rumænien i 30´erne var et blomstrende samfund, med stor forskel på rig og fattig, men rigt på kulturliv. Begge Dans forældre holdt af at læse og lytte til musik. Især moderen var årsag til, at hans store kærlighed til klassisk musik blev vakt. Hun elskede at lytte til opera og derefter optræde i stuen foran mand og børn, og så snart tvillingerne var gamle nok, blev de taget med til deres første rigtige opera. Her sad de to syvårige poder og sang med på alle stykkerne. ”Sjovt nok kendte vi alle de klassiske værker, for vi havde jo hørt mor synge dem”, erindrer Dan. Både moderen og faderen havde en drøm om at rejse ud og se Europa, men desværre kom de aldrig så langt. Først var børnene for små, så kom krigen og derefter blev rejseforbudet indført i takt med jerntæppets indførelse.

Ønskejobbet
”I skal være ingeniører”, sagde faderen en dag til Dan og hans søster. Og sådan blev det, for dengang gjorde man, hvad far sagde. Monica læste til kemiingeniør og Dan blev færdig som elektroingeniør med speciale i lyd i 1953. Kort efter modtog han et brev fra staten om, at han skulle starte job hos det nationale telefonselskab. Intet kunne være mere kedeligt, tænkte han, mens han slukøret gik hen ad gaden med brevet i hånden. Pludselig stødte han ind i en af sine studiekammerater, som så ligeså trist ud. Det viste sig, at kammeraten havde fået job på den rumænske radio, der dengang var propagandamaskine nummer et for kommunisterne. De to venner havde fået hinandens ønskejob, og på underfundigste vis accepterede staten, at de byttede arbejdspladser. Dan var i den syvende himmel med udsigten til at komme til at arbejde med lyd eller ”teknik for musikkens skyld”. ”Radioen havde, dengang jeg kom til, det nyeste udstyr fra Vesten. Det var vel nok et af de mest moderne radiohuse i Europa”, erindrer Dan, der senere i livet har fået stor gavn af sin ekspertviden og erfaring med radioteknik.

Mikrofoner bag panelerne
Livet går sin gang; Dan trives med sit arbejde på radioen, han bliver gift og skilt, og flytter ind i en annekslejlighed ovenover sin søsters. Monica er under sin studietid blevet gift med sin 25 år ældre lærer, og har fået to børn. Hendes nye mand har tjent godt, så de køber en stor lejlighed, som de sætter i stand og udvider. Der bliver snakket i krogene over den velhavende ”kapitalistfamilie”, og en dag banker myndighederne på døren og meddeler, at lejligheden er blevet nationaliseret. De næste 40 år, indtil kommunismens sammenbrud i 1989, betaler familien husleje for deres egen lejlighed. Desværre oplever Dans svoger ikke at få lejligheden tilbage, for han dør i 1987, kun to år før Rumænien bliver frit. Da statsarkiverne i 90´erne bliver åbne for offentligheden, henter Monica en sagsmappe på 2000 sider og begynder at læse om sit eget liv. Det er ubehagelig og grænseoverskridende læsning. Parret er blevet overvåget dag og nat, der er afrapporteringer fra ferier, telefonsamtaler og sågar private middagsselskaber. Det hemmelige politi har haft følere ude overalt, og hele lejligheden har været fyldt med skjulte mikrofoner. Som der f.eks. står et sted i rapporten ”kl. 23.05: Parret går i seng. Ingen yderligere aktiviteter”. Også hele Dan og Monicas brevveksling findes i kopier – inklusiv madopskrifterne, som man troede indeholdt kodede beskeder. Dan har endnu ikke søgt om aktindsigt i sin egen sag, men han overvejer at gøre det. Det er noget, han skal tage sig sammen til, for han ved, at han vil blive skuffet over, at nogle af hans venner var håndlangere for politiet.

Mission Frihed
Efterhånden som årene går, føler Dan sig mere og mere indespærret i det, han betegner som ét stort fængsel. Samtidig begynder en voksende vrede mod systemet at spire inden i. Jobmæssigt er der ikke flere muligheder for at stige i graderne, så længe Dan ikke er medlem af partiet. Efter nogen overvejelse sender han sin ansøgning, der dog efter et halvt års sagsbehandling ender med en afvisning, bl.a. fordi hans farfar var skolelærer på landet og ejede 40 hektar jord. ”Der er for mange storkapitalister i din familie”, lyder den officielle begrundelse. Dette får ham til at ligge søvnløs om natten for at løse gåden om, hvordan han kan slippe ud af landet. I 1964 åbner der sig en lille sprække i det ellers lukkede samfund, da det bliver muligt at rejse på ferie til det kommunistiske Jugoslavien. Under et tre ugers ophold ved Sortehavet møder Dan en blond dansk pige, Marianne der – udover at blive hans kæreste – også viser sig at blive en vigtig brik i ”Mission Frihed”.
Dan og hans danske kæreste holder kontakten ved lige via telefonsamtaler og et hemmeligt stævnemøde i Østberlin. De taler om at blive gift, så snart det er muligt. En plan begynder at tage form i Dans hoved: Ved at studere et kort over Sloveniens halvø, Istrien og Italien, indser han, at kun 200 meter hav skiller de to lande. Hvis han kunne svømme distancen langs stranden, ville han kunne være en fri mand på under en halv time! Uden at være vidende om, at en far og søn var blevet skudt på samme rute ugen forinden, beslutter Dan sig for at flygte den 18. juli 1965. Han fortæller: ”Der var tre muligheder: At blive skudt, at blive sendt tilbage til Rumænien og at nå til Italien. Den værste var helt klart at blive sendt tilbage! Det var en søndag eftermiddag og stranden var fyldt med badende gæster. Jeg pakkede pas og penge i en plasticpose og begyndte at svømme. De sidste 50 meter løb jeg langs vandkanten, indtil jeg nåede Trieste – en ubeskrivelig følelse at komme helskindet frem. Jeg meldte mig selv på politistationen i badebukser for at søge politisk asyl. Dagen efter kunne jeg i en italiensk avis læse om ”en flygtning i badebukser” – den artikel er blevet symbol på fødselsattesten i mit nye liv; jeg har den stadig derhjemme”.

