Det danske magasin i Spanien
Francisco de la Torre om Málaga 2016

Francisco de la Torre om Málaga 2016

Allerede i slutningen af september afgøres det, om Málaga går videre til finalen i konkurrencen om at blive Europæisk Kulturhovedstad 2016.
Her forklarer byens borgmester, Francisco de la Torre, hvorfor det er så vigtigt for byen at vinde og hvorfor han tror på en sejr.

Málaga vil være Europæisk Kulturhovedstad i 2016. En sådan udnævnelse ville betyde en enorm udvikling indenfor Málagas allerede imponerende kulturelle infrastruktur, men mere håndgribeligt ville et år som det, der før hed Kulturby men nu Kulturhovedstad, betyde halvanden million besøgende, som igen ville give 11.500 flere indbyggere brød på bordet.

Hvor lyder det godt. Der er dog den hage, at 15 andre byer også godt kunne tænke sig titlen og de dertilhørende goder. Blandt disse er klassiske og historiske byer som Córdoba og Zaragoza samt visuelle vidundere som San Sebastian og Palma.

La Danesa har sat borgmester Francisco de la Torre i stævne for at spørge, hvorfor han tror, Málaga kan vinde. Han tager imod os på sit kontor på rådhuset, en bygning der forresten i sig selv er et kulturelt klenodie.

”16 spanske byer aspirerer til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2016, og aldrig før har så mange byer i et land konkurreret om titlen. Málaga har dog, takket være mange års investeringer, et stort kulturelt udbud, der overgår de fleste andre spanske byer. Så jo, jeg er sikker på, at vi godt kan vinde,” siger Francisco de la Torre. En smule selvsikkert, men det klæder egentlig den ellers på alle måder konservative borgmester at give udtryk for sin tro på byens chancer.

”Ideen til kandidaturet kom for over 10 år siden, da vi planlagde festlighederne i forbindelse med det, der ville have været Picassos 125 års fødselsdag. Det var dengang, alle europæiske byer hvert år kunne søge om kandidaturet. Nu er det selvfølgelig forudbestemt, hvilke lande, der har en kulturhovedstad hvilket år, og i 2016 er det således Polens og Spaniens tur. Dette år har vi ventet på og længe arbejdet hen imod,” forklarer De la Torre, der har haft borgmesterposten siden maj 2000.

Komiteen for Málaga 2016 (Fundación Málaga Ciudad Cultural), hvis formand i øvrigt er Juan López Cohard, som er upolitisk, så ikke der opstår konfrontationer mellem kommunen og Junta de Andalucía, der officielt støtter både Córdoba og Málaga, ventede til den absolut sidste dag med at indlevere ansøgningen.

”Vi ville ikke afsløre noget af ansøgningens indhold på forhånd. Og så ville vi ærligt talt benytte tiden til at finpudse ansøgningen og den påkrævede engelske oversættelse,” erkender De la Torre.

Málagas muligheder

Málagas 25 muséer tilbyder mange og meget varierende udstillinger. Her er borgmesteren til indvielse af en udstilling af græsk keramik i Museo Arqueológico Nacional. Udstillingen varer til den 17. oktober.

Borgmesteren har grund til at være optimistisk. Málaga har de seneste årtier udviklet sig fra et være et sted, man helst ikke besøgte til – via førnævnte arbejde hjulpet på vej af højkonjunkturer – at blive en smuk, velholdt, interessant og ganske enkelt dejlig by.

”Málaga har antikke bygninger som det romerske teater, fæstningerne Alcazaba og Gibralfaro, der alle er unikke, samt den gamle bydel. Derudover har vi en lang række museer, heriblandt selvfølgelig Picasso-museerne,” siger han og understreger, at her er to museer dedikeret bysbarnet Pablo Ruíz Picasso, som jo er Museo Picasso de Málaga, der er integreret i et palads fra det 16. århundrede kaldet Palacio Buenavista, samt museet Casa Natal de Picasso, der, som navnet afslører, er indrettet i hans fødehjem på Plaza de la Merced.

