Formel 1 Grand Prix i Fuengirola

– En motor, der svigtede, før den overhovedet blev varm.

Forestil dig Costa del Sol i 1980’erne – en magnet for glamour, jetset og drømme. Forestil dig også vidtstrakte strande, palmeomkransede veje, brølende motorer med hundredvis af hestekræfter, der suser forbi på en racerbane i byen, lige i centrum af Fuengirola. Det var her, drømmen blev født – en vision om at sætte den populære spanske turistby på verdenskortet i motorsportens mest glamourøse konkurrenceform. En drøm, som næsten gik i opfyldelse, men som på grund af økonomiske og praktiske forhindringer blev degraderet til blot at være en drøm, lige før målstregen blev nået.

Inspireret af tidsånden

Det var i begyndelsen af 1983, at ideen om en Formel 1-bane i Fuengirola blev født. Marbella havde allerede markeret sig som en luksusdestination, og Málaga havde udmærket sig under VM i 1982 med sit nyrestaurerede fodboldstadion La Rosaleda. Timingen var ideel. Under Franco havde man ikke tænkt på at være vært for et Formel 1-grandprix. Nu havde den politiske scene ændret sig, og både politikere og iværksættere var interesserede i at stimulere økonomien.

Inspireret af tidens udviklingsånd og optimisme fik to englændere, Richard Ratcliffe og Mike Dee (begge boede dengang på kysten, den første var turistentreprenør og den anden Formel 2-kører), en idé – at gøre Fuengirola til Spaniens svar på Monaco på Formel 1-scenen. Og idéen kom ikke ud af ingenting – Costa del Sol var allerede populær blandt Formel 1-eliten. Store navne inden for sporten som Graham Hill, Damon Hill og James Hunt tilbragte ofte deres somre ved kysten. Selv den tidligere Formel 1-kører og senere CEO for Formula One Group, Bernie Ecclestone, var tiltrukket af Costa del Sol. Og det var med ingen ringere end Bernie Ecclestone, at Rickard Ratcliffe og Mike Dee forhandlede om, hvordan projektet kunne realiseres.

Storslåede planer

Planerne for racerbanen i Fuengirola var storslåede. Valget af Fuengirola var baseret på byens topografi og gadebillede. Designet skulle udføres af arkitekten José Antonio Ballesteros, som lovede en hurtig bybane, der ville imponere både kørere og tilskuere. Banen skulle være 4,4 kilometer lang, og den skulle løbe gennem byens gader med skarpe kurver, lange lige strækninger og udsigt over Middelhavet. Banen skulle starte ved den nuværende togstation i Fuengirola og fortsætte langs gaden Jesús Santos Rein til rundkørslen Seat 600 i Los Boliches. Derfra ville den fortsætte ned til strandpromenaden og videre til havnen. Så op til hovedgaden, hvor den efter to venstresving kom ned til strandpromenaden igen. Efter et skarpt højresving fortsatte ruten op ad Jacinto Benavente-gaden og ind på Alfonso XIII-gaden for til sidst at nå målstregen.

Visionen var en bane, som ville blive et symbol på modernitet, spænding, elegance og luksus, ligesom i Monaco.

Fuengirola Grand Prix 21. oktober 1984

Projektet fik støtte af borgmesteren i Fuengirola, Sancho Adam (PSOE), som havde store ambitioner for byen. Han havde møder med bl.a. Bernie Ecclestone og FIA (Fédération Internationale de l’Automobile) og blev lovet, at Fuengirola ville blive en del af den officielle Formel 1-kalender i 1984 – med sit første Grand Prix den 21. oktober 1984.

I marts 1983 blev otte Formel 2-biler præsenteret på strandpromenaden foran forventningsfulde beboere og beslutningstagere, hvorefter der blev foretaget testkørsler. Resultaterne var dog langt fra perfekte. En af bilerne beskadigede sit ophæng på en kantsten, og kørerne mente, at banen både var for hurtig og usikker til at være realistisk til et Grand Prix. Men på trods af tilbageslagene var der en overvældende følelse af, at en Formel 1-bane i Fuengirola kunne blive en realitet. Projektet fik nu naturligt nok stor medieopmærksomhed, især da de internationale testkørsler fandt sted. Snart så det også ud til, at drømmen kunne blive til virkelighed – hvis de rigtige investeringer blev foretaget.

Høje ambitioner, men ringe økonomi

Oprindeligt havde man beregnet en indledende investering på 107 millioner pesetas (svarende til lidt over 650.000 euro i dag, men uden at tage højde for inflationen) til at forbedre infrastrukturen, asfaltere veje og sørge for de sikkerhedsforanstaltninger, der kræves til et moderne Formel 1-grandprix. Derefter skulle der bruges yderligere 150 millioner pesetas til at dække løbsudgifterne og tiltrække stjerneholdene. De tal, der var nødvendige for at gøre banen konkurrencedygtig, blev hurtigt meget højere end oprindeligt budgetteret, og finansieringen var en stor hindring. På trods af dette blev projektet mødt med stor begejstring fra både lokale og internationale interessenter. I begyndelsen af 1984 håbede mange stadig, at Fuengirola Formula One ville blive en realitet.

Men problemerne voksede, og projektet begyndte at slå sprækker under vægten af sine egne ambitioner. Budgettet blev nu anslået til over 250 millioner pesetas, og derudover krævede Bernie Ecclestone en garanti på 150 millioner for at sikre begivenheden, et beløb, som Fuengirola ikke ville være i stand til at betale. Det stod klart, at finansieringen ikke ville komme på plads. Og som om det ikke var nok, lå den planlagte premiere den 21. oktober 1984 uden for højsæsonen, hvilket yderligere reducerede byens chancer for at tiltrække sponsorer. Da et tobaksfirma, som man havde forventet ville støtte projektet, trak sig, begyndte Fuengirolas byråd også at tvivle på de økonomiske risici.

Drømmen brast

I april 1984 nåede projektet sit bristepunkt. Bernie Ecclestone var træt af forsinkelser og usikker finansiering og meddelte, at han ville flytte løbet til et andet sted, hvis garantierne ikke kunne opfyldes, hvilket mislykkedes. Det nye sted blev Estoril i Portugal.

For Fuengirola brast drømmen. Kystbyen mistede sin chance for at blive en Formel 1-by, og de investeringer, der var foretaget, gik tabt. I dag er projektet, som blev offer for økonomiske og praktiske forhindringer, et kapitel i byens historie – et kapitel, der næsten er helt glemt.

Tekst: Sara Laine, sara@norrbom.com

Fotos: FuengirolaForever.com