’Qatarisering’ af Europa under dække af boldspil?

Mikrostat med megaøkonomi invaderer Europa

Qatar er verdens rigeste land målt pr. indbygger på grund af landets olie- og gasreserver. De tjener milliarder på disse råstoffer, og de penge investeres i Vesten, for at det på sigt kan give afkast og give landet indtægter, når oliereserverne slipper op. En del af investeringerne går på at brande landet. Det gør man bl.a. ved at sponsorere og købe europæiske fodboldklubber. Men når pengestrømmen fra Qatar hører op, får det konsekvenser. Ikke for qatarerne selv, men for de lande, de investerer i. Her er Málaga CF et af de stærkeste eksempler på det scenarie.

Men er der i virkeligheden tale om en ’qatarisering’ af Europa og mere lokalt på Costa del Sol: Om en generobring af vores solbeskinnede paradis, Al-Andalus, der jo var under arabisk herredømme fra år 711 til 1492?

Vi har ladet fodboldspillere, meningsdannere og vismænd på området komme til orde for at komme tættere på qatarernes bevæggrunde for at investere på det europæiske kontinent.

Qatar er et lille land med en gigantisk økonomi. En økonomi, der er baseret på indtægterne fra den olie, landet pumper op. Men der bliver ikke ved med at være olie i undergrunden, og landets driftige forretningsfolk har ikke været sene til at se ideen i at investere deres enorme olieindtægter i stabile virksomheder og selskaber i udlandet. For eksempel ejer Qatar 17 procent af Volkswagen, 10 procent af Porsche og 20 procent af Londons børs. Det er investeringer, der skal sikre landets indtægter i fremtiden, når olien og gasserne er sluppet op. Mange af disse investeringer er for den gængse borger usynlige, men der hvor vi lægger mærke til dem, er i de store fodboldklubber, hvor de arabiske oliesheiker har gjort deres indtog.

Det lille land med de store indtægter
Omfanget af nybyggeri i Qatar og den hastighed, der bliver bygget i, symboliserer, at Qatar vil opføre en global profil, der vil nå helt op til skyerne.

Efter finanskrisen er Europa i højere grad en bane, man spiller på. EU-landene står samlet set for verdens største økonomi, men der er åbnet op for udefrakommende økonomier på det europæiske marked i et omfang, der ikke er set hidtil. Det er her, de arabiske oliemilliarder kommer i spil.

”I stedet for at investere i deres egen industri, investerer de i virksomheder i Europa og andre steder, som giver det afkast, de skal leve af, når deres olie slipper op. De er ved at gøre sig uafhængige, og det er dét, der er det økonomiske rationale bag det her. Der er ingen grund til at dyrke tomater i Qatar. Der er varmt, og jorden er tør, derfor gør man noget helt andet,” siger professor ved Institut for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet, Jørgen Bæk Simonsen.

Der sidder topprofessionelle folk og styrer de statslige investeringsfonde. De bruger det enorme overskud til at lave enorme investeringer. På den måde håndterer de pengene, så de kan bruges om 50 år.
Ifølge lektor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Martin Hvidt, investerer Qatar på nogle områder for at få synlighed og på andre områder for at profitere.

”Når vi ser, at oliestaterne i Mellemøsten investerer i stadions i deres egne lande, er det ikke for, at deres egne befolkninger skal have det bedre, men for at sende et signal til den vestlige verden om, at de er en del af den internationale globalisering. Jeg ved ikke, hvad deres ultimative mål er. Lige nu arbejder de på at lave VM i fodbold i 2022. De har lagt 70 milliarder dollars på bordet til det. Det er de kortsigtede mål, en måde hvorpå de kan vise verden, hvor gode de er. Det er virkelig der, der sker noget rent byggemæssigt. Så de bruger det som en løftekran til at få opbygget deres eget samfund,” siger Martin Hvidt.

Qatar er årligt arrangør af en stor, international golfturnering, WTA-turnering i tennis og et Diamond League-stævne i atletik, ligesom de i 2022 skal afholde VM i fodbold og netop har budt på at blive OL-vært i 2020. Det er sportsbegivenheder, der skal være med til ikke bare at give Qatar en synlighed som global spiller, men det er også en måde at få investeret det enorme økonomiske overskud.