Ellers er byen spækket med 25 museer, hvoraf De la Torre også fremhæver CAC (Centro de Arte Contemporáneo de Málaga); den lagerhal-lignende bygning, som minder om noget fra New York. Derudover er der Art Natura i La Tabacalera, som er et eksempel på, hvordan man konverterer tidligere industribygninger til kulturelle højborge.

Borgmesteren og komiteen har ikke villet afsløre, hvilke projekter, man har tænkt sig at udføre for at sikre en udnævnelse. De offentliggøres først under præsentationen i september i Madrid.

”Jeg kan dog afsløre, at der indgår aktiviteter også i andre af provinsens byer, heriblandt Marbella, Antequera og Ronda. Derudover er det ingen hemmelighed, at vi arbejder på flere interessante tiltag, som vil blive gennemført, uanset om vi bliver valgt til Kulturhovedstad eller ikke. Det drejer sig om museet Thyssen-Bornemisza, som skal stå klart i begyndelsen af næste år. Det bliver det første Thyssen-museum udenfor Madrid. Jeg er også meget begejstret for det nye auditorium, som bliver færdigt i 2012.”

Han mener også, at de mange kulturelle og intellektuelle aktiviteter er vigtige. ”Kulturelt tænker jeg blandt andet på Málagas filmfestival, der efterhånden er én af Spaniens vigtigste festivaler. Intellektuelt tænker jeg på Club Málaga Valley e-27, der er en tænketank, som arbejder på at gøre Málaga til Europas ”Silicon Valley”, og El Ser Creativo, hvor nogle af verdens mest intelligente mennesker samles den 21. – 23. oktober i Palacio de Ferias y Congresos.”

Biografen Albeñiz ved foden af  Alcazaba, renoveret og genindviet i forbindelse med filmfestivalen Festival de Málaga de cine Español 2010.

Den nye havnefront lader vente på sig
Byfornyelse er evigt pågående i provinshovedstaden, og selvom man de senere år er kommet rigtigt langt, lader visse områder en del tilbage at ønske. Et af disse er havneområdet. Mens havnene i mange andre byer, heriblandt konkurrerende kandidaturbyer som Palma og San Sebastián, er åbne og attraktive områder, er havnen i Málaga ucharmerende og lukket af med både mur og gitter.

Et nyt projekt med indkøbs- og kulturcenter på hjørnet af mole et og to, hvilket vil sige midt i centrum, skulle være åbnet sidste år, men på grund af uoverensstemmelser mellem kommune samt Junta de Andalucía og bygherren, som vil tillade et gigantisk supermarked midt på havneområdet, er arbejdet allerede over et år forsinket.

Dertil kommer, at borgmesteren med støtte fra sit parti insisterer på, at havnefronten bliver åben ud mod bykernen. Også på dette område er borgmesteren optimistisk, uden dog at ville komme ind på, hvordan de implicerede parter skal opnå enighed.
”Problemet bliver løst,” insisterer han.

De la Torre flankeret af medlemmer af komiteen, da man officielt ansøgte om kandidaturen

Penge og prestige
På trods af den store satsning på kulturelle attraktioner lider byen, ligesom resten af provinsen, igen under for stor arbejdsløshed, der truer med at sparke bunden ud af foretagendet, og sende det tilbage et par årtier.

Mange faktorer kan forhindre det. At blive udvalgt til Europæisk Kulturhovedstad anno 2016 er én af dem.

Fra 2011 til 2017 investeres der i alt omkring 70 millioner euro i endnu unavngivne projekter. 25-30 procent af dette beløb kommer fra private og selskaber. Hvilke disse er, kan De la Torre ikke fortælle, kun at bidragene er fradragsberettigede.

Málaga havde længe før den officrielle ansøgning blev indleveret, givet udtryk for kandidaturet til 2016. Her ved Picasso-museet i Palacio Buenavista

Ud fra ligninger, der inkluderer faktorer som regnskaber fra tidligere kulturhovedstæder, vil byen takket være de halvanden million udenlandske besøgende, som vil vælge at besøge Málaga i 2016, kunne regne med et afkast på 9,8 euro for hver euro, som investeres. De mange besøgende vil ifølge udregningerne betyde 11.500 flere arbejdspladser.

Det kunne lyde som om, der kun er fordele ved hele øvelsen.

