”Jeg er Dora”

Jeg hedder Ilse Hartmann, er 67 år og har siden januar skrevet fortællingerne ’Doras dagbog.’ Fortællinger håndplukket fra møder med mennesker i Sydspanien blandet med egne erindringer. Og nu skal I have historien om mit liv fuld af nysgerrighed.

Ungdomshistorien er den, at jeg som ung tænkte, at hvis man bor i et land som Spanien, hvor der altid er 25 grader, så ville man altid gå rundt og smile og være glad. I stedet for at være sur i kolde Danmark.

Jeg er uddannet socialrådgiver og blev færdig i januar 1976. Da jeg startede på skolen i ’73, var det en meget kendt mand, som senere blev socialminister, der tog imod os. Bent Rold Andersen hed han. Han stod på den sociale højskole for at modtage alle de nye studerende og sagde: ”Nu skal vi bruge rigtig mange socialrådgivere, for nu skal vi have gang i bistandsloven.” Tre år senere i januar ’76 blev socialrådgiverne arbejdsløse, og det gjorde de, fordi bistandsloven blev indført, da lavkonjunkturen var i gang. Derfor havde man slet ikke råd i kommunerne til at gennemføre intentionerne. Så vi røg lige ud i arbejdsløshed.

Det gjorde jeg som en af de få ikke. Og det var, fordi jeg havde været i praktik i Københavns Kommune på Christiania, hvor vi havde lavet en særlig patrulje, der samlede bortløbne børn op, der levede på kanten af samfundet. De ernærede sig ved at stjæle lidt, pushe, være trækkerdrenge – ved at være alt muligt. Vi forsøgte at motivere dem til at leve et andet liv. Vi gik rundt og skabte tillid og fik gang i et projekt til at motivere de unge til at komme ind på nogle institutioner og i gang med en uddannelse.

På det tidspunkt havde vi en socialborgmester, der hed Pelle Jarmer. Der begyndte modsætninger mellem mig og systemet virkelig. Han kaldte os kreative. Vi var klienternes advokater. Pelle Jarmer var leder for et projekt, der ikke gik så godt og han blev ret sur på mig, fordi jeg skrev og udtalte mig om alt det skidt, de lavede. De forsøgte at fyre mig 12 gange med alle mulige begrundelser, og på et tidspunkt blev jeg sat i kælderen under socialcenteret for at aktivere lægeattester. Der synes han ikke, at jeg gjorde så meget skade uden klientkontakt. Dengang var jeg 28 år.

Jeg vil gerne ruske op i den der retfærdighed, og det, tror jeg, skyldes min opvækst. Hvis jeg fortalte jer om min barndom, så ville I tro, jeg var 250 år og ikke 67. Efter krigen var der stadig nogle fattige områder i Danmark. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi hverken havde elektricitet eller das. Vi skulle besørge bag køerne. Det var et helt specielt liv nær en lillebitte by ved Randers, der bestod af tre gårde og et forsamlingshus. Jeg boede ved mosen i et husmandssted.

Ungdomsoprøret kom aldrig til Randers, men allerede da jeg begyndte i kommuneskolen, var jeg en slags oprører. Vi havde ikke noget skoleblad eller noget elevråd. Det startede jeg så, og jeg har de der elevrådsblade endnu. Jeg skrev det hele selv, for det var der ikke nogen, der ville. Så solgte jeg de første for 25 øre stykket, og så var der penge til at få det trykt hos en bogtrykker.

Min mor var ret indremissionsk, og min far var nærmest anarkist – dog ikke på den fuldgyldige måde. Jeg gjorde oprør mod de vilkår, vi levede under og den Jantelov, der herskede på egnen, som ikke levnede mig de store muligheder som husmandsdatter. Jeg fik en boglig uddannelse som den eneste. Jeg ville væk. Ellers ville min løbebane være, at jeg var blevet ung pige i huset på en bondegård.