”Qatarerne vil bruge nogle af deres penge på sport, fordi de gerne vil profilere sig som en sportsnation og blive det sted, hvor man afholder de store events i regionen. Det er effektiv branding,” siger Martin Hvidt og fortsætter: ”Det er lande med ekstreme pengemidler (oliestaterne i Den Arabiske Golf, red.), fordi vi betaler, hvad vi gør på tankstationerne. Nu bruger de pengene på at skabe ny produktion, finansielle services og business, og det er med et langsigtet perspektiv. Det er dét, det går ud på.”
På den nationale scene forsøger Qatar at slå sig op på at være førende inden for finkultur som kunst, arkitektur og uddannelse, og det vil de gerne brande sig på udadtil. Brande sig selv gør de tydeligst, når de investerer i fodboldklubber, som man har set flere gange de seneste år.

Verdenssporten som branding
En vigtig del af Qatars investeringsplaner er altså brandingen, og den får de bedst via verdens største og mest markante brandingfaktor: Fodbold.
Det har en symbolværdi at købe en vestlig fodboldklub. Fodbold og sport er en enorm stærk måde at brande sig selv på.

Blandt de mest markante investeringer i europæisk fodbold er købet af Paris Saint-Germain (PSG). På grund af oliemillionerne er den franske klub inden for kort tid rykket fra en turbulent tilværelse som midterhold i den franske liga til en plads i dette års kvartfinale i Champions League efter indkøb af stjerner som Zlatan Ibrahimovic og David Beckham. Ejeren af den franske klub, Qatar Investment Authority med Nasser Al-Khelaifi i spidsen, fik sin drøm opfyldt ved at se sit hold i kvartfinalen. Samme drøm gik i opfyldelse for sheik Abdullah Al-Thani, der ligeledes kom i kvartfinalen med den klub, han ejer, Málaga CF. De to er præsidenter i henholdsvis PSG og Málaga CF, og Abdullah Al-Thani er en del af Qatars Emir-familie, mens Nasser Al-Khelaifi er en nær ven af emir-familien.

Også Golf-naboerne fra de Forenede Arabiske Emirater investerer i fodbold. Abu Dhabi Group ejer således Manchester City, og deres oliemilliarder var årsagen til, at klubben blev engelske mestre sidste sæson for første gang i 44 år. Ligeledes har Arsenal ladet deres stadion opkalde efter flyselskabet Emirates mod en stor pose penge til gengæld.

Det er ikke kun ejerskab af klubber, Qatar dominerer den europæiske fodboldscene med. Således pryder de spillerdragten på denne tids mest succesrige fodboldhold, FC Barcelona. Den catalanske storklub levede i mange år med den politik, at de ikke ville have sponsorer på deres spillerdragt, men da Qatar Foundation, der er en non profit-organisation med det mål at uddanne befolkningen i det lille land bedre, kom med et tilbud lydende på 1,2 milliarder kroner for fem sæsoner på FC Barcelonas spillerdragter, begravede man de stolte traditioner og lod sig overtale til at få den arabiske fond på fodboldtrøjerne.

”De får det ud af det, at der efter hver eneste kamp har siddet flere millioner og kigget på deres logo på spillertrøjerne. Det er en enorm reklamegevinst,” siger Jørgen Bæk Simonsen. ”Qatar promoverer sig selv mere og mere på flere niveauer. De ligger billet ind på det ene og det andet. Det er en del af en gennemtænkt plan, der skal promovere det lille land med de store indtægter. De behøver ikke at få en krone tilbage, hver gang de giver en krone ud. De lancerer sig selv og bliver lanceret, så folk tænker positivt om dem,” mener han.
Investeringerne i fodboldklubberne er altså ikke med fokus på profit, som når de investerer i store virksomheder. Investeringerne i fodbolden er med fokus på promovering. En brandingstrategi.
”Nogen kalder Qatar for verdens mindste stormagt, en mikrostat. Men i forhold til størrelsen har de megen magt på den internationale scene,” siger Martin Ledstrup, ph.d.-studerende ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Málaga CF og Abdullah Al-Thani
De arabiske pengemænd har skyhøje ambitioner, og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme helt op til stjernerne. De ambitioner smigrer de økonomisk trængte klubber. Men lige så snart pengehanen bliver drejet om, vælter skyskraberen med et brag. Stærkest står det eksemplificeret med Málaga CF, der er blevet udelukket fra europæisk fodbold af det europæiske fodboldforbund, UEFA, fordi klubben ikke overholdt sine betalingsfrister. Det gjorde de ikke, fordi den arabiske ejer, Sheik Abdullah Al-Thani, kort fortalt, uden at meddele det og uden begrundelse valgte at smække pengekassen i.

Opførsler som denne karakter får islamkritiker og samfundsdebattør Lars Hedegaard op af stolen.
”Seriøs økonomisk handling er at holde sine aftaler, betale løn og betale skat. Det kniber det med i de arabiske lande,” mener Lars Hedegaard og fortsætter: ”Festen stopper hurtigt på den måde, og spørgsmålet er: Hvor mange ville sælge et fodboldhold til Qatar, hvis de vidste, hvordan disse mennesker tilsidesætter almindelig god forretningsmoral?”

