– Efter en årrække i førerposition i kapacitet for grøn energi, fulgte nogle år med stagnation, men nu er Spanien igen begyndt at tænke i de grønne og vedvarende baner.
På Spaniens sydvestlige hjørne omkring Tarifa og Cádiz blæser der som oftest en strid vind ind fra Atlanterhavet. Derfor var det her, at man tilbage i 1990’erne opstillede nogle af landets første vindmøller. Flere kom til de følgende årtier, og det samme skete i andre af landets stormomsuste områder, i specielt Galicien og Navarra, nærmere betegnet i Perdón-bjergene. Her opførte spanske EHN og Gamesa i samarbejde med danske Vestas i slutningen af 1990’erne 40 vindmøller, hvilket dengang var den største vindmøllepark i Europa. Samtidig blev andre kilder til vedvarende energi, heriblandt solcelleanlæg, opført med stor glæde over det grønne.
Spaniens energisektor var altså blandt pionererne. I årene 2007 – 2010 havde landet verdens næststørste produktion af grøn energi – kun overgået af Tyskland. På en god dag kunne de vedvarende energikilder levere godt 40 procent af al strøm og 16,2 procent af al energi, som inkluderer bl.a. fjernvarme. Vindenergi producerede to tredjedele mere end sol, hvis gigantiske potentiale man så småt var begyndt at udforske.
I en årrække gik det kun fremad, og i 1998 beskæftigede industrien over 40.000 mennesker. I dag er det tal halveret.
Fra 2010 har der været minimal indsats på området. Eksempelvis var der i hele 2015 kun en stigning i udvundet grøn energi på 0,01 procent, viser de tal, som i slutningen af 2017 blev offentliggjort af Eurostat. De spanske producenter har overlevet ved at eksportere størstedelen af produktionen af f.eks. vingerne.
Den manglende investering har skubbet Spanien ned på en femteplads, hvad angår kapacitet, og landet er nu overgået af Indien, Kina, USA og Tyskland.
Fra katastrofer til optimisme
Fra at være en solstrålefortælling om grøn energi, betød den økonomiske krise fra 2008, at regeringens fokus ændredes fra bæredygtighed og innovation til besparelser og atter besparelser. Den kurs holdt statsminister Mariano Rajoy, da han og PP i 2011 kom til magten. Imens har man i stedet holdt liv i de pensionsmodne atomkraftværker og CO2-syndere som kulkraftværker.
Klimaforandringerne mærkes naturligvis globalt, men også lokalt i Spanien, hvor knap 1.300 mennesker de eneste to årtier er omkommet på grund af naturkatastrofer, som kan skyldes klimaforandringer. Oversvømmelser forårsagede nogle af dødsfaldene, mens hedebølger og skovbrande tog andre liv. At vores forurening påvirker klimaet, er ikke nyt, men FN og en lang række videnskabelige institutioner advarer atter om, at klimaændringerne ikke kun påvirker temperaturerne, men også øger antallet og intensiteten af naturkatastrofer. Det har desuden den selvforstærkende effekt, som konverterer land til ørken og tab af land til stigende have.
Fra 2016 begyndte der dog igen at ske noget godt. Paris-aftalen skubbede på, og i Spanien var og er økonomien i bedring.
I slutningen af 2017 indgik Gas Natural og Vestas en aftale om opsætning af fem nye vindmølleparker, som årligt skal producere 86 megawatt grøn energi. Arbejdet forventes påbegyndt i anden halvdel af 2018. På samme tid opføres erstatninger for de snart 25 år gamle vindmøller ved Tarifa, hvoraf møllerne i mølleparken El Cabrito er de ældste. De foreløbig 12 nye møller får en kapacitet ti gange større end de gamle. Det tyske selskab Nordex står for denne opgave. Det er et par lovende eksempler på, at ambitionerne er vågnet op igen.
Langt til Paris
Men der synes stadig lagt til de mål, som blev sat i Paris-aftalen. Her blev 195 af verdens lande i 2015 enige om, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning ikke må blive på mere end 1,5 grader. For at nå dertil, skal alle reducere CO2-udslippet, der skal tilbage til et niveau, som træer, planter og have kan optage. Det ser man gerne ske mellem 2050 og 2100. Aftalen indbefatter bl.a. også et frivilligt Robin Hood-element, hvormed rige lande skal finansiere fattige landes omstilling til grøn energi.
