På den anden side… Er Junta de Andalucía blevet overflødig?

Idéen var god – og klokkeklar. De store beslutninger skulle tages hurtigere og tættere på borgerne. 45 år derpå er resultatet desværre blevet det stik modsatte. De vigtige beslutninger for kommunerne på Costa del Sol er blevet viklet ind i et spindelvæv, der hænger i Sevilla, og som det tager år at få sig viklet ud af.

Junta de Andalucías spindelvæv er blot ét blandt de 17 spindelvæv, der tog form, da et massivt flertal i det spanske parlament i 1981 vedtog at etablere landets 17 regioner som politisk, økonomisk og kulturelle enheder. Ved samme lejlighed fik regionerne meget brede beføjelser og stort ansvar til blandt andet fuldt drift af regionens sundhedsvæsen, skolevæsen, byplanlægning og vejnet. Inden da havde Spanien “kun” sine kommuner og et stort centralstyre i Madrid. Kommunerne havde meget frie beføjelser – indenfor kommunegrænserne, naturligvis. Var der behov for en motorvej mellem Sevilla og Córdoba skulle det besluttes og finansieres via Madrid. Havde Málaga brug for et nyt hospital skulle det også over Madrid, da hver enkelt by ikke havde økonomi til så store projekter. Meget skulle dengang over Madrid og i stedet for at tage turen til hovedstaden, ville det unægtelig være noget lettere at tage til Sevilla. Og i Sevilla har man naturligvis et indblik og overblik over de lokale og regionale behov, som man ikke har i Madrid. På den baggrund var der fuld belæg for stiftelsen af Junta de Andalucía og de øvrige 16 “Juntaer” i Spanien allerførst i 80’erne. Tilmed higede folket efter at komme ud at centralstyrets skygge, som Franco havde fastholdt til det sidste (han døde i 1975) for at holde landet “samlet” som det hed sig.

Glæden over nye tider og mere “frie” regioner varede desværre ikke længe. For talrige kommuner var det nemlig som at komme i fængsel. Det gælder i særdeleshed for Costa del Sol kommunerne. Tidligere kunne de nemlig bygge, renovere og udvikle sig frit. Nu skulle alle projekter over Sevilla for at sikre, at de stemte overens med Junta de Andalucías generelle planer og byplan for den enkelte kommune. Det er derfor, det i dag ofte tager flere år at få en byggetilladelse. Et projekt skal godkendes i kommunen – og i Sevilla. Siger Sevilla “no go” skal projektet revideres, over kommunen igen, og atter retur til Sevilla. Sådan er det over hele Spanien. Det er derfor, der ikke hurtigt kommer gang i byggeriet til trods for at vi har en akut boligmangel på 600.000 enheder fordelt over hele landet. Det er også derfor, vi i Málaga ikke har fået det nye hospital, som man har talt / arbejdet på siden 2004. Og det er også derfor, at Fuengirola ikke får en ordentlig busstation for nu at holde det så lokalt som muligt.

Junta de Andalucía, og de øvrige regioner i landet, er blevet en stopklods for udviklingen og hurtig ageren. Konsekvenserne er kedelige og gør direkte ondt, når man trækker lidt ned under det glansstøv, der ofte spredes over Solkysten. Vi nøjes med ét eksempel.

Min samlever er socialrådgiver i Málaga kommune. Herunder hører vurdering og tildeling af hjemmehjælp til ældre. Netop hjemmehjælpen har altid været en del af sundhedsvæsenet – altså Junta de Andalucías kompetanceområde. Da enhver kan se, at Juntaen fra Sevilla ikke kan sende sine folk ud på timelange daglige køreture for at revidere ansøgninger om hjemmehjælp i hundredvis af kommuner fordelt over hele Andalusien, lader man kommunernes socialrådgivere stå for dette. Det fungerer fint. De lokale Socialrådgiverne besøger de ældre i deres hjem og vurderer deres situation ud fra helbred, hjælp fra familie, økonomi og indstiller borgerne til hjemmehjælp i tre kategorier. Ansøgningen skal blot lige godkendes på hovedsædet i Sevilla. Er der noget her man ikke er indforstået med, eller skal have uddybet, ryger ansøgningen tilbage til Málagas socialrådgivere. Og så behøver jeg vidst ikke sige mere… Status er, at den gennemsnitlige ventetid på at få tildelt hjemmehjælp i Málaga, og det øvrige Andalusien, i dag ligger på mellem to og tre år. Det er derfor ikke længere unormalt, at vores ældste og svageste borgere får tildelt, eller revideret, sin stærkt tiltrængte hjemmehjælp, når de er døde. Man skulle tro det er løgn, men det er det ikke – desværre. Junta de Andalucía er blevet en belastning for samfundet med store menneskelige og økonomiske konsekvenser.

Juanma Moreno ved det godt. Præsidenten for Junta de Andalucía har brugt store ressourcer på at ændre og fleksibilisere arbejdsgangene – men uden held. Det er heller ikke hans skyld, for faktum er, teltpælene blev sat forkert i 1981. Der er kun én ting at gøre: rive dem op. Det kommer så ikke til at ske, for det skal ske via parlamentet i Madrid, og ingen af tidens partier og deres ledelser har modet til den type omlægninger. Vi har brug for en Javier Milei eller en José María García Urbano. Førstnævnte har sendt argentinsk økonomi ud på en spændende rejse, som vi i 2026 får resultatet af. Sidstnævnte rystede for år tilbage ikke på hånden ved at opsige en tredjedel af de kommunalt ansatte i Estepona for at få kommunens økonomi og administration forbedret – og plads til nye investeringer. Resultatet blev ikke bare godt. Det blev bedre end ventet.

Nogle kan, hvis vi giver dem lov. Det er indlysende, at Junta de Andalucía, og landets øvrige 16 “juntaer” i dag har udspillet sin rolle. De blev etableret i den bedste tro. I lige så god tro, bør de nu elimineres, for det er indlysende, at landet har brug for markante strukturelle omlægninger.

Kompetancerne og budgetterne bør tilbage på kommunernes og det såkaldte amtsråds hænder (på spansk; Diputación). Det vil give kommunerne mulighed for at handle hurtigt og tilmed skabe meget mere. Alene med de midler, der i dag henkastes til administration i Sevilla kommer man langt. Amtsrådet vil få til opgave at koordinere de større anlægsprojekter med Madrid – præcis som de gjorde inden Junta’erne kom til.  

Det er en stor omlægning, men en nødvendig omlægning, hvis vi for alvor vil af med det bureaukrati og den store offentlige administration, som i årtier har tappet Spanien og spanierne for energi. Det er et stort skridt. – Et skridt, som ingen tør tage.