Las Navas de Tolosa og Parque natural de Despeñaperros

Las Navas de Tolosa er en slette i det nordlige Andalusien og stedet for det største slag imellem de kristne og maurerne i hele Spaniens historie. Slaget fandt sted i året 1212, men fordi det var så afgørende, omtales det stadig, og nu har et nyt museum over optakten til slaget og dets gang set dagens lys i byen Santa Elena, nord for La Carolina. Santa Elena ligger lige syd for naturparken Despeñaperros, så nu er vi taget ud for at udforske disse to spændende steder. Tag med på en tur ud i det ukendte Spanien.

Hele Spaniens historie og kultur er domineret af det faktum, at landet var på muslimske hænder i næsten 800 år. I år 711 satte en flok muslimer (også kaldet maurere / moros på spansk) over Gibraltarstrædet med en hær på ca. 10.000 mand ledet af krigsherren Tarik, og det var ham, der lagde navn til strædet, idet klippen ved Middelhavets udløb i Atlanterhavet blev døbt: Gebel al Tarik (Tariks klippe = Gibraltar). På 15 år havde maurerne erobret næsten hele den iberiske halvø til stor ærgrelse for de kristne. Men sagen var, at landet på det tidspunkt bestod af nogle svage vestgotiske folk, herunder vandalerne, som ikke kunne bekæmpe de stærke og velorganiserede maurere. Faktisk er Andalusien opkaldt efter vandalerne: Vandalucía = Andalucía, men maurerne kaldte det land, de erobrede for Al-Andaluz.

Over de næsten 800 år, som den iberiske halvø var på muslimske hænder, blev der opført omkring 10.000 maurerborge på strategiske steder over hele landet, og disse borge er en af Spaniens største kulturskatte i dag. Der er tale om pragtfulde bygningsværker beliggende på bjergtoppe med godt udsyn over landskabet. En del af disse borge er i dag blevet ombygget til Paradorer, så man kan bo på dem og føle sig som borgherre for en dag eller to.

De to folk, som i alle disse år beboede halvøen, var hele tiden i krig med hinanden, og fred var der aldrig. Skærmydsler, overfald, plyndringer og mindre slag var dagens orden, og på et tidspunkt blev det nok for de kristne konger mod nord, og de samlede en hær på omkring 20.000 mand for én gang for alle at få bekæmpet maurerne. Men nu var der lige det problem, at de skulle ned fra den centrale højslette – La Meseta – og der var kun én vej – gennem en smal slugt der hvor naturparken Despeñaperros ligger i dag.   I slugten ventede maurerne med en hær, der var dobbelt så stor som den kristne, så de havde et logistisk problem.

Men en hyrdedreng kendte en anden vej ned fra højsletten, og på den måde kom de kristne ned, og nu kunne de to hære tage opstilling på det flade land kaldet Las Navas de Tolosa.

Det blev historiens største slag mellem de to folkeslag, og blodigt og grusomt var det. Og selv om de kristne kun havde halvt så mange mænd som maurerne (omkring 40.000), kunne de gå sejrrige ud af slaget og jage fjenderne på flugt sydover.

På museet over slagets gang (bare følg skiltene mod Museo de Las Navas de Tolosa, når man kører ind i Santa Elena) kan man se en masse plancher, der fortæller om optakten til slaget og der er også lavet en model over slagmarken, hvor man kan se de to hære opstillet overfor hinanden.  Her ser vi til vores overraskelse, at de mauriske krigere kom ridende på kameler. Om disse dyr var effektive i slag, skal jeg lade være usagt, men man må formode, at de var mindre vandkrævende end de heste, som deltog.

Det med heste var nemlig en stor logistisk udfordring, for en krigshest skal hver dag have 14 kg græs eller hø, 5 kg. hvede og 35 l. vand. Regn lige selv ud, hvor meget hestefoder og vand der skal bruges, hvis man bare har 5.000 heste med til sine ryttere. Plus mad til soldaterne. Ikke nogen nem forsyningsopgave at løse.

Nå, det mest interessante ved museet er tårnet, fra hvis top man kan skue ud over slagmarken. I dag er området bevokset med fyrretræer, men dengang i 1212 var der kun maki – kratværk. Mod nord kan man se klippevæggen i naturparken Despeñaperros, som altså danner en ganske ufremkommelig ”trappe” op til Mesetaen.

