Bentkjær med ben i næsen og stadig blød om hjertet

Optikeren åbner denne gang ikke op for brillestel, nye mærker eller udsalgsvarer. La Danesa har fået en snak med Fuengirolas brillemand om det at være far, at føle sig dødelig og vigtigst af alt, hvad der betyder noget her i livet ud over brillerne.

Han kommer trampende i fløjlsbukser og laid back-stil sådan lidt
bohemeagtig. Hans adelsmærke. For så ved han måske, at han ikke er for fin
til at være mand blandt sine ansatte og håndværkere. Det er mit
udgangspunkt, når jeg skal fortælle jer om den mand, der sidder over for mig
i den polstrede, røde stol. Han er ikke så stor, han er nydelig at se på, og
så pudser han brillerne, mens han snakker. Han er koncentreret, for han
husker trods afbrydelser, hvortil i interviewet vi er nået. Han har et
charmerende smil og en nordsjællandsk dialekt, der holder mig fokuseret og
underholdt undervejs. Han er vant til at snakke og har noget kræmmer gemt i
sig. Han læner sig tilbage, smider armene om bag nakken og taler lige ud af
posen. De bramfrie udmeldinger skræmmer mig ikke. Eller gør de? Nej, vent.
Jeg kan faktisk meget godt lide den jargon. Det er betagende, for der skal
jo ikke gå hat og briller i den, når vi skal ind under huden på optikeren
Claus Bentkjær.    

Selvstændighed ikke altid lig medgørlighed
I 1996 startede Claus Bentkjær som optiker i Spanien. Eftersom han havde tag
på kunderne og var god til at lave briller, var det tid til at gå solo.
Unioptica blev til.

– Det var hårdt, men butikken var en succes fra start, så selvom der ikke
var tid til ferie de første tre år, så voksede butikken. Alt det, man havde
lagt sin flid i, voksede, og det gav mening med flere tilfredse kunder hver
dag.

Claus Bentkjær har både været avisbud og postmand og var hårdtarbejdende
allerede som syvårig, da han gik morgenruten og delte aviser ud. Han har
aldrig været pakket ind i vat og er på ingen måde bange for at arbejde. For
han har altid været vant til det.

I dag lever han sammen med sin danske kæreste Benedicte, og de har to små
piger, Sofia og Liva på tre og fem år. De kvinder, han har haft, har vidst,
at de var nummer to efter butikken.

– De tror, at de kan omvende mig. Det har Benedicte også prøvet og gør
stadigvæk. Man kan ikke undgå, at det giver problemer i ens bagland, når man
har travlt i butikken. Man kommer hurtigt til at være gift med to. Det er
ikke let, når der står en og trækker i én, og butikken samtidig kræver at
blive passet. Derfor er det så fint, at Benedicte nu også er en del af
Unioptica, fordi den er en vigtig del af mig.

Det er ikke let at være selvstændig, have en skøn kæreste og nogle dejlige
børn, når man for alt i verden også vil være sammen med dem. Nu har Claus og
Benedicte et fælles projekt, og det er en af fordelene ved, at
Benedicte også engagerer sig i Claus Bentkjærs forretning, for når man først
er hjemme bag de fire vægge, er dagen hurtigt suset forbi.

– Det kan være irriterende for ens partner. Når jeg har fri og kommer hjem
til min familie, er jeg ofte træt og trænger til at smide fødderne op og se
lidt fjernsyn. Det er svært at finde en god balance som selvstændig og
familiefar på samme tid, men jeg giver dem al min opmærksomhed, selvom
børnene også er trætte, når dagen er ved at være omme.
Claus Bentkjær er én af dem, der ikke kan indpasses i æsker og systemer. Han
har altid haft evnen til at kunne tale med alle, og det smitter af på
brillemanden, når han driver forretning. Udover at være fagmand, så er hans
trumfkort også, at han har en naturlig evne til at tale med alle slags
mennesker. Han kan både forklare sig og have en hyggelig samtale med
kunderne.

Arbejdet med børn er meningsfuldt, og det bærerlønnen i sig selv
Børnene fylder meget for 45-årige Bentkjær. Han troede, det at få børn gav
mening, da han første gang stod med en nyfødt baby i favnen, men det gjorde
det ikke. Det var først, da Liva blev lidt ældre, og begyndte at udvise
anerkendelse og ikke var ligeglad med, hvem der tog hende op. Det var dér
Claus Bentkjær for første gang forstod, hvordan det føles at være far.

