Spansk minister går af efter seks dage
Sølle seks dage kunne Máxim Huerta kalde sig kultur- og sportsminister. Så kom en gammel skattesag frem – og så måtte den nye minister gå den tunge gang. Dermed har Pedro Sánchez’ nye PSOE regering fået en lidt tragikomisk start, for den nye regering kom til, netop fordi Mariano Rajoy og Partido Popular kom helt i knæ ovenpå korruptionsskandalen ”Gurtel”. Den nu forhenværende kultur- og sportsminister fik for nogle år siden et skattesmæk på 218.000 euro fordi han i perioden 2006-2008, som tv-vært, fakturerede sin løn via et tvivlsomt selskab for at få nedbragt sin personskat. Máxim Huerta forklarede for et par dage siden, at det er en privatsag, og at han har afregnet sin skat. Alligevel blev presset så stort på ham, at han har trukket sig.
{loadposition google_native}
Spansk landstræner fyret
Blot 48 timer før den spanske landsholdsdebut ved VM i fodbold har det spanske fodboldforbund fyret landstræneren, Julen Lopetegui. Forbundet er så skuffet over, at Lopetegui, bag om ryggen på fodboldforbundet, har indgået en aftale om at træne Real Madrid fra den kommende sæson, at man har bedt Lopetegui forlade landholdslejren i Rusland. Man mener, han ikke har vist forbundet respekt, og at hans forbliven ville smitte negativt af på holdet. Forbundets drastiske beslutning har skabt stor røre i hele sportsverdenen og gjort tvivlen om landsholdets muligheder ved VM endnu større. Den tidligere Real Madrid- og landsholdspiller Fernando Hierro, som i dag er sportslig koordinator i det spanske fodboldforbund, tager trænerrollen under sommerens VM. Spanien debuterer i aften (fredag) mod Portugal.
{loadposition google}
Så kom sommeren!
Endelig kom sommeren, og ifølge meteorologerne er den kommet for at blive. Her sidst på ugen stiger temperaturerne til 30 grader langs hele Costa del Sol og årets første varmebølge vil også ramme os i de kommende dage. Den varme vind får det til at virke langt varmere, end det reelt er. Forårsvejret har været stærkt ustabilt, og selv i juni er der faldet lidt regn og temperaturerne har ligget fem til seks grader under det normale. Vanen tro anbefaler myndigheder indtagelse af masser af væske (vand og energidrik med salte og mineraler) samt brug at høj faktor solcreme og minimal solbadning midt på dagen.
{loadposition google_nativeLD}