Slaget ved Las Navas de Tolosa satte gang i det, der blev kaldt La Reconquista – de kristnes generobring af Spanien. Den varede som bekendt til 1492, hvor den sidste kalif Boabdil overgav nøglen til Granada til det kristne kongepar Isabel og Fernando uden kamp. Dette årstal er præget ind i enhver spaniers bevidsthed, og blev senere kaldt: Annus miraculis – miraklernes år, idet tre skelsættende begivenheder fandt sted: 1. De sidste maurere blev fordrevet fra landet den 1. januar, 2. Jøderne blev ligeledes fordrevet ved et edikt i marts og 3. Columbus opdagede den nye verden i oktober.

Det med at fordrive jøderne var verdens dårligste ide, men det opdagede spanierne først bagefter, for nu var der ingen, der havde forstand på handel, eller penge, eller organisering i det hele taget. Og nu kom inkvisitionen, men det er en anden historie.

Nu tager vi afsked med museet og vil ned på det flade for at gå en tur på slagmarken. Vi kører derfor til venstre, når vi kommer ned ad den lille vej fra museet og følger skilte imod Los Llanos de las Américas. Dette er et lille besøgscenter beliggende midt på slagmarken men er samtidig et udstillingsvindue for naturparken Despeñaperros. Desværre var det lukket. Der var dog en fin sti, hvorpå man kunne gå en tur på slagmarken, men her går man nede under fyrretræer og kan ikke se en pind. Man må tage fantasien til hjælp for at opleve det vældige slag og høre gnyet fra kampen. Vi mødte ikke en levende sjæl på denne tur, så specielt ophidsende var det ikke.

Nu gælder det naturparken, og nu er det let, for vi kører bare tilbage mod Santa Elena og lige efter at vi har krydset motorvejen på en bro, ser vi et stort skilt med Parque natural Despeñaperros. Vi følger blot skiltene og ser, at vejen ligger på den gamle vej nordpå fra Andalusien. Den slynger sig ret vildt, og over os kan vi beundre den nye motorvej, der svæver over landskabet og endelig har fået gjort det let at komme fra Andalusien og op på den castilianske højslette og omvendt. At dette ikke har været nogen nem opgave er indlysende, men nu er der skåret en hel time af turen, så det har været umagen værd, i hvert fald set med en bilists øjne.

Vores mål er at se ”Los órganos”, som er det mest kendte fænomen i naturparken. Los órganos betyder orgler, og der er tale om klippelag, der står lodret. Man må formode, at de er opstået ved nogle voldsomme foldninger, som har fået de vandrette klipper til nu at stå lodret. VI følger blot skiltene mod Mirador de Los Òrganos og ved et pudsigt stenstavær i højre side af vejen standser vi og kravler op ad nogle trapper. Der stod ikke noget skilt om, at dette var miradoren, men det gik vi ud fra, for der var et fortrinligt udsyn ud over ”orglerne” og den betagende klippevæg. Man har fundet hulemalerier her imellem revnerne, men der skal vist en særlig tilladelse til at bese dem. Og klippevæggen er så stejl, at jeg fik dårlige nerver ved tanken om at bestige den. Uha, uha.

Store fugle sejlede over klippevæggen og jeg formoder, at det var ”el buitre leonado”  – den løvefarvede grib – som ynder at leve hvor der er stejle klipper, som den kan bygge sin rede på. Men ørne kan det også have været – nogen stor ornitolog er jeg jo ikke og de var højt oppe. Flotte at se på var de i hvert fald. 

Kort efter miradoren kommer vi til en venta (kro), hvor der holder en bus med en masse mennesker, som drikker vand af en kilde. Ventaen var lukket.

På den anden side af vejen står der to store skilte og dem må jeg bese. Her annonceres starten på en 6,5 km. lang sti, som skulle være den bedste sti at udforske naturparken på. Det klør gevaldigt i fodsålerne for at komme ud på denne sti, hvorfra man også kan beundre områdets rige fugleliv, men det må blive en anden gang, for nu skal vi drage sydpå for at prøve at være borgherrer for en dag på en af Spaniens flottest paradorer: El Parador de Jaen. Læs videre i næste nummer.