Mit møde med en gadesælger fra Vestafrika

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Til glæde for nogen, til ærgrelse for andre: vi ser dem overalt langs Costa del Sol. På strandene, langs gaderne i Marbella, Fuengirola og i andre højt trafikerede og populære områder. Stadig på vagt for politiet og andre, som vil jage dem bort. Mange af dem bevæger sig langs hele kysten og kan gå mange kilometer hver dag, utrættelige og i stadig søgen efter den næste kunde. De er gadesælgere. De er næsten uden undtagelse mørkhudede afrikanere fra lande syd for Sahara. Alle har de en historie at fortælle.
 
Jeg møder ”Ooggiba” på noget, for Costa del Sol, så sjældent som en regnfuld og forblæst søndag. Vejret er for dårligt til, at der kan sælges noget på gaden, og derfor har han tid og mulighed for at møde mig til en kop kaffe og en bid mad på en af Benalmádenas spisesteder. Af frygt for repressalier og forfølgelser er navnet fiktivt, og vi må love ikke at trykke hans fulde navn og billede, hvor han kan genkendes. Da jeg ringer til Ooggiba og siger, at han kan vælge spisestedet, hvor vi skal mødes, er jeg vel vidende om, at dette kan blive dyrt, og regner med, at han benytter muligheden for at nyde et ordentligt gourmet-måltid. Stor er derfor min overraskelse, da han foreslår McDonald’s men McDonald’s it is!
 
Over en Big Mac og en øl fortæller Ooggiba, at han kommer fra Nigeria, ligesom som majoriteten af gadesælgerne gør, og at det er næsten seks år siden, han kom til Spanien. Han har kone og tre børn hjemme i Nigeria. Han undskylder nærmest, at han kun har tre børn, og siger med et smil, at han desværre ikke havde tid til at lave flere, før han tog af sted. Mange af de andre gadesælgere fra hans hjemland har mellem fem og ti børn, noget som er meget almindeligt. Ooggibas børn er nu 9, 10 og 12 år gamle, alle er piger, og han har ikke set dem, siden han tog fra Nigeria. Han fortæller, at han savner dem frygteligt, og at han har indset, at han mister hele deres opvækst. Skype er en dårlig erstatning for at kunne være til stede for sine børn, se dem og holde om dem, hver dag, sådan som han kunne før. Han ville så gerne også have en søn, og til trods for at hans ”mandlige behov” i omgang med det modsatte køn bliver dækket her i Spanien, så elsker han og savner sin kone. Hun er der og venter på ham, og de snakker ikke om andet eller hvad han laver her i Spanien, når han en gang i mellem ikke arbejder.
 
Jeg har selv rejst meget i Afrika, både i syd, nord, øst samt i Vestafrika, hvor Ooggiba kommer fra. Jeg har set nød, død, sult og krig, men også kontrasterne. Har man penge, kan man også i Afrika gå i Carrefour at handle – deres butikker og udvalg er lige så godt som her, men til en højere pris end her hos os, da størsteparten af varerne må fragtes en længere distance. Ooggiba handlede ikke i Carrefour i Afrika. Han handler heller ikke i Carrefour her i Spanien.
 
”Jeg havde det egentligt ganske godt hjemme i Nigeria,” siger Ooggiba, da jeg spørger ham om livet, før han kom til Spanien. ”Jeg havde en lille butik, hvor jeg solgte enkelt kontorudstyr. Penne, papir, blækpatroner til printere og brugt kontorudstyr, som de store firmaer har skilt sig af med, når de har fornyet deres udstyr. Det var ingen ”big business”, butikkens lokale var et blikskur, som det ofte er i Afrika, men han forsørgede sin familie, fortæller han.
 
Som de fleste andre afrikanske gadesælgere i Spanien blev Oogiba solgt drømmen om fantastiske jobmuligheder og høj løn i Europa. Jeg spørger ham forsigtigt, om det går an at sige, at han var en opportunist. Han nikker og bekræfter på perfekt engelsk: «”I guess you could say so”. Han fortæller videre, at Nigeria har masser af problemer, men at han selv og hans familie ikke var direkte berørt i en sådan grad, at de havde store daglige problemer. ”Havde jeg vidst, hvordan min hverdag ville blive på mulighedernes kontinent og her i Spanien, havde jeg aldrig forladt Nigeria,” siger Ooggiba stille.
 
