På banen er de seje som harpiks og blandt pressens mange afskygninger ligeså medgørlige som en pose ærter. Jo længere de har stået i pressezonen, også kaldt mixed zone, desto mere tør de op. Nogen mere end andre selvfølgelig. Mikkel Hansen kommer med den vanlige udtalelse: ”Det er fint,” og hvis man er heldig, får man et skævt piratgrin. Dét er et hæderligt Hansen-grin, som kun Politikens Rasmus Bech kan fremkalde.
Danskerne sidder tilbagelænet hjemme i stuerne, sultne og grådige efter et par kommentarer fra spillerne. Men hvad er det egentlig for et pressecirkus, DR og TV2 ruller ud under sådan en slutrunde? Som journalist efterspørger du en respekt hos spillerne, når de som professionelle håndboldsspillere skal udtrykke passion, begejstring, glæde eller skuffelse og indlevelse til det store, store publikum, som gemmer sig på den anden side. Jeg har efterhånden stået i mixed zone et par gange, når Málaga CF har spillet La Liga-kampe. Jeg har stået over for verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, og charmøren Cristiano Ronaldo. End ikke fodboldspillere kan prale af den pressehåndtering, som de danske håndbolddrenge leverer under en slutrunde. Under VM oplevede jeg det for første gang. Spillerne hænger som tapetklister op af de mange, sultne journalister uden at have været under bruseren én eneste gang. Vi får dem rå, flamberede og brandvarme. Når de tårnhøje spillere skal snakke med os journalister, står de i en spagatlignende stilling for at komme ned i øjenhøjde med de mange kameraer, diktafoner eller blokke, der alle kæmper om at få den gode kommentar.
Jeg mødte dem i Sevilla, Zaragoza og Barcelona under VM. Den store hal fra OL i 1992, Palau Sant Jordi i Barcelona, var fyldt op med 16.000 tilskuere, da Spanien mødte Danmark i VM-finalen i herrehåndbold 2013. Ja, bare ordet ’VM-finale’ mindes med afsky efter den forfærdelige aften i Barcelona. Man får straks associationer til en ømtålelig aften og nok den mest pinlige i dansk håndboldhistorie. Danmark tabte med 16 mål. Så stort et nederlag er en VM-sølvvinder aldrig stødt ind i tidligere.
Jeg var der. Lige dér midt i postyret af spanske pulsslag, hvor danske tilskuere krøb ned under klapsædet i ren forargelse. Jeg holdt fanen højt til anden halvleg, indtil jeg i min rød- og hvidstribede kjole måtte sande, at spanierne mildt sagt havde løbet os over som en anden Usain Bolt. Den ene danske spiller var mere håbløs end den anden. Spaniens ‘vitorear’ var det eneste, der rungede mere end de opgivende suk hos danskerne.
Der var ingen stemning på pressepladserne hos danskerne. Journalisterne sad målløse med deres bærbare, og nogle af dem berettede hjem om denne slagtning, der var tæt på at overgå Slaget ved Dybbøl Mølle i 1864, da håndbolddrengene nærmest hejste det hvide flag på banen. Alt imens spanierne sang: ”Olé, olé, olé og viva España,” iagttog jeg Kurt Thybo og hans velkendte hestehale, der fangede min opmærksomhed i TV2s studie. Jeg kunne bare ikke slukke for tv’et, som I kunne hjemme i stuerne.
Luften gik af ballonen, slatne danske flag hang rundt omkring i den enorme og rumskibslignende arena. Det blev til sølv. To sølvmedaljer ved en VM-slutrunde to gange i træk. Ifølge pressen og de sociale medier skuffede de danske håndbolddrenge Danmark. Jeg stod som journalist i mixed zone med sytten fornedrede mænd, der allerhelst ville gemme sig i en pose dybfrosne ærter. Men de blev stående hos journalisterne, der ville have rå citater og helst de allermest kødfulde. Det er professionalisme, når det er bedst, og sådan skal det være. Havde det ikke været for dem, de grådige tabloidjournalister, ville Danmarks befolkning stadig være sultne, og de mange overskrifter ville have været tomme typografier, der manglede blæk og kødfars. Men de forblev ikke tomme, for efter spillerne havde kæmpet på banen, kæmpede journalisterne i mixed zone for at få de danske spillere til at komme med nogle forsideegnede citater.
Og dem fik de. Forsidehistorierne. Mikkel Hansen, en verdensklassespiller, der desværre ikke kunne holde torvet alene, trådte med en vis indelukkethed og tydelig ugidelighed alligevel i offentlighedens gab af hungrende journalister. Den etablerede sportsstjerne kunne ikke gemme sig bag generthed, arrogance eller andre mediers fordømmelser. Skuffelsen og irritationen var malet i hans ansigt, også selvom han ikke ønskede det. Det gik ud over den garvede Ekstra Blads journalist Jan Kjeldtoft. Han måtte stå model til Hansen-hasard efter at have spurgt, hvad han havde allermest lyst til efter sådan et nederlag. ”Jeg gider ikke alle de der historier, som du prøver at lave hver evig eneste gang. Stil nogle relevante spørgsmål, for ellers er det sgu for åndssvagt, altså.” Og her, lige her, fodrede Mikkel Hansen tabloidaviserne, så de blev overmætte og ikke ønskede dessert.
Hvad ønsker vi os? En guldmedalje? Det kan vi få, når kalenderen viser januar igen, og der spilles EM i herrehåndbold i Danmark.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001