”Nej da, vi skal jo først investere 70 millioner euro, og det er da en satsning. Men det vil altid kunne betale sig for Málaga at være på forkant kulturmæssigt. Det har vi været i mange år, med stor succes,” siger borgmesteren, som mener, det ikke kun drejer sig om, hvorvidt satsningen giver pote ved kasse 1 eller ikke. De mange nye tiltag giver byen prestige og der er også den menneskelige faktor, altså at de mange aktiviteter kommer byens indbyggere til gode,” siger den 67-årige borgmester, der som malagueño selv holder af steder som Gibralfaro og den botaniske have La Concepción.

Kreative malagueños tæller med

Kvaliteteten på byens aktiviteter samt indbyggernes engeagement tæller også med. Her underholdes på gaden med katedralen i baggrunden.

Det er dog ikke kun antallet af interessante bygninger og museer eller udstillinger og aktiviteter, der er afgørende for, hvilken by som løber med titlen for 2016.

Indbyggernes engagement spiller ligeledes en rolle, når EU-komiteen skal afgøre, hvilken by, der skal være Spaniens ”hovedstad” i 2016.

”Málagas indbyggere er meget kreative mennesker, de er kunstneriske og energiske, det skal de nok bevise,” siger De la Torre og går videre til at forklare, at udvælgelsen foregår i to omgange. En semifinale og en finale, om man vil.

”Semifinalen finder sted mellem den 28. og 30. september i Madrid. Her har vi 30 minutter til at præsentere vore ideer, mens komiteen derefter har 30 minutter til at stille spørgsmål. De 16 byer præsenteres i alfabetisk rækkefølge, men jeg ved endnu ikke præcist, hvornår det bliver vores tur. Vi har heller ikke fået at vide, hvor mange byer, der går videre til finalen,” siger han.

Finalen finder først sted i 2011, og derefter vil udtagelseskomiteen også aflægge de udvalgte byer et besøg for at se, hvordan arbejdet skrider frem og hvor meget indbyggerne involverer sig.

”Jeg vil gerne opfordre alle til allerede nu at støtte Málaga i dette projekt. Vinder vi, vil det kommer os alle til gode,” slutter Francisco de la Torre.
Hans opfordring gives hermed videre.

For at give udtryk for sin støtte kan man deltage i underskriftindsamlingen på www.malaga2016.es. Klik på logoet Málaga 2016.


De spanske kandidater til 2016
Alcalá de Henares
Burgos
Cáceres
Córdoba
Cuenca
Málaga
Murcia
Oviedo
Palma de Mallorca (og de Baleariske Øer)
Pamplona
San Sebastián
Las Palmas
Segovia
Tarragona
Zaragoza

 


Tidligere Kulturhovedstæder
1985: Athen
1986: Firenze
1988: Amsterdam
1988: Vestberlin
1989: Paris
1990: Glasgow
1991: Dublin
1992: Madrid
1993: Antwerpen
1994: Lissabon
1995: Luxembourg
1996: København
1997: Thessaloniki
1998: Stockholm
1999: Weimar
2000: Avignon, Bergen, Bologna, Bruxelles, Helsingfors, Krakow, Prag, Reykjavik, Santiago de Compostela
2001: Rotterdam, Porto
2002: Brügge, Salamanca
2003: Graz
2004: Genoa, Lille
2005: Cork
2006: Patras
2007: Luxembourg, Sibiu
2008: Liverpool, Stavanger
2009: Linz, Vilnius
Kulturbyer 2010:
Essen, Pécs, Istanbul

 


Kommende Kulturlande
2011: Finland, Estland
2012: Portugal, Slovenien
2013: Frankrig, Slovakiet
2014: Sverige, Letland
2015: Belgien, Tjekkiet
2016: Spanien, Polen
2017: Danmark, Cypern

 


Læs mere om
• Málagas kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad
www. /www.malaga2016.es
(huske at ”skrive under”)
• Málaga som Europas Silicon Valley
www.malagavalley.com
• Hvad Málaga tilbyder nye firmaer
www.openforbusiness.malaga.eu
El Ser Creativo
www.elsercreativo.com

Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.