Ifølge Jørgen Bæk Simonsen har sheiken i Málaga CF rådgivere, der mener, at investeringen i klubben får et positivt afkast.
”Ledelsen af klubben har taget imod tilbuddet, og de må tage det med, aftalen er baseret på. Fodboldbørsen og sportsverdenen er fuld af rygter. Jeg ved ikke, hvordan Al-Thani vil stille sig efter, Málaga CF er røget ud af Champions League og ikke må spille næste år. Qatarerne investerede i Málaga, fordi de vidste, at Málaga var værd at investere i. Nu er de så blevet sendt ud af Champions League, og måske betaler de, måske ikke. Sådan er det at lave business. Det her er bad business.”

Sheikens utroværdige måde at køre en fodboldklub på har altså fået katastrofale følger, fordi man i Málaga CF er blevet afhængig af sheiken og hans mange millioner. Han har således hverken betalt sit udestående til en lang række kreditorer lige fra egne spillere til klubber. De manglende betalinger har gjort, at det europæiske fodboldforbund, UEFA, har udelukket Málaga CF fra europæisk fodbold. Den laissez faire mentalitet med at: ”Gøre tingene, når jeg gider, og jeg betaler, når jeg har lyst,” er altså bagsiden af medaljen ved blindt at lade sig hengive til de arabiske pengemænd.

Foto af Nanna Lunnemann, nanna@norrbom.com

Kris Stadsgaard: Vi følte os holdt for nar i Málaga CF

Han har spillet i Málaga CF og kan berette om, hvordan det er at være i en fodboldklub, der er ejet af en arabisk sheik, der først hiver klubben op i stjernehimlen, og siden lader spillerne og klubben falde frit mod jorden.

”Man følte sig holdt for nar, når de hele tiden kom med en ny dato: ”På fredag får I pengene. Okay, det kan vi så ikke alligevel, men den 15. får I pengene.” Sådan lød det hele tiden fra klubben. Man følte sig holdt for nar, og til sidst kunne man også godt miste motivationen lidt, for man gad jo ikke at spille gratis”.
Sådan siger danske Kris Stadsgaard, der spillede i Málaga CF fra august 2010 til januar 2012. Han var et af sheikens første indkøb og kan derfor berette indefra.

La Danesa mødte ham på Marbella Football Center under det danske landsholds træningslejr på Costa del Sol. Han kunne fortælle om en turbulent tid i den nyrige andalusiske klub, hvor den arabiske ejer pludselig lukkede for pengekassen og lod klubben stå med udgifter, den ikke kunne betale. Og det gik udover spillerne.
”Det er klart, at det ikke er sjovt ikke at få sin løn. Jeg tror heller ikke, at du ville synes, at det var sjovt at arbejde gratis. Det er klart, at det var en irriterende periode. Men jeg har fået det, Málaga skylder mig, så jeg har ikke noget ondt at sige om Málaga nu på den front. Jeg synes, det var en fantastisk klub at være i. Men jeg ved ikke, om de spillere, der er der nu, får deres løn til tiden.”

Kris Stadsgaard og hans kone Michella var begge irriterede over, at pengene ikke kom til tiden, selvom de havde til smør på brødet, som han selv formulerer det.
”Til sidst var det sådan lidt tragikomisk, at pengene ikke kom. Man kunne jo bare skifte klub, hvis det var, og det gjorde jeg så også i sidste ende – både for mere spilletid, men også for at få løn,” siger Kris Stadsgaard, der skiftede til FC København i vinteren 2012.

Så du fik ikke din løn til tiden?
”Nej, jeg tror ikke, at der var nogen, der fik lønnen til tiden i den sidste tid. I starten faldt lønnen til tiden, men lige pludselig var der en periode, hvor der gik et par måneder imellem, og så var der bonusser, der blev udskudt osv. Det gjaldt alle spillere, så vidt jeg ved, med mindre de har løjet over for mig. Men det tror jeg ikke, at de har. Jeg tror, det var alle, det gik ud over.”