– Det giver mening, når barnet er et års tid, og du begynder at få et
forhold til det, og du kan se, at det du gør, styrker det. Det er
fantastisk. Der er ingenting, der kan måle sig med barnet. Arbejdet med børn
er meningsfuldt og det bærer lønnen i sig selv. I det øjeblik du
reproducerer dig selv, går det op for dig.

De fire familiemedlemmer taler både dansk, spansk og engelsk. Børnene bliver
undervist på engelsk, men går i skole med spaniere. Benedictes mor er
amerikaner, så de er vant til at tale mange sprog. Med sit rolige sind
udviser Claus Bentkjær overfor sine piger en overskuelighed og tålmodighed,
som Benedicte sætter stor pris på.

– Han er så rolig og tålmodig. Jeg tror aldrig, vi har skændtes, fordi han
er på ingen måde temperamentsfuld.

Benedicte:
En sur, gammel mand
Det var et rent tilfælde og lidt morsomt på samme tid. Benedicte arbejdede
for Bestseller, og i anledning af julesalg stod hun på kirketorvet og
manglede en el-kogeplade til at varme gløgg på. Den kunne hun da lige låne
af Claus, der nok var den eneste på kysten, der lå inde med sådan en. Den
blev bare afleveret tilbage alt for sent, og det faldt ikke i god jord hos
optikeren.   

– Jeg kan huske, at der kom en og skulle låne den. Så går der fem år eller
mere, og jeg sidder og spiser en bøf med et par venner, og hun kommer forbi.
Hun kunne tilsyneladende ikke huske mig, for hun mindedes kun brillemanden
som en sur, gammel mand, fordi hun ikke afleverede el-kogepladen tilbage til
tiden, fordi jeg havde ladet skægget gro for at se ældre ud. Dengang var jeg
faktisk relativt ung. Jeg synes ikke, at hun var så morsom, nærmere lidt
irriterende på grund af det med kogepladen, griner han.

Et lille års tid efter mødte de hinanden igen til en danskerfest, hvor de
klingede meget godt. Claus Bentkjær fik fremskaffet den syv år yngre
Benedictes nummer, og så faldt den i hak, som han selv formulerer det.

Døden kommer tættere på
Kroppen har ikke svigtet, det er bare en fornemmelse mange mænd har, når de
runder de 40 år, og det er meget almindeligt. Claus Bentkjær er en af dem.
Som 40-årig begyndte han at føle sig dødelig.

– De første tredive år kan du klatre op i det højeste træ uden at tænke på
at falde ned. Nu er der ikke længere den samme kraft. Det er meget
ubehageligt, at man mister troen på, at man ikke bare kan byde sin krop hvad
som helst.
Pludselig ligger der en 42-årig i grøftekanten, som fik et hjerteanfald
under et maraton, fordi han ikke havde trænet op til det. Med det mener
Bentkjær, at tanken stille kommer snigende, selvom det føles mærkeligt.

– Hvis jeg gik hen og døde, ville jeg ærgre mig over at blive snydt for
resten, men nu handler det ikke så meget om mig. Mere om mine børn. Deres
liv ville blive anderledes uden en far. Det er et tungt ansvar at slæbe
rundt på, når man begynder at føle sig dødelig.

I dag spiller han tennis tre gange om ugen, selvom han i ti år har undgået
sved på panden og grus under sålerne.

– Jeg har spillet meget badminton og forstår ikke, hvorfor jeg ikke er
kommet i gang med at spille tennis noget før. I det her klima ligger det
lige for, at man bare går i gang. Så det gjorde jeg for en tre år siden.

Claus og Liva skal også begynde at spille tennis sammen, så hun også kan
lære at spille tennis, men også for at have en hobby sammen.

80% er kosten og resten motion
La Danesa har spurgt optikeren, om der er færdigretter eller økologiske
fødevarer hjemme hos dem. Der er ikke tale om et fransk køkken, hvor børnene
skal spise det samme som de voksne, tværtimod. Der er masser med pasta og
kødsovs. Benedicte kokkererer, og de hygger sig sammen under aftensmaden,
som stort set altid er lavet i familiens eget køkken.

– Vi spiser sådan et traditionelt dansk, moderne køkken inspireret af det
spanske. Vi spiser også lentejas cocidas, men økologi går vi ikke så meget
op i, selvom vi burde. I vores hus skal der være plads til pasta og kødsovs.
Vi spiser selvfølgelig varieret med masser af rugbrød og friske grøntsager,
men det er vigtigt, at det også er sjovt, så børnene ved da godt, hvad slik
er.