Det danske magasin i Spanien

Del

Jeg glæder mig i denne Tid;

nu falder Julesneen hvid,
og saa maa Julen komme!
 
Sådan lyder indledningen til Peters Jul af Johan Krohn, som er en af mine få, kære juletraditioner. At læse bogen altså, for julesne får vi jo ikke noget af på Costa del Sol. Af samme årsag pynter vi heller ikke op hjemme hos mig. Jeg gider ikke al stadset, og jeg synes aldrig rigtig man opnår den ægte julestemning hjemme, når solen står ind ad vinduerne de fleste dage. I stedet er jeg ganske begejstret for at besøge nogle af de mange julemarkeder på kysten, hvor julestemningen flyder i lange baner. Jeg er vild med det og ligger gerne under for grankogler og julekugler i afsindige mængder, mens jeg fylder mig med gløgg og julegodt. Jeg stemmer i, når julekoret synger Last Christmas, og jeg skal helt sikkert også være med i julelotteriet. Sådan fortsætter det et stykke tid, indtil jeg sætter mig ud i bilen og drejer nøglen. Da nyder jeg at kunne vælge julen til og fra efter behov og køre hjem til mine egne håbløst ujulede stuer.
 
Og Søster Hanne syr og syr.
Hun siger, Julen er saa dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
 
Gaver er et symbol på relationen mellem os, og de fleste af os vil gerne ramme plet eller blot nogenlunde inden for målskiven, når der skal købes gaver. Dog har jeg aldrig forstået behovet for at ramme et bestemt beløb. Der er mange måder at matche en gave på, og omtanke kan ofte udmanøvrere monetær værdi. En kedelig tradition er, efter min mening, den ansvarsfralæggelse, der kan opstå, når man giver gaver. “Den kan byttes!” nærmest skriger man, inden båndet bindes op. Stå dog ved den elkedel, og hvis modtageren har en i forvejen og ville blive gladere for at få byttet den til en stavblender, kan kvitteringsoverlevering finde sted senere hen. Det er ganske ucharmerende at rygdække sig i gavegivningen – husk på at din gave først og fremmest er et symbol på erkendtlighed og at du har tænkt på vedkommende (som måske/ måske ikke har en elkedel i forvejen).
 
Og Julen endte — Børnene fik
igjen deres Bøger fat og gik
til Skolen glad og fornøjet
Dér tænkte de ikke paa Julen; men
naar Klokken to de kom hjem igjen,
de leged med Juletøjet.
 
Får du noget, som du er glad for, så husk for guds skyld at sende giveren en besked eller endnu bedre, et foto at gaven i brug. I sommer forærede jeg min venindes datter et lege-picnicsæt i træ. I sidste uge fik jeg et foto lille Charlotte, der stadig arrangerer picnic på parketgulvet for far og mor. Den hjertevarme tager jeg med mig helt ind i januar.
 
Glædelig jul, kære læsere.
LMF
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.