Málaga CF fra konkurstruet bundhold til Champions League-deltager
Med dyre investeringer i spillere og en dygtig træner i chilenske Manuel Pellegrini ændrede man på rekordtid bundskraberen til et hold, der kunne være med i toppen i den spanske Primera División.
Blot to år gik der, fra sheiken overtog klubben i sommeren 2010 til, at Manuel Pellegrini havde kvalificeret Costa del Sols fodboldhold til Europas fornemmeste klubturnering, Champions League.
Holdet har spillet Champions League i denne sæson og har taget hele Fodbold-Europa med storm. Men den storm har efterhånden lagt sig, efter UEFA har udelukket andalusierne fra europæisk fodbold fra næste sæson.
Klubbens succes, først i den spanske liga og siden i Champions League, er nemlig blevet en realitet via dyre spillerindkøb. Spillerindkøb som sheiken ikke betalte for. Samtidig udeblev betalingen til egne spillere, klubbens tidligere ejere og det spanske skattevæsen for at nævne nogle af de mange kreditorer, der måtte se langt efter deres penge. Og det går ikke hånd i hånd med UEFA’s fokuspunkt; financial fair play. Derfor er holdet udelukket fra og med næste sæson.

En usynlig ejer
Udover de manglende betalinger lyder en stor del af kritikken af Málaga CF’s ejer, sheik Al-Thani, at han nærmest er usynlig. Han opholder sig stort set kun hjemme i Qatar. I denne sæson har han således blot besøgt klubben ved én enkelt lejlighed; da holdet mødte AC Milan i Champions League.
Det scenarie kan Kris Stadsgaard nikke genkendende til. Ifølge ham talte holdet ikke så meget om sheiken, men om kampene. Det var også kun til kampene, at danskeren mødte sheiken. Det skete to gange, at han var inde og sige: God kamp! Ellers var han der stort set aldrig, og han sagde ikke så meget, når han var der. Kris Stadsgaard kan ikke engang huske, om han gav ham hånden.

Ok med oliesheiker i fodbold
Som nævnt er også fodboldklubber som Paris Saint Germain og Manchester City ejet af arabiske pengemænd, og selvom Kris Stadsgaard har haft en dårlig oplevelse med en arabisk ejer, er han ikke negativ over for den nye trend.
”Personligt synes jeg kun, at det er fint, fordi finanskrisen har gjort, at der er færre penge i den vestlige verden. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis – eller når – de bare smutter fra det hele og efterlader en klub i økonomisk uvejr. Det er heldigvis ikke så ofte, det sker.”

Selvom han både manglede løn og spilletid den sidste tid på La Rosaleda, føler han alligevel med de tidligere holdkammerater i deres verserende sag mod UEFA.
”Det er ærgerligt, at klubben er blevet udelukket fra europæisk fodbold, for jeg synes, at Málaga fortjener at være med på det plan.”
Det er dog hverken Málaga CF’s udelukkelse af europæisk fodbold eller sit eget tovtrækkeri om løn, der har gjort ham mest ked af det. Det er derimod den manglende betaling af de såkaldte udviklingspenge til hans tidligere klubber. Penge som klubberne har krav på som fortjeneste og tak for at have hjulpet spilleren på vej med sin udvikling. I særdeleshed barndomsklubben Sengeløse.
”Det betyder mest for mig, at Sengeløse får pengene. Der er stadigvæk en masse af mine kammerater, der spiller der, og de kan bedre bruge et par hundredtusinde, end FC Nordsjælland og AB kan bruge et par millioner.”
Formand for Sengeløse GI Fodbold, Jeppe Hansen, fortæller, at der gik lang tid, før klubben fik sine penge, men at klubben har fået betalingen fra den spanske klub.

”Os mod klubben”
På et tidspunkt tilbage i december 2011 fik spillerne nok. Deres manglende løn og de manglende betalinger til kreditorer var blevet for meget, så man overvejede en spillerstrejke.
”Der var gået rigtig lang tid på det tidspunkt, uden at vi havde fået løn, så jeg var selvfølgelig klar på at strejke, men det er jo ligegyldigt, om Kris Stadsgaard strejkede. Det skal være nogle af de store navne, der strejker, før det har en effekt. Strejken blev imidlertid ikke til noget, hvilket nok havde noget at gøre med, at klubben hele tiden sagde: ”Nå, men okay fredag, der får I pengene.” Man tror på dem i en vis udstrækning, for man tror jo på det bedste i folk. Men pengene kom så bare ikke.”

Hvordan havde I det indbyrdes i truppen? Gik det jer på?
”Der var ikke nogen problemer internt i truppen som sådan. Altså vi holdt jo sammen, for det var nærmest os mod klubben, kan man sige. De fleste spillere, hvis ikke alle spillere i truppen, ville kunne finde en ny klub med det samme, så det var ikke sådan, at det var nogen stor krise.”
De ubetalte regninger har betydet en UEFA-sanktion, der lyder, at Málaga CF ikke må spille europæisk fodbold fra sommeren 2013 og én sæson frem. Den dom er Kris Stadsgaard til dels enig i.
”Jeg synes, at det er ærgerligt for Málaga, at de ikke kommer til at spille europæisk fodbold i næste sæson, hvis ellers UEFA holder fast i beslutningen. Men omvendt synes jeg også, at det er godt, at UEFA sender et tydeligt signal. Det går jo ud over mange mennesker og klubber, hvis klubberne ikke betaler til hinanden.”

