PIPAS - Spaniens sundeste last

Næsten lige siden de første mennesker satte deres fod på spansk jord, har man kunne finde de berømte Pipas næsten alle steder i Spanien. De ristede småkerner har glædet nationalbefolkningen i mange, mange generationer, men de er ikke bare lutter lagkage. Det store forbrug stiller spørgsmålstegn ved, om denne vane i grunden er god for helbredet. Overvægt og fedme bliver et stadigt større problem i vores samfund, og man kan ikke andet end at undres over, hvor sundt det egentligt er at spise Pipas. Desuden betragtes skallerne fra solsikkekernerne som sendt fra helvede, hvis man spørger de kommunale ansatte, der bruger flere timer om ugen på at feje skallerne op fra gader og parker. 

Her gives nogle grundlæggende instruktioner til, hvordan man spiser Pipas. Vigtigst af alt er at tilberede fuglefrøene ordentligt. Man skal være opmærksom på, at de kan have en stærkt vanedannende effekt, når man først lærer knækketeknikken. Et stort stykke arbejde til næsten ingen nytte kunne man fristes til at tænke, men det er jo netop pointen. Både mænd og kvinder anvender samme praksis til hverdag i kampen mod vægten. Nemlig at kunne spise mest muligt mad samtidig med, at kalorieindtaget begrænses. 

Desuden er der forskellige terapeutiske fordele forbundet med spisningen af Pipas. Praksisen er meget afstressende, og man anvender faktisk Pipas som behandlingsalternativ på mange afvænningsklinikker. Pipas er også kendt for at kunne sætte neglebidning til livs, og under en god gyserfilm findes der ikke et bedre remedium til at dulme spændingen, ligesom nervepirrende fodboldkampe føles mere udholdelige med en pose Pipas ved hånden. Derudover må spisningen af Pipas nok betragtes som den bedste form for tidsfordriv, man kan foretage sig, og det gælder både unge og ældre mennesker. Hvad enten man mødes med vennerne, eller man sidder i parken og betragter de, der passerer forbi, er Pipas en formidabel metode til at få tiden til at gå, uden at man bliver alt for mæt. Det er dog en god ide at have rigeligt at drikke med sig, når man spiser Pipas. Kernerne ristes nemlig med salt, og selvom det kun er frøet, der spises, bliver det til en ikke ubetydelig mængde salt, der trænger ind i kroppen. 

Arkæologiske fund 

Man har indtil videre ikke kunne finde arkæologiske beviser på årsagen til den store forkærlighed for den solsikkekernespisning, der hærger den iberiske halvø. Men før asfaltjunglen opslugte byer og forstæder, var det en helt almindelig vane at spise Pipas. De saltede skaller kunne nemlig anvendes til kompost til de mange træer i parkerne. Gadefejerne skulle ikke andet end at feje skallerne sammen, samle dem op og lægge dem under den nærmeste plante. For bare 10 år siden kunne diverse gadesælgere tilbyde et bredt sortiment af forskellige frø og kerner. Sortimentet bestod almindeligvis af ristede solsikkekerner, græskar, melonkerner, og hampekerner.

I vores tid er vi vant til at betragte alle kuriositeter videnskabeligt på basis af tal og anden faglig information. Spisning af solsikkekerner har været genstand for store og omfattende kampagner, hvis formål er at vise, at Pipas er utroligt sundt for kroppen. Men reelt set er disse kampagner kun ude på at dulme pipas spisernes dårlige samvittighed. En professionel frøspiser kan spise mellem 1-2 hekto Pipas i løbet af kort tid, hvilket vil sige fra 1.000 – 2.000 kerner. 

Ifølge helseartiklerne indeholder solsikkekerner 45% umættede fedtsyrer, som hjælper til at sænke kolesterolniveauet i blodet. Udover at indeholde kulhydrater som alle former for korn og frø gør, har solsikkekernerne et højt indhold af proteiner på 28% samt antioxidanten E-vitamin, som giver en pænere hud. Det siges, at sigøjnerkvinder er meget fertile, fordi de spiser mange Pipas, der indeholder en stor mængde B-vitamin. Andre stoffer som kolin, betain, og fenolsyrer virker også som antioxidanter. Solsikkekernerne indeholder også nyttige metaller som jern, magnesium, potasium, fosfor og kalcium. Mængden af kalorier når heller ikke faretruende højder, og en mellemstor pose med 50 gram frø, som tager omkring en halvtime at spise, indeholder omkring 115 kalorier, mens et glas sødmælk indeholder 168 kalorier og et stort æble 140 kalorier. Pipas-lobbyister anvender i største hemmelighed diverse fag- og videnskabsblade til at fortælle, at solsikkekernerne har en fantastisk hjertebeskyttende effekt på grund af deres høje indhold af E-vitamin. Lobbyisterne bedyrer, at solsikkekernerne er en bedre ernæringskilde end mange former for kød, oste og æg. Måske derfor er Pipas blevet den vigtigste bestanddel i Middelhavskøkkenet. 

Det er dog usandsynligt, at den almene Pipasspiser tænker over de ernæringsmæssige fordele, når man ser dem fortære en stor pose Pipas med en kold øl ved hånden. Heldigvis er Pipas spisningen aftaget betydeligt i landets biografsale, for selv den mest moderne sal med det nyeste lydsystem og det højeste lydniveau kan ikke neutralisere den uregelmæssige knækkelyd, der kommer, når man spiser Pipas. Af mange er det blevet betragtet som en ren lidelse under specielt romantiske film, at der er en i salen, der spiser Pipas, og mange filmoplevelser er gennem tiderne blevet ødelagt. 

I takt med en mere intensiv solsikkedyrkning i 1960érne er andre slags kerner langsomt blevet udkonkurreret. Pipas med eller uden salt er i dag sammen med dem uden skal den mest populære kernebaserede snack i Spanien. Den øgede produktion har medført en gradvis stigning i forbruget, og på årsbasis produceres der 43.000 ton solsikkekerner til konsumering. Efterspørgslen er i dag så stor, at den nationale produktion ikke kan følge med, og omkring 60 % af råvarerne kommer nu fra USA. 

Hvorvidt Pipas traditionen har chance for at slå an uden for Spanien, er svært at sige. Pipas kan dog på nuværende tidspunkt fås i mange indvandrerbutikker i Skandinavien, men er endnu ikke blevet en almindelig spise, og når næppe de samme højder som national-snack, som Pipas har i Spanien.