Danske kvinder i Spanien anno 2012 - del 1

– et billede på den tid vi lever i set igennem feminine briller. I serien møder vi små og store damer i alderen syv til 82 år.

Cecilia Norrbom, syv år, skoleelev på The Art Christian School

Det er ikke mange, der kan prale af, at kunne tale flydende dansk, engelsk og spansk, men det kan Cecilia. Hun har netop fået karakteren ”god” i engelsk og så fandt jeg ud af, at hun er en glimrende bordfodboldspiller, eftersom hun er den eneste, der har formået at slå redaktionens ukronede bordfodboldkonge.

Hvordan har du det lige nu?
Jeg har det godt. Jeg glæder mig til at skulle starte på The Art Christian School. Før gik jeg på British College.

Hvad er det bedste ved din alder?
Det er, at det stadig er sjovt at lege. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Jeg elsker at lege med mit dukkehus. Der kan jeg skabe lige det, jeg har lyst til.

Hvad er det værste ved at være syv år?
Der er ikke rigtigt noget, der er værst. Men jeg glæder mig til at blive ældre, for så bliver jeg forhåbentlig også lidt højere. Jeg synes, min mor har en rigtig fed stil, så jeg glæder mig til at kunne gå i sådan noget tøj, som hun gør.

Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet?
Godt. Jeg er rigtig godt tilfreds. Det ville også være lidt trist, hvis en pige på min alder ikke var tilfreds med sit udseende og havde lyst til at ændre alverdens ting. Det skal nok komme, når man bliver ældre.

Savner du nogensinde Danmark?
Jeg har aldrig boet der, men jeg savner Danmark hver dag. Især mit sommerhus og min mormor. Men om jeg har lyst til at flytte dertil, det ved jeg ikke. Jeg har det jo også rigtig godt her. Der er både gode og dårlige ting ved at være i begge lande.

Hvor meget fylder skolen i dit liv?
Jeg vil sige, at den tager en del tid. Jeg møder kl. 9 og har fri kl. 16. Og derefter er der i hvert fald en times lektier. Det er næsten ligesom at have et fuldtidsarbejde. Men der skal stadig findes tid til venner, det er rimelig vigtigt for mig. Vi leger tit ræs i græsset med nogle af min fars tennisbolde. Det er ikke altid lige populært hos ham og min mor – især hvis nogle af boldene bliver væk og hvis knæene på bukserne bliver lidt grønne. Men min far har lært mig, at hvis man skal vinde, så kan man ikke helt undgå grønne knæ.

Hvad synes du om drenge?
Det kommer sandelig an på, hvem det er! Men de fleste er altså rimelig irriterende.

Hvad håber du på at opnå i livet?
Jeg er lidt en fars pige, så jeg håber på at finde en mand, der er ligesom min far. Og så vil jeg rigtig gerne have min egen juvelerbutik, hvor jeg sælger mine egne smykkedesigns.

Hvad hader du mere end noget andet?
At slå mig – det gør jo ondt. Og hvis folk driller. Jeg synes det er unødvendigt, så jeg forstår dem ikke rigtigt.

Tænker du nogensinde på døden?
Ja. Døden er skræmmende at tænke på, og jeg er bange for, at jeg en dag bare falder om. Min farmor er død, og hende savner jeg rigtig meget, men hvis jeg bliver ked af det, så tænker jeg bare på, at hun har det godt oppe i himmelen, og en dag vil jeg komme op til hende.

Hvad skal du lave i morgen?
Jeg skal i sommerskole. Det er rigtig hyggeligt, og man får lov til at være kreativ. Jeg elsker at tegne. Jeg skulle tegne guld en dag. Det blev til en kæmpe kiste med smykker, så der er mange måder at løse opgaverne på. Det er også derfor, mit hadefag er matematik, for der er kun ét facit.

Blå bog:
Cecilia er født og opvokset i Spanien. Hun kom til verden den 4. november 2004. Hun går på The Art Christian School. Familien har fem medlemmer bestående af far Martin, mor Nanna, storebror Victor og hunden Anton.

Trine Klausen, 82 år, fuldtids livsnyder

Hun tror på, at man ikke skal slide på familieforhold. Hun taler mere med sine sønner, end hvis hun boede i Danmark og så tror hun fuldt og fast på, at hvis man vil flytte fra Danmark, så er det ikke noget, man spørger venner og familie om, det er bare noget man gør.

Hvordan har du det lige nu?
Jeg har det rigtig godt. Jeg har det lidt varmt, men ellers vil jeg sige, at jeg har det bedste af det bedste. Jeg har en bolig her i Mijas og en i centrum af København. Og så nyder jeg at være alene. Jeg har aldrig før i mit liv været alene.

Hvad er det bedste ved din alder lige nu?
Det kan jeg ikke sige, for det hele er faktisk bedst. Jeg ved godt, det kan lyde mærkeligt i andres ører, men det hele er fantastisk. Fordi jeg kan gøre det, jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg har noget at stå op til hver eneste dag.

