Wikileaks' spanske afsløringer

Da Wikileaks startede med offentliggørelsen af de hemmelige dokumenter, den største lækage i historien, var El País blandt den håndfuld af aviser, som havde adgang til og først rapporterede indholdet. Det var ikke uden grund. Udover at kunne kommunikere til hele den spansktalende verden, var lækagerne spækkede med spanskrelaterede emner.

De drejer sig blandt andet om spanske politikere og sågar kong Juan Carlos. Om hvordan amerikanske embedsfolk forsøgte at forhindre højesteretsdommer Baltasar Garzóns undersøgelser af forholdene i detentionslejren i Guantánamo. Om José María Aznars syn på den konservative spidskandidat, Mariano Rajoy. Og om hvordan amerikanerne forsøgte at forhindre spansk samhandel med Iran og Cuba, at dække over drabet af den spanske kameramand i Irak og konsekvenserne af atombomben i Palomares.

Tillad os en hurtig genopfriskning af hændelsesforløbet
En amerikansk soldat skulle have downloaded dokumenter med hemmeligstemplede meddelelser sendt fra amerikanske ambassadører og andre diplomater til det amerikanske udenrigsministerium og den øvrige regering i Washington.
Allerede i maj 2010 havde den 22-årige mand sendt informationen til Wikileaks og dets australske grundlægger, den selvudnævnte informationsfrihedsaktivist Julian Assange. Da de amerikanske myndigheder kort efter anholdt soldaten, hvilket de kunne, fordi han havde pralet til en kammerat, der til gengæld sladrede om ham, var det selvfølgelig for sent.
Omkring 400.000 meddelelser om krigen i Irak, fredsmissionen i Afghanistan og et væld af andre seriøse, diplomatiske og udenrigspolitiske sager, samt kaskader af sladder og personlige meninger var lækket, og heraf handler cirka 3.620 om Spanien.
Medarbejdere på Wikileaks gennemgik de følgende måneder samtlige meddelelser, verificerede gyldighed og kilder. Derefter, velvidende at organisationens hjemmeside ville blive boykottet, lækkede de indholdet til El País samt The Guardian, The New York Times, Der Spiegel og Le Monde. Avisernes medarbejdere undersøgte også indholdet og sorterede desuden de dokumenter fra, som man mente kunne skade enkeltpersoner, ligesom de oversatte dokumenterne fra kodede, indforståede udtryk til almindeligt sprog, før vi alle den 28. november begyndte at få kendskab til indholdet.

Fra Madrid til Washington
Den øvrige spanske presse var hurtig til at offentliggøre indholdet og belyse de ofte pinlige meddelelser omkring forholdet mellem USA og dets spanske allierede.
Fra 2004, til lækagerne i 2010 begyndte at flyde, havde USA tre forskellige ambassadører her i landet: George L. Argyros, Eduardo Aguirre og Alan D. Solomont (nuværende). Alle har sendt, hvad man åbenbart i diplomatiske kredse stadig kalder telegrammer, til regeringen i Washington.
Der er tydelige tegn på gnidninger mellem den amerikanske regering og dette lands aktuelle regering omkring blandt andet Spaniens tilbagetrækning fra Irak, dets forhold til Cuba og Venezuela samt forbindelse til lande, der menes at støtte terrorisme. Meddelelserne afslører også, hvordan de amerikanske diplomater har forsøgt at påvirke ikke kun spansk udenrigspolitik, hvilket vel var at forvente, men også privatejede selskabers forretningsgang og sågar forhindre en spansk domstols undersøgelse af forholdene i Guantánamo-lejren i Cuba.