Vi holder øje med dig
I flygtningelejren i Trieste får Dan udleveret et pas for politiske flygtninge, og den 18. september 1965 oprinder dagen endelig, hvor han kan tage flyet til København for at blive forenet med sin udkårne. Dan er charmerende, god til at netværke og veluddannet, så han får hurtigt en omgangskreds og på bare 10 dage job hos danske Movic, der ironisk nok fremstillede båndmaskiner bl.a. til det hemmelige rumænske politi. På kærlighedsfronten går alt dog ikke efter planerne, for tre uger efter hans ankomst meddeler Marianne, at hun forlader ham til fordel for en anden. Men på trods af kærlighedskvalerne, er Dan lykkelig over at leve i et frit samfund. Han er lige ved at glemme, at den kolde krig raser, også i Danmark, da han i maj 1966 efter sin nyvundne stilling som lydteknisk ansvarlig i DR, bliver kontaktet af PET. ”Alt er gået lige lovligt let for Dem, Hr. Popescu. De står på vores liste over suspekte personer, og De skal vide, at vi holder øje med Dem”, lød beskeden fra betjenten, der insinuerede, at Dan arbejdede som spion for de rumænske myndigheder. Selv dengang var Dan forstående overfor, at Danmark havde en organisation, der værnede om demokratiet og beskyttede det mod yderligtgående venstreaktivister, som drømte om en socialistisk stat. PET kunne jo ikke vide, at Dan afskyede kommunismen og at han i mange år var plaget af mareridt, der sendte ham direkte tilbage til livet i diktaturstaten.

Muren falder
Efter fire år i Danmark, møder Dan kærligheden igen og bliver gift med sin Eva i 1974. Dan har på det tidspunkt helt lukket den bog, der hedder ”Rumænien”, så da Eva spørger, om hun skal lære rumænsk svarer han ”nej, for vi kommer aldrig til Rumænien”. Dans karriere hos DR går strygende, han kommer på flere og flere forretningsrejser og får i 1971 dansk statsborgerskab, da det bliver for risikabelt for ham at rejse med sit flygtningepas. I 1973 genser han sin søster efter otte års adskillelse, da hun får lov til at rejse til Danmark for at besøge ham. Søsteren er stort set den eneste kontakt, han har til Rumænien gennem de næste årtier. Da muren overraskende falder den 9. november 1989, befinder Dan sig på forretningsrejse i England. ”Jeg sad på sengen på mit hotelværelse og græd, mens jeg så det i tv”, husker Dan. Da Ceausescu og hans kone bliver henrettet to måneder senere, græder Dan igen. Både af glæde men også af nostalgi over tanken om det liv, han kunne have haft, hvis det ikke havde været for det kommunistiske system. Efter murens fald bliver Dan udsendt af DR til Rumænien for at hjælpe den rumænske radio. ”Jeg bliver hentet af en fremmed 39-årig mand, der omfavner mig i lufthavnen. Det viser sig at være min nevø, som jeg sidst så, da han var 14 år. Det var meget mærkeligt at være tilbage”, husker Dan.

Pandoras æske
Med de nye vinde, der blæser over Europa, følger også nye tider for Dan og hans kone. Lidt efter lidt åbnes Pandoras æske, og det fortrængte hjemland bliver igen en stadig større del af Dans liv.
”Det er pludselig, som om jeg er gift med to personer”, siger Eva og fortæller, hvordan hun hver dag finder Dan i stuen, opslugt af højlydt rumænsk radio. En dag bliver det for meget for hende, og hun hiver stikket ud og smider radioen ud fra altanen på 5. sal. ”Jeg måtte vente, til det blev mørkt, inden jeg gik ned efter min Grundig radio i fineste tyske kvalitet. Den spillede stadig, da jeg hentede den”, husker Dan med et glimt i øjet. I dag tjekker Dan (ud over de danske) rumænske aviser på nettet, ser rumænske tv-kanaler og parret besøger Rumænien hver sommer, hvor Dan holder foredrag om DR-byen og DR´s nye koncertsal til rumænsk radio. Der er dog ingen chance for, at han flytter tilbage, for ”efter et par uger har han fået nok”. Fra sit otium i Spanien kan han se tilbage på et begivenhedsrigt liv, hvor tilfældigheder blandet med held og forstand har formet hans skæbne. Ikke én eneste ting ville han gøre om. Det må da være noget af det tætteste, man kan komme på betegnelsen ”nærmest lykkelig”.

Navn: Dan Popescu
Født: 20. juli 1929 i Transsylvanien, Rumænien
Delvis boende i Spanien siden: 2008. Bopæl i Skodsborg
Civilstatus: Gift med Eva, ingen børn men to hunde: Frynse og Lord Byron
Uddannelse: Elektroingeniør med lyd som speciale. Har arbejdet mere end tre årtier for DR og sideløbende som konsulent for Kirkeministeriet. Besøger stadig omkring 10 danske kirker om året, for at rådgive om akustik.
Hobby: Madlavning, klassisk musik, læsning og golf.
Om DR´s koncertsal: En stor visuel oplevelse, men desværre ikke den bedste akustik. For lydens skyld skulle man have valgt en bygning i ”klassisk skotøjsæskeform” som f.eks. den i Wien.