Stjernerne strømmede til
Da La Danesa mødte Kris Stadsgaard på Marbella Football Center, var det godt et år siden, at den blonde forsvarsspiller i januar 2012 rykkede teltpløkkerne op og forlod Málaga. Beslutningen om skiftet traf han ikke kun på grund af den manglende løn, men i lige så høj grad fordi klubbens høje ambitioner havde trukket stjernenavne til. Også på Kris Stadsgaards position. Argentinske Martin Demichelis, der kom fra mægtige Bayern München, overtog danskerens plads i midterforsvaret.

”Lige i den periode, jeg var der, i hvert fald til at starte med, der hentede klubben meget spillere som mig, hvor de tager en chance, og enten bliver det godt, eller også gør det ikke. I den anden sæson hentede man jo bare store navne, så man var sikre på, hvad man fik,” fortæller Kris Stadsgaard.
”Når der lige pludselig bliver hentet et hav af nye spillere, og der er en investor udefra, der har overtaget klubben, så er der altid en fare for, at man hurtigt kan ryge ud i kulden. Det har man set i mange klubber. Selvfølgelig var det fedt i starten at spille så meget, uden at der var kæmpe konkurrence. På det personlige plan syntes jeg egentligt bare, at det var fedt, at alle de store navne kom til, så man kunne lære noget af dem og samtidig have muligheden for at sætte nogle af dem af. Det skete så bare ikke, men det var meget sjovt at have den konkurrence i truppen.”

I dag spiller Kris Stadsgaard hjemme i Danmark og er glad sammen med Michella og deres ni måneder gamle søn, Luka.
”Jeg er rigtig glad for at være i FC København, så der kunne vi godt blive i resten af min karriere. Men Málaga er et attraktivt sted at spille for alle fodboldspillere. Hvis bare de betaler lønnen til tiden, er der ikke noget at klage over.”

Fodboldtræner med fortid i Qatar: De er krejleragtige

Det er ikke kun i de europæiske fodboldklubber som Málaga CF, at der ikke bliver betalt løn til tiden. Den nuværende træner i Esbjerg, Ove Pedersen, har ikke bare arbejdet for arabiske pengemænd, men også boet i Qatar. I halvandet år (1996/97) trænede han Qatars U17-landshold. En opgave der var udfordrende på mange områder.
”Vi snakkede om, at det var det samme som at være i et åbent fængsel, når du ikke bare kan tage et fly hjem uden at spørge nogen. Det havde vi det lidt sjovt med, os danskere dernede,” siger Ove Pedersen.
Han kunne ikke rejse ud af landet, når han ønskede. Han behøvede et udrejsestempel, som kun arbejdsgiveren kunne give ham.
”Der gik 70 dage, før jeg fik min første løn. Deres administration er langsom. Når først man er inde i deres systemer, så kører det ligesom i Danmark. Det, jeg så fandt ud af, når jeg var hjemme på ferie, var, at jeg blev slettet i de qatarske systemer og skulle oprettes igen, når jeg kom tilbage.”
”Jeg fik lønnen fra staten. Det var mere dem, der fik fra forbund og fra klubber, der havde problemer med lønnen, hvor de ikke blev betalt til tiden, fordi der stod sheiker bag. Det er principielt. De kan godt lide den mentalitet. De er lidt krejleragtige.”

Rejsen ud af landet
Ove Pedersen nåede da også kun at være træner i det stenrige land i halvandet år, inden han pakkede flyttekasserne igen. Han flygtede mere eller mindre derfra med den forklaring, at han skulle hjem til søsterens bryllup. Forklaringen brugte han for at få det gyldne stempel, så han kunne rejse ud af landet. Men Ove Pedersen skulle hverken hjem på besøg eller til søsterens bryllup. Han skulle permanent hjem til Danmark.
Sikkert tilbage i fædrelandet, ringede han til Qatar og fortalte, at han ikke kom tilbage, men at han blev boende i Danmark.
”Nærige er de ikke. Jeg fik to måneders løn for meget, og jeg har fået meget de gange, jeg siden har besøgt landet. Jeg var dernede på ferie engang, og de ville både stille bil og hus til rådighed. Jeg har også været der tre gange med Esbjerg, hvor de betalte for tre træningslejre,” fortæller han og fortsætter: ”Jeg har egentlig et godt forhold til dem, og jeg er oppe og hilse på dem i forbundet, når jeg er der.”