Baltasar Garzón – skræmmer
Den førnævnte sag drejer sig naturligvis om forhenværende, allestedsnærværende, nu eksilerede, højesteretsdommer Baltasar Garzón, der ville undersøge, hvorvidt internationale love blev overholdt i Guantánamo. Med til denne bid af historien hører, at han også har lagt sag an mod fire af de indsatte, hvorefter spanske politifolk blev sendt til Cuba for at forhøre fangerne, hvilket har irriteret amerikanerne.
I slutningen af 2004 gav den amerikanske administration dog dommeren informationer, som ledte til anholdelse af otte formodede islamiske terrorister, som havde planer om et terrorangreb på højesteretsbygningen i Madrid. Sagerne er endnu ikke afsluttet.
Domstolen undersøger desuden transporter af formodede Al Qaeda-medlemmer til og fra lejren. Nogle af flyvningerne formodes at være mellemlandet i Spanien.
Meddelelser fra Eduardo Aguirre afslører, at han forsøgte at påvirke højesterets undersøgelser. Han mødtes med Baltasar Garzón, som han kalder berømt (specielt efter han i 1998 udstedte ordre om anholdelse af Augusto Pinochet) og kontroversiel. Andre omtalte dommere nægter også at have ladet sig påvirke af amerikaneren, som derudover skulle have forsøgt at gøre sin indflydelse gældende ved at lægge pres på den spanske regering.
Akterne omhandler også fanger, som er løsladte – blandt andet til Spanien, hvor tre er ankommet, to mere forventes – selvom de ifølge efterretninger stadig skulle udgøre en fare, hvilket er en bombe under Barack Obama, som har sagt, at han vil lukke lejren i Cuba.
Selvom amerikanernes interesser i flere tilfælde har været og er de samme som Garzóns, mindskedes mulighederne for et samarbejde, da dommeren foreslog, at den forhenværende amerikanske præsident George W. Bush sammen med tidligere statsminister José María Aznar skal retsforfølges for at have beordret invasionen af Irak.

José Luis Zapatero – romantisk venstreorienteret
Spaniens nuværende statsminister, José Luis Zapatero, omtales som romantisk venstreorienteret, ude af trit og med mistet fodfæste hvad økonomien angår, selvom han skulle være medvidende om, at "hver eneste mistet arbejdsplads er et søm i hans kiste". Og han kaldes "anti-amerikansk".
PSOE og José Luis Zapateros valgsejr i 2004 tilskrives den uheldige måde, hvorpå den tidligere konservative regering handlede umiddelbart efter togbombningerne i Madrid, få dage før valget. PP beskyldte ETA for bombningerne, mens det jo senere skulle vise sig, at de ansvarlige var muslimske terrorister.
Spaniens rolle i invasionen af Irak, et færdigspillet kort efter Zapatero fik magten, indgår også, og her beskrives, som ventet, amerikanernes frustration over Spaniens tilbagetrækning. Så meget at George W. Bush ikke tog telefonen, da Zapatero senere ringede for at lykønske ham med genvalget.
Derfor, beskrives det, var det selvfølgelig gode nyheder for regeringslederen, da Obama vandt præsidentvalget, men den nuværende præsidents respekt for den spanske statsminister er åbenbart ikke meget større end hans forgængers, hvis ellers hans udsendtes meninger kan bruges som termometer.
Det hjalp ikke, da Spanien i 2009 meddelte, at man også ville trække sine tropper hjem fra Kosovo. Zapatero mødtes efter offentliggørelsen af denne beslutning med USA´s vicepræsident Joseph Biden, som skulle have udtrykt skuffelse over beslutningen, og over at USA ikke var blevet informeret på forhånd. Den spanske statsminister skulle have forklaret, at han ikke kan have tropper i et område, som siden konfliktens start havde erklæret uafhængighed, som blev godkendt af en lang række lande, bortset fra blandt andet og naturligvis Spanien. Biden godtog forklaringen, men insisterede på, at Spanien burde have kommunikeret med USA, før en beslutning blev offentliggjort.

José María Aznar – selvproklameret frelser?
Ambassadør Aguirre mødtes flere gange med tidligere statsminister, konservative José María Aznar. I 2007 skulle denne have sagt, at "Spanien er i hænderne på en meget dårlig regering". Også at hvis Spanien fik mere seriøse problemer, og den nuværende leder af Partido Popular, Mariano Rajoy, ikke formåede at vinde kommende valg, kunne han, José María Aznar, "blive nødt til at vende tilbage til politik".
Aznar understregede senere, at han var i tvivl om, hvorvidt Rajoy formåede at løfte opgaven, og at partiet manglede en mere værdig arvtager. Samtidig beskrives Eperanza Aguirre (formand for Madrids lokalregering) som en hyper ambitiøs politiker, der ser sig selv som en fremtidig statsminister.
Talspersoner fra det ledende oppositionsparti har kaldt meddelelserne for sladder.

Private selskaber – ud af Iran
De amerikanske diplomater fortæller også, hvordan de har lagt pres på spanske selskabers handel med Iran, men selvom spørgsmålet om den gode moral i hvad som kan tolkes som en godkendelse af det iranske diktatur, skal de spanske firmaer have handlet ifølge internationale regler.
Det samme gælder forholdene til og samhandel med Cuba og flere latinamerikanske lande, hvor demokratiet og menneskerettighederne har trange kår.

