Det sidste skud

Det var nok så romantisk, da prinsen fra Aragón og prinsessen fra Castilla la Mancha faldt for hinanden i 1469 og besluttede at samle de mange kongerier under sig til landet Spanien. Men i nogle kredse var man knap så begejstret for den nye samling og flere havde svært ved at skulle kalde sig spaniere. Vel er det flere hundrede år siden, men roden til dagens selvstændighedsdebat i Catalonien og Baskerlandet stammer fra dengang.
Når man tilmed senere får en diktator Franco, som igennem en halv menneskealder holder landet samlet i et jerngreb og forbyder de regionale kulturelle og sproglige diversiteter, bliver uafhængighedsønsket næppe mindre. Det var præcis, hvad der skete for en gruppe radikale baskiske studerende, som i 1959 samledes for at protestere mod regimet. Spontan uddeling af løbesedler, graffiti på husmure og et mislykket forsøg på jernbanesabotage var gruppens største bedrifter. Men i ’62 samledes tropperne i en fransk grænseby og man besluttede at gå langt hårdere til værks. ETA var stiftet og den væbnede kamp for et frit Baskerland var sat i gang. Seks år senere blev en Guardia Civil betjent dræbt i en grænsekontrol. Det var det første af de 857 mord, ETA skulle få på samvittigheden.

Det var ikke tilfældigt, at ETA blev stiftet i den sydfranske by Bayona. Det var også her, og i de nærtliggende byer, gruppen de næste to årtier opererede fra. Her havde ETA nemlig arbejdsro fra det spanske politi, og de følte sig hjemme. I de stærkt nationalistiske baskeres verden hører den sydvestlige spids af Frankrig og en lille del af den spanske region Navarra nemlig til Baskerlandet. Vel var ETA en gruppe terrorister, men fransk politi så dengang passivt til. Det samme gjorde det øvrige Europa, hvor man flere steder sågar betragtede ETA som en hæderlig modstandsbevægelse med Francos diktatur.
I flere perioder var gruppens aktiviteter dog så begrænsede, at man med rette kunne tvivle på gruppens styrke. Sådan var det indtil den 20. december 1973, hvor der pludselig lød et kæmpe brag i det centrale Madrid. Et gigantisk hul i vejen og flere ødelagte biler var dog alt, hvad politi og redningsmandskab fandt, da de kom frem. Lidt efter fik de en opringning fra en forskrækket dame to boligblokke længere nede ad gaden. Hun fortalte, en bil var fløjet over ejendommen og landet i baggården. I bilen sad en livløs Carrero Blanco og hans livvagter. Førstnævnte var Francos højrehånd og hans mest nærtliggende efterfølger. Terrorangrebet var naturligvis frygteligt. Men det var også gennemtænkt og velgennemført. ETA havde dræbt en af Spaniens bedst beskyttede personer på vej hjem fra gudstjeneste via en gigantisk underjordisk vejbombe.

Terrorangrebet skulle vise sig at blive det første af en række af ETA’s blodigste angreb. Året efter sprængte de en bombe på et centralt beliggende cafeteria i Madrid, som kostede 12 civile livet, og i ’79 sprængte de to bomber på to togstationer i Madrid, hvor tre politifolk og otte civile omkom. På dette tidspunkt var Franco død og Spanien havde haft sit første frie valg. Derfor blev den sidste sympati for de baskiske ”frihedskæmpere” også slået i jorden. Men ETA fortsatte ufortrødent deres kamp og gennemførte i midten af 80’erne nogle af deres blodigste handlinger.
12 betjente omkom i en bilbombe i Madrid. En bombe i shopping centret Hipercors p-kælder i Barcelona tog livet af 21 civile. Og en bilbombe med 250 kg sprængstof spængtes midt på politigården i Zaragoza. 11 politifolk omkom.
ETA’s militære kommando havde smurt terrorhjulet godt. Det samme havde resten af organisationen tilsyneladende også. ETA indførte deres ”revolutionsskat” for de lokale virksomheder i Baskerlandet, som kun de færreste erhvervsdrivende turde løbe fra. Via denne afpresning samt kidnapninger blev det militære apparat finansieret. Avisen ”Gara” blev gjort til gruppens talerør og partiet Batasuna blev stiftet som ETA’s politiske arm. Dét, der begyndte som et upåagtet studenteroprør, og sagtens kunne være endt som en døgnflue, var 25 år senere Europas bedst organiserede og mest frygtede terrorgruppe.