Ooggibas historie er ikke unik. I lighed med så mange andre solgte han det, han havde, for at kunne betale depositummet for at blive fragtet til Europa. Prisen er høj, så ved ankomst til Spanien havde han allerede en stor gæld at betale til menneskesmuglerne. Som sikkerhed beholdte de passet og alle hans dokumenter. Dette gik han frivilligt med til, med løfte om at han skulle få alle dokumenterne tilbage, så snart han havde tilbagebetalt, hvad rejsen gennem Afrika og over Middelhavet kostede. Næsten seks år senere skylder Ooggiba stadigvæk det oprindelige beløb, og har opgivet håbet om nogen sinde at kunne vende tilbage til Nigeria.
 
Da jeg spørger ham, hvordan det kan hænge sammen, forklarer han, at sammen med elleve andre nigerianere er han indlogeret i en lille lejlighed i et dårligt kvarter i Málaga. De bliver hentet hver morgen og sammen med varerne bliver de droppet af forskellige steder langs kysten. Sent om aftenen bliver de hentet igen og kørt tilbage til den forfaldne lejlighed. Der bliver varerne talt op og tjekket, og Oogiba og hans kollegaer betales for det, som de har solgt. I tillæg må de dagligt betale husleje og betale for transporten til og fra kysten. Som om ikke det var nok, må de også betale en daglig ”leje” for at få adgang til varer, som de kan sælge. Det, som er tilbage, når alt dette er betalt, kan de beholde. Det er som regel ikke meget, og i løbet af en måned har Ooggiba måske klaret at spare nok op til at sende lidt penge hjem til familien i Nigeria. Hvis han er heldig, omtrent det samme beløb han tjente per måned i Nigeria. Hvis han er uheldig, og politiet beslaglægger hans varer, kan han ikke sende nogen penge til familien. Alle varer, der mangler, må betales, ”missing products are considered sold” hos bagmændene.
 
Jeg er nysgerrig efter, hvorfor der tilsyneladende er så lidt opfindsomhed blandt gadesælgerne. De fleste sælger mere eller mindre de samme produkter. Hvorfor ikke noget mere originalt? Ooggibas forklaring bekræfter det, jeg tænkte – de kan ikke vælge. Ikke alene er de tvunget til at sælge produkterne, som bagmændene bestemmer. Priserne, Ooggiba må betale for produktene, er også ofte sat så højt, at det kan være vanskeligt at sælge dem. ”Alle prutter selvfølgelig om prisen,” siger han, men desværre må jeg betale det samme uanset. Hver eneste euro, turisterne prutter prisen ned med, betyder færre penge for mig at sende hjem til familien.
 
Vi er færdige med at drikke øl nummer tre, og jeg spørger Ooggiba om, hvad han synes om turisterne og menneskerne, han omgås til daglig. Han svarer, at mange er hyggelige, men nogen kan være uhøflige og til og med aggressive. ”Vi prøver bare at overleve og forsørge vores familie, og til trods for vores situation, håber vi stadig, at Gud en dag har noget bedre i vente for os. Hvis du ikke vil købe nogen af vores produkter, så er det helt i orden, men måske er det bedre at sige høfligt nej tak med et lille smil i stedet for at overse os og lade som om, vi ikke eksisterer? Som gadesælgere fanget i en situation vi ikke ønsker at være i, har vi stiltiende accepteret vores skæbne. – Men vi er alle mennesker med en historie.”
 
Vores tid sammen er ovre for denne gang. Ooggiba vil tilbage til Málaga for at Skype med sin familie. Han takker for måltidet og muligheden, jeg har givet ham for at fortælle sin historie – ikke mange ser andet end en mørkhudet mand, som prøver at sælge dem noget, de ikke vil have. Jeg siger tusind tak til Ooggiba for at han ville dele sin historie med mig, og tilbringe denne søndag formiddag i mit selskab. Vi tager afsked i regnen udenfor McDonald’s. Han for at tage hjem til en forfalden lejlighed for at Skype med sin familie. Jeg for at tage hjem og tilbringe resten af dagen med min kone og mine børn, sådan som jeg heldigvis kan gøre hver dag. Livet er ikke fair, tænker jeg og føler, at øjet bliver vådt. Da råber Ooggiba fra længere nede af gaden: ”Hey Tom!”. I det jeg drejer mig, ser jeg verdens største smil, og Ooggiba fortsætter: ”Will you buy some new sunglasses tomorrow my friend?” Jeg råber tilbage ”Of course my friend, of course!”. I morgen skal jeg købe solbriller til hele familien…
Af Tom Halvorsen, tom@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa