Andalusien - romantisk landsbyliv eller affolkede små landsbyer?

Folk siger ofte, at dem, der bor på landet har en bedre livskvalitet, men er det altid tilfældet?

Det er let at romantisere landsbylivet, især for dem, der ikke bor der. Under pandemien og lockdown har mange byboere følt sig fanget og længtes efter et enklere liv på et mindre sted. At bo i landdistrikterne har bestemt sine fordele: mindre forurening, mindre trafik og mere sikkert for både børn og unge (selvom sidstnævnte kan kede sig …), bedre kontakt med naboer, større haver og hurtigere adgang til naturen, for at nævne nogle.

Men livet i de andalusiske landsbyer i 2023 er ikke bare fryd og gammen.

Landsbylivet mister noget af sin såkaldte charme, når du ikke længere har grundlæggende tjenester, som adgang til sundhedspleje, bank eller skole. Hvad sker der, hvis en beboer får et hjerteanfald i en by, der ikke længere har et lægecenter, og ambulancen tager en god halv time om at ankomme? Børn må tage skolebusser over lange afstande, ofte på snoede farlige veje, for at komme til den nærmeste skole, og forældre må køre til en anden kommune for at hæve eller indsætte penge i banken.

Ifølge Andalusiens Institut for statistik og kartografi (IECA) er befolkningen faldet i tre fjerdedele af Andalusiens 785 landsbyer i det sidste årti. En ud af ti landsbyer siges at dø ud. De landlige andalusiere fortsætter med at flytte til større byer og kystområder, hvor de finder flere skole- og jobmuligheder og alle offentlige tjenester. Uden at tælle provinshovedstæderne med har andalusiske byer med en befolkning på over 20.000 næsten fordoblet befolkningen siden 1996. For 25 år siden boede 2 millioner mennesker i disse mellemstore byer, mens der nu er 3,4 millioner. I mellemtiden affolkes regionens landsbyer som aldrig før.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Valencias økonomiske forskningsgruppe IVIE i 2019 havde 28 af Málaga-provinsens 103 kommuner ikke en enkelt bankfilial. 74 af kommunerne havde ikke et sundhedscenter, kun et sundhedskontor, der åbnede et par timer om ugen. 16 af kommunerne havde ingen folkeskole, og 28 havde ingen ungdomsskole. Det er rigtigt, at alle kommunerne havde mindst et klasseværelse til rådighed, men mange havde ikke en eneste lærer.

Selvom storbyfolk har længtes efter landsbylivet under lockdown, har pandemien ikke hjulpet fraflytningstendensen. Landsbyerne har ingen våben til at bekæmpe affolkningen, når de ikke engang kan tilbyde de mest basale tjenester. Undersøgelsen viser, at små byer kommer i en stadig mere sårbar position, efterhånden som de væsentlige tjenester gradvist forsvinder. Og tilbage sidder den krympende og forældede lokalbefolkning, der er tvunget til at rejse mindst 20 minutter for at komme til det nærmeste sundhedscenter og 45 minutter for at komme til det nærmeste hospital.

19.000 Málaguenos har ikke adgang til banktjenester tæt på deres bopæl og skal rejse til nabokommunen for at gå i banken, og ofte mangler kommunen også regelmæssig offentlig transport. Siden 2008 er halvdelen af ​​Málaga-provinsens bankkontorer lukket – langt de fleste i små byer, hvor folk ikke har noget andet bankalternativ.

Repræsentanten for affolkningstendensen i provinsen, Nataja Rivas, forklarer, at manglen på tjenester kun er et af de problemer, der gør det svært for små kommuner at tiltrække nye borgere. Jobmuligheder er endnu vigtigere for at få folk ud på landet. Hvis der er jobs, flytter folk derhen, og hvis befolkningen stiger, vil tjenesterne i sidste ende vende tilbage. Adgang til bredbånd eller almindelig internetforbindelse og forbedring af vejnettet er også vigtig for at gøre små kommuner mere attraktive for tilflytning. Det er noget, provinsmyndighederne siger, at de undersøger. Men for landsbyboerne, der er uden mange væsentlige tjenester, er der ingen tvivl. De foretrækker færre undersøgelser – og flere reparationer af veje, udvidet bustjeneste og lokale banker.

(Kilder: El Mundo, SUR på engelsk, Diputacíon de Málaga, IECA, IVIE og Junta de Andelucía)