Lokalpolitik: Debatterne tilspidses før valget den 22. maj

Den 22. maj skal det afgøres, hvem som de næste fire år skal bestyre kommunerne. Men hvilket parti tjener bedst ens interesser?

For at komme nærmere et svar har vi bedt Javier García León, generalsekretær for PSOE i Fuengirola, medlem af byrådet og ansvarlig for udlændingespørgsmål for partiet i Andalusien, samt Ángel Nozal, PP’s spidskandidat i Mijas, om at besvare en række spørgsmål.

Bør nogle af landets mange kommuner lægges sammen?
Spaniens administration er sat sammen af 8.115 kommuner, 50 provinser og 17 regioner. For at spare på de mange administrative udgifter, har man i andre lande lagt nogle af kommunerne sammen, som det selvfølgelig er sket i Danmark, men også i Grækenland, hvor man på denne måde har reduceret antallet af kommuner med 679.
Det synes umiddelbart som en både rimelig og nem måde at spare på. Et eksempel, som har været nævnt i flere debatter, er Mijas og Fuengirola, der tidligere var én samlet kommune, og som alligevel også i dag driver flere offentlige ydelser sammen.
Det ville måske være urimeligt at forvente, at lokale politiske kandidater skulle stemme for fjernelse af de arbejdspladser, de håber at vinde, men vi har alligevel bedt dem om et svar.

Ángel Nozal:
Kommunen er den administration, som er tættest på indbyggerne og den mest nødvendige. Da demokratiet blev indført, skabtes de autonome regioner, i teorien for at bringe forvaltningen tættere på befolkningen. I praksis har man dog skabt 17 organismer mere, og indbyggernes velfærd er ikke blevet bedre af den grund. Lige bortset fra dem, som arbejder i disse organismer.
Alt er bestemt ikke negativt, men der er 17 flere organisationer til at administrere, hvilket i stedet burde blive mere og mere enkelt, specielt med den nye teknologi som internettet. Vores holdning er klar: Spaniens produktivitet ikke kan bære denne dyre, administrative infrastruktur, og vi burde eliminere eller samle mange organismer.
Det drejer sig ikke om at eliminere kommuner, men samle kræfterne. For eksempel er det latterligt, at der er et selskab til at tage sig af indsamling af affald i Las Lagunas, og et andet i Fuengirola. Det samme er tilfældet med vandselskaberne. Det ville være logisk at glemme den trættende partipolitik og i stedet arbejde sammen og samle tjenesteydelserne ud fra økonomiske kriterier.
Fuengirola blev en uafhængig kommune for mange år siden, og jeg ser ingen grund til at ændre på det. Omvendt er der mange grunde til at samarbejde på områder som hospital, togbane, politi og lignende.

Javier García León:
Jeg tror, der er mange andre måder, hvorpå man kan spare.
Fuengirolas kommune har uddelt 25.000 kalendere, hvor man ser 13 billeder af borgmester Esperanza Oña. Den har kostet 50.000 euro, penge som er kommet fra kommunekassen. Man har også uddelt 12.000 stråhatte med det spanske flag for at fejre foldboldlandsholdets sejr – fire måneder efter verdensmesterskabet.
Jeg ønsker ikke og vil aldrig tillade, at Fuengirola forsvinder!

Udveksling af tid (Banco de Tiempo)
Javier García León fortæller, at han er meget tilfreds med, at Fuengirolas byråd har besluttet at indføre et af PSOE’s initiativer i begyndelsen af det nye år. Det drejer sig om udveksling af tid, en Banco de Tiempo, der blev indført i 1980’erne i Italien, hvor det har stor succes.

Han forklarer videre:
Man bytter timer for timer. En person, som kan lave mad, kan udbyde sin tid til den, der har behov for at få maden lavet. Dermed opnår madlaveren en time eller flere, der kan bruges på en anden ydelse, som vedkommende måtte have behov for og som udbydes i ”banken”.
Ydelserne er meget forskellige og kan være at følge en ældre til lægen, foretage indkøb, reparere en skade i huset, undervise i sprog eller hjælpe med lektielæsning.
Målet er at styrke båndene mellem indbyggerne, stimulere opfyldelse af forpligtelser og solidaritet samt ligestilling mellem kvinder og mænd. At give folk mulighed for at lære hinanden at kende, samtidig som de nyder godt af hinandens tid. Det drejer sig ikke om at skabe et sort marked, men om at lade folk hjælpe hinanden.
Når man tilmelder sig, skal man bare oplyse, hvilke ydelser, man kan tilbyde og hvornår man står til rådighed.

Ángel Nozal:
Der eksisterer allerede en Banco de Tiempo i Mijas og i mange andre kommuner. Men det er jo som at vende tilbage til byttehandler.
Penge blev opfundet for at skabe lighed i ydelser og produkters værdier. Eftersom det i dag er så dyrt og svært at administrere en officiel økonomisk aktivitet, tyr man til udveksling af tid, der ikke er andet end endnu en lyssky økonomi, hvor man undgår at betale moms og skatter.
Et eksempel. Hvis jeg skriver en artikel til dette magasin og magasinets indehavere maler min dør, skal begge parter opgive indtægten for dette arbejde til skattemyndighederne og også betale IVA.
Udvekslingen af tid ville ikke være nødvendig, hvis vi alle havde arbejde og en fast indkomst.
Tænk på en rørlægger, som betaler alle sine skatter og afgifter. Og på en anden, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse, og som samtidig tilbyder sine ydelser i ”banken”, fordi han eller hun jo har tid. Det samme sker i andre faggrupper, og i alle tilfælde er de konkurrenter til dem, som betaler deres skatter.
Banco de Tiempo indføres i økonomier, som ikke fungerer. Og en økonomi, hvor 20 millioner mennesker arbejder, mens godt fire millioner eller 20 procent af arbejdsstyrken er uden arbejde, er ikke en velfungerende økonomi. Tidsbankerne er altså ikke nogen løsning. Det er det derimod at få alle integrerede i den regulerede økonomi, hvor vi alle betaler skat.