Påsketraditioner

Nu nærmer den store religiøse højtid, påsken, sig – så lad os gå tilbage i historien og se på, hvor traditionerne stammer fra.

Oprindelsen til ordet påske er at finde i det hebraiske ord ”pesach”, som betyder forbigået, forskånet eller oversprunget. Pesach er for jøderne festen frem for alle fester. Dens indstiftelse er beskrevet i 2. Mosebog kapitel 12 og 13. Hele 2. Mosebog handler om israelitternes ophold i Egypten og deres udvandring tilbage til Kanaans land med Moses og Aron, som Guds udvalgte, der førte dem gennem ørkenen.

For jøderne er denne historie lige så kendt og traditionsbunden, som juleevangeliet er for de kristne. Som man kan læse i 2. Mosebog, var israelitterne i fangenskab i Egypten. Gud sendte derfor ti plager ned over egypterne og deres Farao for at få ham til at lade israelitterne vende hjem til deres eget land. Den sidste af de ti plager var drabet på alle landets førstefødte sønner og efter denne plage overgav Faraoen sig og jagede alle israelitterne ud af sit land. Inden plagen instruerede Gud Aron og Moses i, hvordan israelitterne skulle forholde sig, når Guds engle gik i gang med at eksekvere straffen over egypterne, så englene kunne vide, hvor Guds folk boede. Israelitterne fik at vide, at de skulle ofre et lam, hvis blod de skulle smøre på dørstolperne. Samme nat skulle de samle familien og sammen spise lammekødet med bitre urter og usyret brød. Måltidet skulle indtages i største hast, med bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden. De skulle altså være parate til at drage af sted, hvad øjeblik det skulle være. Desuden fik de at vide, at når de kom tilbage til Kanaans land, skulle de overholde denne skik og kalde den et påskeoffer for Herren, fordi han sprang israelitternes huse over. Stadig den dag i dag samles jøderne for at indtage påskemåltidet sammen og ritualerne under måltidet er i overensstemmelse med historien i biblen. Det vigtigste budskab i jødernes påskefest er Guds frelse. Gud indgår en pagt med mennesket, hvor Gud lover frelse, hvis folket til gengæld overholder de ti bud.

For de kristne fik påsken et andet indhold, nemlig Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Men alligevel er der elementer hentet fra Jødedommen, og rent tidsmæssigt falder de to højtider sammen. I Kristendommen er lammet blevet til Gudslammet, som er Kristus, der ofres og giver sit blod for menneskets skyld. Påskemåltidet er derfor i den kristne tradition ikke længere til minde om uddrivelsen, men et minde om det sidste måltid mellem Jesus og hans disciple. Måltidet går altså igen som religiøst fænomen. Med Jesu død og opstandelse sker der en fornyelse af den gamle pagt, og det bliver til en påmindelse om den ny pagt, som er indgået mellem Gud og menneske i Jesus Kristus. Denne nye pagt består i, at Gud atter viser sin godhed, denne gang ved at tage menneskets synder på sig, ved at lade sin søn dø og genopstå.

Efterhånden som Kristendommen bredte sig op gennem Europa i middelalderen og således erstattede de hedenske forårsfester med den ny kristne tradition, kom ægget til at spille en central rolle. Ægget har stor symbolsk betydning, idet det repræsenterer det indelukke, hvorfra al vækst og grøde folder sig ud, det symboliserer altså liv. I den hedenske tradition havde man en fest omkring forårsjævndøgn, hvor man helliggjorde det første lagte æg. Forårets første æg måtte selvfølgelig indeholde en særlig kraft, og fra omkring 1100-tallet hører man om, hvordan tyske præster velsignede de æg, som folk bragte med i kirken. Man kan altså se, hvordan kirken forsøgte at forene de gamle hedenske traditioner og festdage med det kristne budskab. Ægget og Kristus blev ligestillet og det nylagte påskeæg blev kirkens officielle symbol på opstandelsen. Men med protestantismen i 1500-tallet blev det forbudt for præsterne at velsigne æg, som en konsekvens af afskaffelsen af sakramenterne. Mange munke, som var blevet arbejdsløse, fortsatte dog illegalt med at velsigne æg og tjente på den måde til det daglige brød. Senere hen begyndte folk selv at forvandle deres hønseæg til påskeæg. Det er den tradition, der har overlevet til i dag, hvor vi dekorerer æggene sammen med børnene. Den religiøse karakter er blot forsvundet og hvis vi tænker over det, kan vi ikke se nogen umiddelbar sammenhæng mellem det og Jesu lidelseshistorie.

Det er interessant at se, hvordan de forskellige religiøse traditioner falder sammen rent tidsmæssigt. Egentlig er de jo ret forskellige i deres grundhistorie, israelitterne der bliver ført ud af Egypten og Jesus som korsfæstes, men begivenhederne falder på nøjagtig samme tid af året. Og begge disse traditioner falder sammen med forårsjævndøgn, som der var en hedensk fest omkring.

Også de religiøse elementer i traditionerne går igen: måltidet, lammet og ofringen, samt symbolikken, der har med liv at gøre.

Men hvad er der blevet af symbolikken og de religiøse ritualer i Danmark. Det religiøse budskab i påsken er nærmest blevet glemt, og vi er helt holdt op med at undre os over, hvad chokoladeæg og kyllinger har med Jesu korsfæstelse at gøre. Desuden har vi indført en anden hedensk tradition, nemlig påskebryggen, som ganske vist ikke har religiøse rødder. Og hvor den tradition stammer fra, er ikke godt at vide. Det er nok nærmere et godt slagstrick end en helliggørelse af den første maltafgrøde. Så man må konkludere, at påsken i Danmark er gået hen og blevet temmelig profan, der mest af alt handler om nogle dejlige fridage, hvor vi rigtigt har mulighed for at spise og drikke og det er vist de færreste, der kommer en tur hen i kirken.

Men sådan er det langt fra i Spanien. Her er det årets helligste højtid, hvor de religiøse traditioner bliver levet ud til deres fuldeste. Jesu lidelse, død og opstandelse bliver gennemlevet, religiøse processioner, der bærer store opsatser med Jesus- og Maríafigurer rundt i byerne, lugten af røgelse hænger i luften, højtidelig trompetmusik giver genklang og gaderne er tæt pakkede med mennesker, der stimler sammen for at få del i den religiøse oplevelse. ”La Semana Santa” er en 500 år gammel tradition, der lever i bedste velgående. Når én Semana Santa er overstået, begynder man med det samme at gøre klar og forberede sig til den næstkomne. Rundt om på barerne kan man se de typiske Semana Santa-kalendere, der tæller ned til det følgende års begivenheder.

Det er bestemt en oplevelse værd at tage en tur ind til Alicante for at kigge nærmere på Semana Santa-optogene. Der er op til flere at vælge imellem hver dag gennem hele ugen. De store dage er Palmesøndag, Skærtorsdag og Langfredag. De religiøse påskespil, der gennemspiller Jesu lidelseshistorie, kan man opleve i de små landsbyer.