Sager under tæppet
Sagen om José Couso, den spanske kameramand, der i 2003 blev dræbt, da amerikanske soldater skulle have åbnet ild mod det hotel i Bagdad, hvor spanieren boede, er også nævnt. Spanien ønsker at forhøre tre amerikanske soldater i sagen, som altså ligger kuldsejlet, fordi, menes det, amerikanske embedsfolk skulle have forsøgt at få højesteret til at skrinlægge sine undersøgelser. Siden lækagerne har Cousos familie anlagt sag mod flere embedsfolk.
Fejet godt under tæppet er også sandheden om det endelige opgør om følgerne af atombomben, som i 1966 faldt af et bombefly B52 over Palomares i Almería. USA lovede fra starten at rydde op efter sig, men har i stor grad ignoreret behovet for fjernelse af det radioaktive stof og strålingen, der er mere seriøs end antaget og som berører 50.000 m2. Så sent som i slutningen af 2009, med andre ord 43 år efter hændelsen, skulle daværende udenrigsminister Moratinos have påmindet Hillary Clinton om, at USA skal stå for en del af arbejdet. Hun skulle endnu ikke have reageret på henvendelsen.

Sandhedens konsekvenser
Som nævnt omhandler mange af dokumenterne krigen i Irak og missionen i Afghanistan, hvor, mener Julian Assange fra Wikileaks, der har ladet sig interviewe om dette spørgsmål, civile og soldater bliver dræbt i krige, vi aldrig kan vinde. Han mener, at offentliggørelse af meddelelserne kan bidrage til en hurtigere tilbagetrækning af tropper fra de to lande, og at offentlig adgang til ellers hemmeligstemplede dokumenter er med til at forhindre magtmisbrug, inklusive korruption.
I Spanien er lækagerne mange steder blevet beskrevet som værende uvigtige, da de ikke har fortalt noget, som alle ikke vidste i forvejen. Men det er ikke tilfældet i alle sager. Cubas regering har ligefrem klaget til El País over offentliggørelsen. I østaten havde man først fundet lækagerne underholdende, eftersom de var pinlige for USA’s regering, men efterhånden som Cubas rolle i Venezuela og andre latinamerikanske lande samt den cubanske økonomis aktuelle situation kom frem, fandt det cubanske regime situationen knapt så morsom.
USA’s ambassadører i Spanien har beklaget lækagerne og kaldt avisernes offentliggørelse uansvarlig, udenrigsminister Hillary Clinton har kaldt det et angreb på det internationale samfund, mens andre har kaldt det terrorisme. Virkeligheden overgår fiktionen, så måske er der sandhed i den florerende teori om, at CIA står bag lækagerne – muligvis i samarbejde med Mossad – da de på sigt vil tjene USA’s interesser. Selv Vladimir Putin, Ruslands genbrugte statsleder, har sagt, at han mener, at nogen bruger Wikileaks for at nå politiske mål.
Hvorvidt Wikileaks’ læk får reelle konsekvenser og påvirker historien, er – set i bakspejlets hjælpsomme reflekser – tvivlsomt. Om det vil påvirke den måde, hvorpå diplomatiske forhold og kommunikation fremover vil foregå, er endnu usikkert, da alverdens regeringer har forsøgt at holde deres intentioner hemmelige siden den dag, grækerne efterlod en kæmpe træhest fyldt med soldater ved porten til Troja. Sådan vil det nok altid være og bør nok også, med mindre vi kan tvinge diktaturer og terroristgrupper til at offentliggøre deres hemmeligheder.
Det er kun amerikanske statshemmeligheder, som er sluppet ud. Men, som Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, har udtalt, ville det sikkert blive mindst ligeså pinligt, skulle russiske hemmeligstemplede dokumenter se dagens lys. Nu vi er ved det, kunne det ligeledes være spændende at få adgang til hemmeligstemplede dokumenter i Spaniens og andre landes udenrigstjenester.
Indtil den dag kan vi også lade os adsprede af afslørede hemmeligheder om, at Libyens Gadaffi skulle holde sig fire blonde, ukrainske sygeplejersker, at de arabiske lande slet ikke er imponerede, men nervøse for Irans atomambitioner, at Tyrkiets regering er under pres fra mere verdsligt indstillede generaler, og at Kina ser velvilligt på et genforenet Korea.
Også at de amerikanske diplomater anser, at Spanien stadig er et mål for Al Qaedas jihad, at den nuværende regering bag scenen skulle have talt med Marokko om, hvordan man bedst og fredeligt kunne give Vestsahara autonomi, men under Marokko, hvilket modsiger den officielle holdning, og at kong Juan Carlos kunne blive en fantastisk allieret, var det ikke lige for den hage, at han tænker for meget på Spaniens bedste.

Kilder: El País, Time Magazine, RTVE