Har deres egne regler
Den 24-årige håndboldspiller Nikolaj Markussen er netop skiftet fra Atlético Madrid til El Jaish Sports Club i Qatar. Her skal han spille i 15 måneder.
Kan Nikolaj Markussen frygte noget i forhold til betaling af løn?
”Det kan han. Jeg kan fortælle dig, at der var en dansk træner (Benny Johansen, red.), der blev fyret, mens jeg var dernede, og han fik tre måneders løn, selvom han havde kontrakt på en længere periode. Så gik jeg ind til vicepræsidenten og spurgte, hvad hvis jeg blev fyret, fik jeg også kun tre måneders løn? Svaret var ja!”
”Selvom der var 18-20 punker i kontrakten, og jeg godt kunne finde ud af juraen i den, så stod der allernederst: ”I er i øvrigt undergivet qatarsk lov.” Det vil sige, alt var underlødigt.”

Mentaliteten var anderledes
Ove Pedersen tog til Qatar for fodbolden, og lønnen var sidegevinsten. Men det var svære arbejdsbetingelser for en ambitiøs dansker.
”Jeg var ikke så vild med deres mentalitet og fik nogle gange at vide: Det er dig, der er kommet til vores land, du må indordne dig. Det var svært at vænne sig til, når man kommer fra et effektivt land og er ambitiøs. Man bliver irriteret, og ens tålmodighed bliver testet. Jeg har lært rigtig meget og er også blevet et andet menneske. Jeg har altid været ret flink. Da jeg kom hjem, sagde folk til mig, at jeg var blevet mere hård og kontant.”

Besværlige betingelser
Araberne mente, at de danske trænere var de bedste. Danmark havde på det tidspunkt vundet Europamesterskabet i 1992 og King Fahd Cup i Saudi Arabien, og ud fra et qatarsk synspunkt måtte Danmark have de bedste trænere i verden. Derfor røg Ove Pedersen sydpå.
”Jeg var ikke den bedste i Danmark, men de skulle bare have en dansker. De anede ikke, hvem jeg var, og jeg anede ikke, hvem de var.”
Mens Ove Pedersen trænede i Qatar, var der ni klubber i den bedste liga. Da der var spillet to fodboldrunder, var der allerede fyret syv trænere.
”Jeg afløste den anerkendte træner Bob Houghton. Jeg lavede en træning, som han havde gjort, og så kom der en hen og sagde, det må du ikke. Jeg spillede med lange bolde, og de ville ikke spille med fire mænd på linjen nede bagved,” husker Ove Pedersen og fortsætter: ”Jeg ville ikke indordne mig, for jeg har altid haft min måde at spille fodbold på. Det var sådanne ting, man undrede sig over, når man fik de meldinger. Jeg skulle bare ikke gøre som Bob Houghton.”

Benny Johansen: Ville ikke diskutere med dem

Benny Johansen var den første træner i FC København, da klubben blev stiftet i 1992. I 1995, 96 og 97 var han træner i Qatar. Her trænede han klubholdet Al Rayyan SC, men han blev fyret og skulle derefter kæmpe for at få sin berettigede løn.
”Det var en diskussion om længden af opsigelsesaftalen. Jeg mente, at jeg skulle have de sidste tre måneder, og det mente de ikke. Jeg var dog ikke interesseret i at køre en retssag i Qatar. Efter opsigelsen fik jeg to eller tre måneders løn. Jeg skulle have haft fem.”

Benny Johansen var ansat af staten og forbundet. I hans kontrakt stod der, ligesom Ove Pedersen havde beskrevet, at man i øvrigt er undergivet qatarsk lov.
”Det var derfor, jeg ikke ville gå videre i diskussionen, da de havde betalt noget af det, standsede jeg der. Også hvis jeg skulle vende tilbage senere igen, så var der ingen grund til at have startet en større konflikt.”

Er det en ’qatarisering’ af Europa?

Qatar foretager nogle enorme investeringer i Europa. Nogle mener, at der er en skummel bagtanke bag investeringerne, og at araberne prøver at sætte islamisk præg på Europa. Andre dæmper debatten og siger, at det ikke kommer til at ske.

Som tidligere beskrevet, investerer Qatar i Europa. Eller rettere storinvesterer. Eksempler på disse gigantiske investeringer kan blandt andet findes i Tyskland. Her ejer Qatar Investment Authority: 17 procent af Volkswagen og 10 procent af Porsche. I Italien har de købt modegiganten Valentino. I Storbritannien ejer de 20 procent af Londons Børs. Qatar investerer i oliegiganten Shell og det franske Total Oil Group. Ligeledes har qatarske forretningsfolk købt fodboldklubben Paris Saint-Germain, ligesom de i 2010 opkøbte Málaga CF. Qatar har også brugt 300 millioner euro på en bygning, der huser dele af den amerikanske ambassade i Paris.