Aftalen trådte i kraft i 2016, men gælder som sådan først fra 2020. Indtil videre har 147 lande gjort punkterne til en del af deres egen lovgivning, mens Nicaragua, Syrien og senest USA har trukket sig tilbage. Efter præsident Donald Trumps afbud har flere eksperter dog udtalt, at selvom det umiddelbart har haft en frygtelig signalværdi for aftalens gyldighed, er man ikke alt for bekymret, da størstedelen af USA’s stater har egne handlingsplaner, som fuldt ud kan måle sig med Paris-aftalen.
Spanien har underskrevet Paris-aftalen og er naturligvis opmærksom på nødvendigheden af at eliminere brug af fossile brændstoffer, som er ansvarlig for udslip af drivhusgasser. Men frem for at reducere udslip, forventes en stigning over de næste 20 år, da ligningen også inkluderer et stigende forbrug. I 2040 forventes landet at udlede 357,7 millioner tons CO2 i atmosfæren. Det er 18 millioner tons mere end i 2015.
Det officielle mål er dog, at 20 procent af al energi i 2020 skal komme fra de vedvarende energikilder
På vejen med lovpakke og reduktioner
Regeringen arbejder på en lovpakke, som statsminister Mariano Rajoy lover færdig i denne regeringsperiode. På trods af regeringens mindretalshandikap og en noget splittet kongres har alle partier fokus på miljøet, og umiddelbart synes manglende ambitioner at være den eneste hindring for en vedtagelse.
Udfordringerne er bl.a. transportområdet, da kun en uanseelig del af køretøjerne på de spanske landeveje kører på elektricitet. Fra 1990 til 2015 steg udslippet fra transportsektoren med 41 procent.
På den positive side er priserne faldet på produktion af strøm fra vedvarende kilder, primært grundet teknologiske fremskridt, men et kvantespring vil kræve enighed mellem ikke kun de politiske partier, men også industrien. Der mangler også satsninger på privatpersoners produktion fra solceller, noget som har været ramt af en forhadt afgift.
Viljen til at finde løsninger er man ved at genfinde. Viden har man allerede.
På det nationale center for vedvarende energi, CENER, som har hovedkontor i Navarra, videreudvikler man metoder til opbevaring af strøm, så når solen ikke bager over solcelleanlæggene i det andalusiske bagland, og vinden en sjælden gang lægger sig ved Tarifa, vil der alligevel være strøm at få og dermed ingen hindring for, at Spanien en dag vil kunne fungere 100 procent på grøn energi.
Mød PS20
PS20 er det poetiske navn på et stort solcelleanlæg i Sanlúcar la Mayor nær Sevilla.
Det består af 1.255 bevægelige solpaneler, såkaldte heliostater, der spejler solstrålerne op i det 165 meter høje tårn, hvor turbiner konverterer det til elektricitet.
Det står ved siden af dens forgænger, PS10, og er udstyret med flere betydelige teknologiske forbedringer i forhold til PS10.
PS20 blev indviet i 2009 og var verdens mest produktive soltårn frem til 2014, da et større tårn blev taget i brug i Californien.
Selv på en solbeskinnet dag lyser PS20 op og kan ses på lang afstand, samtidig med at det leverer energi til 180.000 boliger.
Tørre tal
12% af det samlede europæiske energiforbrug kommer fra vedvarende energikilder.
Spanien har en opstillet vindmøllekapacitet på 22,99 gigawatt.
I 2013 leverede vindenergien mest strøm i Spanien, men nu er sektoren overhalet af både atomkraft og kul.
Tyskland og Spanien er de lande i Europa, der har størst angår installeret effekt, og de står for henholdsvis 1/3 og 1/6 af Europas vindkraft.
På verdensplan fører Kina med 1/3 af verdens vindkraftkapacitet.
Energi har ansvaret for 80 procent af Spaniens CO2-udslip. Heraf står produktion af elektricitet for 26 procent og transport for 25 procent.
EU har lovet at have CO2-udslippet reduceret med 80 procent i 2050.