Jeg flygtede fra Randers, fordi jeg vidste, der var tre muligheder: Enten ville jeg blive brændt på bålet som heks, eller også ville jeg blive borgmester, eller også skulle jeg tage af sted. Det her, det vidste jeg, da jeg var ni år, så jeg flyttede hjemmefra allerede, da jeg var 16 og til København, da jeg var 19.

Nu skriver jeg, vandrer, passer børnebørn og danser, hvilket jeg finder spændende, og det gør mig glad. Jeg har været i Spanien mange gange. Jeg vandrer og har gået tværs over Spanien, jeg har kørt langs floden Ebro, jeg har været i Barcelona og i Madrid. Jeg har aldrig haft fast bopæl, bare rejst rundt og været her i månedsvis.

Det hele begyndte sidste år, da jeg sad i mit daværende hus i Benalmádena i begyndelsen af december og kedede mig og tænkte: ”Hvad skal jeg lave?” Og så fandt jeg på Doras dagbog for at give stemme til de mange kvinder over 60, som ingen lytter til eller ser. Vi kan stadig være nysgerrige på livet, have interessante interesser og masser af erfaringer og behov for at blive hørt og set og udtrykke vores følelser. Det behov jeg har som gammel kvinde, tror jeg også, andre har. Så fandt jeg ligheder og forskelle mellem Danmark og Andalusien interessant. Jeg lytter til de mennesker, jeg møder og samler det op, jeg synes, er interessant at bringe videre. Som en information, en holdning eller en slags advarsel. Altså bliver mine historier mange gange generelle.

Der er faktisk et par stykker, der har sagt til mig: ”Hvordan tør du skrive, at de er pissekorrupte hernede og sådan nogle ting?” Men det er de jo bare – også det der med at blive snydt i lufthavnen og af udlejerne. Jeg kunne sige, at jeg er blevet en mild udgave af, hvad jeg har været. De forventninger, der ikke mødes, har jeg ikke bare fra mig selv. Dem har jeg samlet op i foreninger og fra dem, jeg går og snakker med. De fleste af dem, er nogen, jeg har lyttet mig til. Så de er mere generelle.

Når jeg snakker om min barndom, er det, fordi jeg vil have den retfærdighed og ordentlighed. Det har ikke været noget med ´på mine vegne´. Jeg har aldrig haft ambitioner på mine vegne, så var jeg sgu blevet socialminister. Det blev jeg ikke, fordi jeg ikke var til salg for den rigtige partibog.

Jeg er her ikke for flæskesteg og rødkål. Jeg ved ikke, hvad jeg ser mig selv som her. Jeg er ikke turist mere. En eller anden underlig slags udlænding. Pensionist på fodrejse, hvis liv slår et sving hvert syvende år. Så er min mand død, eller gået i kloster eller vi er blevet skilt, så er jeg flyttet, har taget en ny uddannelse eller vandret tværs over Spanien. Der sker ting og sager, og jeg vil ikke sige, at det er noget, jeg bevidst planlægger, for jeg planlægger jo ikke, at min mand dør fra mig. Jeg har ikke lyst til at slå mig ned et sted, for jeg bliver så nysgerrig på ting hele tiden.

Jeg føler mig ikke alene her. Men hvis noget er anderledes i mit liv hernede i forhold til mit liv i Danmark, er det sproget. Du får ikke nuancerne, når du ikke kan sproget ordentligt. Hvis jeg skal integreres og have en større forståelse for det spanske eller have et spansk netværk, så skal jeg kunne tale sproget. Præcis som en indvandrer i Danmark. De får ikke en fod til jorden. Sprog er alfa omega.

Ungdomstanken var idéen om at bo i et varmt Spanien i stedet for kolde Danmark. Jeg har været her, hvor jeg synes, der er for varmt, så jeg kommer ikke til at bo her på fuld tid. I Danmark har jeg mit telt.