I Schweiz spiller Qatar en stor og vigtig økonomisk rolle. Og den har de brugt til at sætte deres præg på store virksomheder som Swatch, Tissot og Victorinox. De har således ændret meget af disse store navnes reklamemateriale i Mellemøsten. Fx er korset i det schweiziske flag, der plejer at være en integreret del af firmaernes logo, nu ganske enkelt fjernet. Helt og aldeles. Korset har araberne fået fjernet, efter de er blevet en stor, økonomisk faktor. I Irland har emiren af Qatar doneret 800.000 euro til opførslen af en mega-moské i Cork. Det samme gælder i Italien og i München, hvor der er flere moskéer på vej. Doneret af Qatar.

Disse eksempler er blot eksempler på, hvad der er sket og sker i Europa lige nu, og det har fået den italienske journalist Giulio Meotti til at fare i blækhuset for at fremlægge sin frygt for arabernes indtog i Europa. Han stiller spørgsmålet: ”Europas fremtid eller ’Eurabia’?” Endvidere skriver han: ”Med en imperialistisk strøm af penge og ideologi modvirker Qatar muslimsk integration i Europa. Formålet er dominans og blandt andet at skabe kulturel adskillelse.”
Har den italienske journalist ret, når han skriver således? Sker der en ’qatarisering’ af Europa?
Så vidt går det ikke, lyder svarene fra flere af de forskere, La Danesa har spurgt.

”Jeg mener, at det er totalt overdrevet. Den næststørste kapitalfond, den har Norge i oliepenge, og den er der jo ingen, der kritiserer. Det er kun, fordi det er arabere, og vi tror, at de vil erobre vores verden. Så jeg tror blot, at det er et kedeligt, almindeligt arbejde for de folk, der sidder og investerer de vilde summer,” mener Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
”Det siger mere om Europa, end det gør om Qatar. Det knytter sig også til Kina, købestærke stormagter, også Rusland. Det er udefrakommende magter, der vil opkøbe mere og mere i Europa. Umiddelbart ser jeg ikke nogen snigende ’qatarisering’,” lyder det fra Martin Ledstrup, der er ph.d.-studerende ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Er det overhovedet fair at kalde det en ”qatarisering” af Europa?
”Det tror jeg måske lige er at gå lidt for langt. Så skal det være mere specifikt inden for fodboldklubber. Men fodboldklubber har vel altid inviteret udenlandske sponsorer ind. Forskellen er så, at det her er en stat. Hvorimod Carlsberg jo bare er en virksomhed. Man har hele tiden inviteret magtfulde sponsorer til at have deres navn på spillernes trøjer. Det er samme behov så og sige. Så skulle Carlsbergs sponsorat af Liverpool være en ’carlsbergisering’, og det er jeg ikke sikker på, at man kan kalde det,” siger Martin Ledstrup, og fortsætter:

”Det er klart, at det giver større magt i Europa. Men det er for tidligt og nyt til at sige noget og rent definitivt at kalde det for en ’qatarisering’. Lige nu er det en investering og en branding. Det er ikke sikkert, at de opererer på en større masterplan i Europa. Det er et åbent spørgsmål for alle parter, og et spørgsmål om, hvad man kalder det både over for araberne selv og europæerne. ’Qatarisering’ er for stærkt et ord at bruge, synes jeg.”

Kan kun købe, ikke drive
Lars Hedegaard, der er formand for Trykkefrihedsselskabet og en ivrig deltager i debatten om ytringsfrihed og islam, bryder sig ikke om den måde, hvorpå nogle europæiske firmaer har fået ændret deres varemærke, fordi det ikke harmonerer med den islamiske tro. Men han mener dog ikke, at man skal frygte noget for fremtiden, hvad angår arabernes stigende magt på det europæiske marked.
”Jeg kan godt forstå, at de gerne vil spille på det internationale marked, hvem vil ikke det? Men så må de også gøre det efter de almindelige spilleregler. Det betyder noget, at du kombinerer business med religion eller religiøs påvirkning, det bør være enten eller. Der er noget mistænkeligt ved at købe vestlige firmaer og lave deres logoer om. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil slet ikke købe de her varer. Det er fuldstændigt sikkert.

