Det danske magasin i Spanien
Workout Pedersen åbner garage-gym i Fuengirola

Workout Pedersen åbner garage-gym i Fuengirola

Mange vil sikker blive glade for at høre, at man nu kan få træning af Chelina Lila Pedersen her på Costa del Sol. Chelina er også kendt under navnet ’Workout Pedersen’ og for sit gym på Vesterbro i København samt sine populære online træningsprogrammer.
 
Chelina er mor til seks børn og har sammen med manden ni børn i alt. Yngste kuld er tvillinger på otte måneder. Men det stopper ikke Workout Pedersen, der har fuld fart fremad. ”Jeg var på besøg her på Costa del Sol på en kort tur i foråret og så blev jeg helt forelsket i området,” fortæller Chelina, der ikke var længe om at købe hus i Torremuelle og rykke den talrige familie med sig. ”Egentlig var det ikke meningen, at jeg skulle åbne et gym lige med det samme, men så blev det alligevel sådan, da jeg bare fandt de helt rigtige lokaler.” Og lokalerne findes nær stranden kun få hundrede meter fra Los Boliches togstation.
 
”Det er et gym, hvor der er plads til alle, og jeg kommer til primært at have holdtræning og bootcamps,” fortæller Chelina. Netop hendes bootcamps har været særligt populære i Danmark. De første kunder meldte sig til allerede på åbningsdagen.
 
”Det er hård og effektiv træning, jeg laver, for det skal kunne mærkes, at man træner,” ler Chelina og uddyber sin træningsfilosofi: ”Træning skal være noget dagligdags, som bliver implementeret i din hverdag. Du behøver ikke at tage ned i et træningscenter og pumpe jern eller hive i maskinerne – en del af træningen kan du faktisk lave derhjemme også.”
 
Til december udkommer Chelina også med en bog om hendes vej til at blive ”Workout Pedersen”. ”Det er ikke en bog, jeg skriver for at blive kendt. Det er ud fra et ønske om at inspirere andre kvinder til at rejse sig fra det negative. Jeg startede jo, da jeg var på bunden – nyskilt med små børn og en masse gæld. Og det var i en alder af 38,” siger den populære træner, der må melde udsolgt langt ud i fremtiden for ny klienter, der ønsker enetimer. Derfor er det også holdtræningerne og hendes boot camps, Chelina fremhæver ved hendes nye gym, selvom det selvfølgelig stadig er muligt at få personlig træning en-til-en og også personlig træning, hvor man er to personer.
 
Se mere info om træning og priser på: www.workoutpedersen.dk/workout-pedersen-garage
 
Eller læg vejen forbi Workout Pedersens Garage på Calle Gibraltar i Los Boliches.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.