Vel var ledigheden høj og vel havde korruptionen også gode kår i Spanien i midten af 80’erne, men det var terrorismen, der lå nummer ét på listen over spaniernes største bekymringer. Og det ødelagde også daværende statsminister Felipe Gonzalez’ nattesøvn. ETA blev et mangeårigt mareridt for ham. Både Gonzalez og samtlige af hans efterfølgere har været i dialog med ETA, men uden det har udviklet sig til konkrete fredsforhandlinger – af den simple årsag at centralregeringen ikke har kunnet give afkald på et stykke land, som strækker sig ind på fransk jord. Dertil kom naturligvis, at ETA’s uafhængighedsønske næppe havde bred opbakning blandt baskerne.
Men ETA’s magt og brutalitet fik den ellers så folkekære regeringschef til at tage helt ukendte midler i brug i kampen mod terroristerne. Felipe Gonzalez stiftede den særlige politienhed GAL, som udelukkende fik til formål at bekæmpe ETA. Men Felipe Gonzalez og hans indenrigsministerium gav i dybeste hemmelighed den nye politienhed frie hænder til at bekæmpe terrorismen med midler, som ellers kun bruges af terrorister. Det kan man mene om, hvad man vil, men det er smask ulovligt og ikke særlig heldigt, når man kommer til at torturere og skyde de forkerte. Ti af de 27 mord, GAL stod bag i deres levetid fra 1983-87, skete på uskyldige. Helt frem til 1995, året inden hans exit i spansk politik, havde Felipe Gonzalez retssager og GAL-spøgelset hængende over hovedet. Bedre gik det for hans efterfølger José María Aznar, som sammen med statsadvokaten Baltasar Garzón gik helt andre veje for at få bugt med ETA.

Aznar og Garzóns plan gik i korte træk på at ramme ETA på deres føromtalte fire grene; den militære kommando, deres indtægter, det politiske talerør og deres presse. Og det skulle ske samtidig, så de ikke fik arbejdsro. Den nye statsminister fik den franske regering og politi til at indse, at de måtte tage aktiv del i arbejdet for at få optrevlet ETA’s militære kommando, som primært holdt til i det sydfranske. Politiarbejdet mellem Spanien og Frankrig førte senere til et utal af vigtige anholdelser og lokalisering af gruppens våbenlagre. Samtidig igangsatte Baltasar Garzón vel nok spanienshistoriens største stykke juridiske arbejde med at få ETA’s finansielle bagland optrevlet. Gruppens årlige (ulovlige) indtægter lå på cirka 12 millioner euro, som blev kanaliseret rundt i selskaber mellem Baskerlandet, Cuba, Panama, Venezuela og Cabo Verde for delvist at blive hvidvasket og samtidig dække over våbenkøb og finansiering af organisationens ulovlige aktiviteter. Det tog fem år at få ETA ramt på økonomien. Men da det lykkedes, gjorde det ondt. Ondt gjorde det også, da politiet stormede partikontoret og ulovliggjorde Batasuna partiet. Avisen Gara fik Baltasar Garzón ikke lukket, men dog presset til ikke at publicere subjektivt ETA-stof. Det sidste er en lille detalje, for med halvdelen af terrorgruppen i håndjern og den anden halvdel uden en krone i hverken våben- eller partikassen, var ETA for alvor sunket i knæ. José Luis Zapatero fortsatte i sin regeringstid i samme spor – faktisk fik han politiarbejdet med Frankrig udvidet – og Mariano Rajoy har fulgt arbejdet til dørs. Selv efter ETA lagde våbnene og erklærede deres kamp forbi i oktober 2011, har regeringen ufortrødent fortsat eftersøgningen af efterlyste terrorister og de skjulte våbenlagre. Og med succes. ETA’s håb var at udveksle deres sidste våben mod en strafnedsættelse til deres fanger, eller i det mindste få dem overført til fængsler i Baskerlandet. Men intet har det nyttet. ETA har ikke flere skud i bøssen.

Den 22. juni 2002 sprængtes en bilbombe ved Hotel Las Pirámides i Fuengirola. Ingen blev dræbt men seks personer kom til skade. Den ene alvorligt.
ETA var frygtet over alt, for gruppen havde operative kommandoer over hele Spanien.

Flere bygninger i Spanien er opkaldt efter ETA’s ofre, som sportshallen José María Martín Carpena i Málaga. Martín Carpena var byrådsmedlem for Partido Popular i Málaga. I sommeren 2000 blev han dræbt med seks skud på vej til sin bil.

Igennem to årtier var Batasuna ETA’s politiske talerør, inden partiet blev ulovliggjort i 2001. Ved de bedste valg i 80’ og 90’erne opnåede partiet mellem 15 og 20 procent af stemmerne ved kommunal- og regionalvalgene i Baskerlandet og var typisk det tredjestørste parti efter PSOE og det moderate nationalistparti PNV. En af partiets mest fremtrædende personer var Arnaldo Otegi. Han har aldrig tilstået sin fortid som ETA-medlem, men han er dømt for at have stået bag en kidnapning og have sprængt en tankstation i luften.
Arnaldo Otegi sidder i dag fængslet for ulovlige politiske aktiviteter.

Brevet som virksomhederne i baskerlandet frygtede at modtage. En ”henstilling” om betaling af ETA’s såkaldte revolutionsskat.

Kidnapningen og likvideringen af byrådsmedlemmet fra en mindre baskisk by, Miguel Ángel Blanco, satte en massiv bølge af modstand mod ETA i gang. Også i baskerlandet. Den 10. juli 1997 blev den unge politiker fra Partido Popular kidnappet og centralregeringen i Madrid fik et ultimatum på 48 timer til at få overført alle ETA-fanger til fængsler i Baskerlandet. Et krav som regeringen hverken ville eller kunne efterleve grundet den korte tidsfrist. I 48 timer sad befolkningen klistret til tv og radio for at følge den unge politikers skæbne. Da han blev fundet dræbt i en skov, satte det en lavine af store demonstrationer i gang mod ETA. Nogle af de største fandt sted i Bilbao, hvor selv tidligere ETA-støttere deltog, da det mente ETA var gået for vidt. For mange var drabet på Miguel Ángel Blanco begyndelsen på nedturen for ETA.

Gara er den lille regionalavis, men det store talerør for mindretallene i Baskerlandet. Derfor har ETA kunnet bruge avisen som sit talerør til folket. Forløberen til Gara var avisen Egin, som statsadvokaten Baltasar Garzón fik lukket for offentligt at støtte ETA. Gara fik han ikke lukket, men tonen blev en anden, så Gara ”nøjedes” med at bringe ETA’s pressemeddelelser. Avisen udgives fortsat som en tosproget avis (spansk / baskisk).

Baltasar Garzón har et imponerende curriculum. Som statsadvokat fik han den juridiske skovl under ETA og han opnåede også imponerende resultater i sine sager mod økonomisk kriminalitet, politisk korruption, narkotikahandel og i sine sager om menneskerettigheder. Det var således Baltasar Garzón, som kørte ofrenes erstatningssager i Chile mod Augusto Pinochet og militærdiktaturet i Argentina.