Lad os nu se, om de kan få tingene til at køre. For at få en økonomi op at stå af vores slags kræver det en bestemt kultur. Det kræver, at man kan overholde kontrakter. Det kræver et fungerende restvæsen. Får arbejderne deres løn til tiden, og producerer de varer, der kan sælges?
De kan kun eje virksomhederne, ikke drive dem. De hiver penge ind og trækker penge ud. Når vi kommer ud over at skulle bruge olie og gasser, så har de problemet,” mener Lars Hedegaard.

Oliesheikens projekter på Costa del Sol

Sheik Abdullah Al-Thani kom til kysten med tre projekter i rygsækken, hvor Málaga CF ikke skulle have været det største af dem, men som har fået 90 procent af omtalen i medierne.

Abdullah Al-Thani havde en plan om at bygge et havneprojekt i Marbella og et kæmpe træningsareal og -anlæg i Málaga. Begge projekter fik tilladelse fra henholdsvis Marbella og Málaga Kommune, men de blev aldrig til noget. Da det kom til betaling, stak sheiken halen mellem benene. Der er blevet skrevet mange konspirationsteorier i de spanske aviser, men der kan ikke drages en endelig konklusion på, hvorfor han ikke betaler. Normalt investerer Qatar store summer i virksomheder og fodboldklubber, men i Málaga-provinsen blev pengekassen smækket i med et drøn, og ingen ved hvorfor.

Havneprojektet i Marbella
Sheiken har haft gang i flere projekter end bare fodboldklubben Málaga CF. Ét af hans tre projekter var, som nævnt, havneprojektet i Marbella. Ifølge forskere er der penge i at investere i Málaga og på Costa del Sol i særdeleshed på grund af den stadige strøm af turister og skandinaviske, engelske og russiske residenter, der lægger mange penge på kysten. En måde hvorpå Málaga, til trods for krisen, kan stå økonomisk stærkt i modsætning til fx den andalusiske storebror Sevilla.
Tilbage i september sidste år skulle sheiken have betalt en lille million euro i depositum til havneprojektet i Marbella. Hans planer var at lave samme projekt i Marbella by som i Dubai med hoteller osv., og i Marbella Kommune var man ellevilde. De gav ham tilladelse til at gå i gang, men forpagterafgiften på en million euro blev aldrig betalt, og projektet blev ikke til noget.

Sportsanlæg i Málaga
Det andet projekt var en pendant til fodbolden. Sheiken ville bygge et kæmpe sportsareal/træningsanlæg i Málaga med flere baner ved lufthavnen. Han ville ydermere bygge et stadion til 60.000 tilskuere med fitness, massage og wellness-center osv. Det var alt sammen noget, sheiken snakkede om, da han købte klubben i 2010, og flere jordejere begyndte at lugte guld. Ifølge spansk lov skal man sælge, hvis det har en offentlig interesse i et byggeprojekt, så alt blev løst, så projektet med sportsanlægget kunne gå i gang. Men også her smuttede sheiken fra aftalen, og igen blev der ikke betalt.

Fakta om Qatar

Qatar er et emirat ved den Persiske Golf med hovedstaden Doha. Ifølge IMF (Den Internationale Valutafond) er Qatar det rigeste land i verden (målt pr. indbygger), fordi de besidder store gas- og oliereserver. Landet er i udvikling, og store bygnings- og infrastrukturelle projekter skal sikre landet i fremtiden. Qatar er uafhængig af Saudi Arabien og har siden 1971 været en selvstændig stat. Qatar deltog i de allierede styrker mod Saddam Husseins Irak i Golfkrigen (1991). Landet er medlem af Den Arabiske Liga, FN, GCC (Gulf Cooperation Council) og OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries).

Råstoffer
Qatars vigtigste råvare er olie, som udgør stort set hele landets eksport. Ud for nordkysten af Qatar ligger verdens største gasfelt. Modsat andre lande i Mellemøsten er der åbnet for udenlandske investeringer i olieindustrien. Den største aktør er dog statsejede Qatar Petroleum.

Styre
Emir Sheik Khalifa bin Hamad Al-Thani, er stats- og regeringschef (statsoverhoved) og enehersker i Qatar. Det er ham, der udnævner regeringen. Han kom til magten i 1995 ved et fredeligt kup og har siden ført en for området progressiv linje, hvor landene er åbnet mere og mere mod Vesten.

Indbyggere
Indbyggertallet er knap en million. Ca. 60 procent af qatarerne er iranere eller indo-iranere. Arabisk og persisk er de mest talte sprog. Der er ca. 140.000 til 180.000 qatarer og ca. 750.000 gæstearbejdere, der overvejende kommer fra islamiske stater som Pakistan, Bangladesh, Sudan, men også fra Indien og Nepal.