Hvad er det værste ved din alder?
Det er nok, at jeg ved, at der snart kan komme noget skidt. Enten ulykker eller sygdom. Men jeg er så heldig, at være velsignet med et positivt sind, at jeg kun tænker på den gode dag, jeg har i dag, og ikke de ulykker, der måske kan komme i morgen.

Hvad mangler du at lære?
Det lyder som en kliché, men jeg prøver så vidt muligt, at lære noget nyt hver dag.

Hvad er det mest dominerende træk i din karakter?
Jeg er perfektionist til fingerspidserne. Jeg har altid set det som en form for dovenskab, for det er jo lettere at sætte tingene på plads, lige efter man har brugt dem.

Din største fejl? – enten begået eller i din personlighed.
Folk vil mene, at jeg er en anelse naiv. For mig er det ikke en fejl at tro på det bedste i mennesker, og jeg tror på, at man skal danne sit eget indtryk af mennesker, og ikke bedømme dem ud fra, hvad andre mener om dem. Og ellers er jeg måske lidt for kræsen… Jeg ved ikke, om det er en fejl?

Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet?
Det er der altså ikke noget at gøre ved. Rynkerne er kommet for at blive. Jeg er forfængelig, men jeg sætter mig ikke over i et hjørne og græder, fordi jeg har fundet endnu et gråt hår eller en lille rynke omkring munden. Jeg pifter det op med tøj, ha-ha! Og en enkelt hårfarvning eller to.

Synes du, at din indre og ydre alder passer sammen?
Alle siger jo det samme: ”Jeg føler mig ung indvendig”. Men egentlig føler jeg mig allermest ung, når jeg hører musik. Det er tit knyttet sammen med gode minder fra min ungdom. Jeg tror ikke, at man kan blive gammel indvendig. Jeg har jo mine børnebørn, så jeg synes det er vigtigt, at man følger med. Så derfor kan jeg både maile, skype og sende sms’er. Og jeg har lært at sige: ”Hva’ så?” i stedet for ”Hvordan går det?”.

Hvordan oplever du yngre generationer?
De er fantastiske! De har lært at vise følelser – modsat min generation. De siger tingene, som de er. Mit barnebarn plejer altid at afslutte en telefonsamtale af med: ”Husk farmor, jeg elsker dig!” De ved, hvad de vil med deres liv i en tidlig alder, de er modne, og de kan diskutere politik, miljø osv. Det kunne jeg ikke, da jeg var ung. Det er yderst beundringsværdigt. Men de skal passe på, at de ikke drikker alle deres hjerneceller væk. Og det er ikke for at komme med en løftet pegefinger.

Hvad tænker du, når du ser en kvinde, der er halvt så gammel, som dig?
Jeg er overhovedet ikke misundelig! Hun bliver jo også 80 en dag. Men jeg nyder at se på en kvinde i 40’erne, der klæder sig pænt. Det er jo det samme, som at se på en flot mand.

Hvad tænker du om lykke?
Man kan ikke være lykkelig hele tiden. Lykke er noget, man har i øjeblikke. Du kan jo ikke gå rundt og lalle hele tiden. Lykke er ikke penge – dem der ikke har dem, tror at de er lykke. Men lykke er en god familie og et godt helbred. Jeg havde en veninde, der engang sagde, at man var mere lykkelig i en minkkåbe end i en regnfrakke – det tror jeg altså ikke på. Og så gør penge, folk mistænksomme.

Hvilket talent vil du gerne have?
Jeg ville ønske, jeg var mere afslappet blandt mennesker, jeg ikke kender. Det beundrer jeg de unge mennesker for. I kan træde ind i et rum fyldt af mennesker, I ikke kender, og alligevel kan I starte en samtale på nul komma fem.

Har du en helt/heltinde?
Nej, jeg læser ikke kærlighedsromaner. Livet kommer med sine op og nedture, sådan er det.

Hvad afskyr du mest af alt?
Egoisme! Og nærighed.

Tænker du nogensinde på at dø?
Nej, jeg har besluttet mig for ikke at tænke på det. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at dø, så der er ikke nogen grund til at tænke på det. Jeg har talt med mine børn om det, så de ved, hvordan jeg gerne vil herfra og jeg har taget mine forbehold.

Hvordan vil du helst dø?
Hurtigt. Det er hårdt for de efterladte, men det er rart for den, der skal herfra. Jeg ville hade at være afhængig af andre mennesker på grund af sygdom. Jeg har ikke noget imod at blive gammel, så længe jeg er rask.

Hvad skal du lave i morgen?
Der skal jeg have gæster. De kommer til en lille drink, og så skal vi ud at spise. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Blå bog:
Karen Kathrine Klausen er født og opvokset i København, men har siden haft bopæl i London, på Mallorca og nu Mijas Pueblo. For tre år siden blev hun enke, men nyder nu tilværelsen alene. Hun er uddannet på husholdningsskolen og har en højere handelseksamen, som førte til en lang karriere på et advokatkontor. Tilknytningen til Spanien igennem mange år blev til en permanent bopæl. Og mens hendes tre sønner og syv børnebørn stadig bor i Danmark, spiller hun bridge og nyder de lune aftner under den sydspanske himmel.