Vi er taget op nord for Ronda for at se på de herligheder, der gemmer sig der. Først skal vi besøge den plejehjemsby, som de romerske soldater fik bygget til sig selv, når de ikke længere kunne kæmpe. Den ligger på et skønt plateau og hedder Acinipo. Selv om der ikke er meget tilbage, kan man se deres fine teater og få et indtryk af livet der for 2000 år siden. Lige ved siden af Acinipo ligger den fine landsby Montecorto, som altid har et overflod af vand og er meget hyggelig. Og endelig, 7 km. Fra Acinipo, ligger den helt specielle by Setenil, hvis lige vist ikke er set noget andet sted i verden.
Vi kører mod Ronda fra San Pedro de Alcántara på vej A 397 og fortsætter rundt om Ronda på A 374. Ca. 15 km. efter Ronda går der en vej af mod højre til Acinipo eller Ronda la Vieja, som den også kaldes. Vi parkerer foran indgangen og nu kan vi besigtige det specielle sted, hvor romerne havde en fin by. Byen er anlagt på et fantastisk plateau med lodrette kanter på 3 sider, så det er virkeligt en enestående beliggenhed. Byen var utvivlsomt meget fin i sin storhedstid fra ca. 200 f.K. til 300 e.K. Her var alt, hvad en romer behøvede: fine boliger, bade med varmt vand, et stort teater og en herlig udsigt hele horisonten rundt. De havde tilmed deres egne mønter, som blev produceret i byen og der var stor velstand. I dag er der ikke meget tilbage andet end en del stenbunker, hvor husene stod og så det fine teater. Men alligevel er det sjovt at gå rundt på plateauet mellem ruinerne og lade fantasien tage én tilbage flere tusinde år. Det, der for mig var mest slående, var beliggenheden. Tænk sig at finde sådan et sted at slå sig ned. Det må have været et herligt otium soldaterne kunne få her i solen, med fred og ro og skønne omgivelser. Fotos af Acinipo er venligst udlånt af Junta de Andalucía, for vi mødte stedets chefarkæolog, som var så venlig at sende dem.
Nu vil vi besøge byen Montecorto, som kun ligger 7 km. fra Acinipo. Vi slentrer ind i byen, hen til det hyggelige torv og videre fremad. I og omkring byen bor der en del englændere, så der er spisekort på engelsk på restauranterne. På et tidspunkt kan vi høre en masse vand løbe og det må vi hen og se. Der vælter vand ned ad en åben kanal og det undrer os, for det er jo megt tørt i Sydspanien her i oktober. Men ikke i Montecorto. Vi følger kanalen opad og kommer til en gade, hvor vi finder et udspring eller nacimiento, og her får vi forklaringen. Sagen er den, at Montecorto ligger på kanten af Andalusiens nok største naturlige underjordiske vandreservoir. Hele området mellem Olvera og Ronda er som en svamp, og her, i utallige hulrum, ligger der millioner og atter millioner kubikmeter vand. Montecorto ligger på kanten af dette vandoverflod, så her er der aldrig vandmangel. Byen ligger smukt ved foden af et lavt bjerg og emmer af idyl og fred. Bestemt en slentretur værd.
På denne udflugt har vi valgt at overnatte i Setenil de las Bodegas, som vi besøgte for 10 år siden. Vi fandt en fin lejlighed på Booking.com lige midt i byen, og der kan vi bo 4 mand for 50€. Lejligheden ligger lige ned til floden og lige ved siden af de besynderlige fænomener, som byen er kendt for: huse, der er bygget ind under kolosale klipper, ja vildt ser det ud.
Setenil er kendt for sine hulehuse med klipper som tag, men også for sin historie. Byens navn kommer fra ´septem nihil´, som betyder ´syv gange ingenting´. Med navnet refereres der til, at byen var under arabisk herredømme i mange hundrede år, og de kristne førsøgte gang på gang at erobre den gennem belejring, men efter syv belejringer var byen stadig på arabiske hænder. Men da byen var af strategisk betydning, blev de kristne ved, og ottende gang, i 1484, lykkedes det og muslimerne blev fordrevet.
Men byen har en historie, der er meget længere end det, da de huler, der opstod ved floden Trejos undergravende virksomhed, har været beboet siden tidernes morgen. Floden har gravet dybt ind i den halvbløde klippe og har skabt fine huler, som vil have tiltrukket enhver hjemløs stenaldermand. Med tiden lukkede man hulernes forside til med mure, og de boliger, der ligger langs med floden på begge sider, er stadig huler inderst og så mur yderst. Men klippeudhænget over hulerne var så stort, at det gik helt ud over floden, så ydermurene blev bygget ca. 10 m. inde fra floden. Det er det, der gør, at byen ser så speciel ud: voldsomme klipper vælter ud over husene, ja det ser nærmest perverst ud. Såden er det på den side af floden, der ligger i solen og som hedder Calle Cuevas del Sol. Men ovre på den anden side af floden, på gaden Calle Cuevas de la Sombra er det så vildt, at klippen et sted går så langt ud, at to rækker huse kunne brugen den som tag. Derfor ligger en del af gaden under en klippe og det ser i sandhed besynderligt ud. Vores lejlighed ligger lige ved siden af klippeoverhænget i nr. 15 Cuevas de la Sombra, så mere centralet kan det ikke blive.
Vi ankommer ved 17 tiden og kaster os straks ud i en byvandring langs med floden på solsiden og videre et stykke, indtil vi krydser floden og går op til borgen. Borgen var af stor strategisk betydning, og det store tårn står der stadig. Da vi var her for 10 år siden, var tårnet lukket, men nu kan man komme ind i det for 1 € og det skal vi jo. I de fine rum er der diverse historiske parafenalier udstillet, men det flotteste er taget, hvorfra man kan se ned over byen og helt til Olvera. Lige overfor tårnet ligger byens kirke, som vi også besigtiger. Foran kirken ligger en lille plads med fin udsigt ned over byen til den modsatte side, så vi er godt tilfredse.
På Calle Villa ligger det våbenhus, hvor man i arabertiden skulle aflevere sine våben, inden man blev lukket ind i borgen, og i dag er det byens turistkontor. Det var lukket, da vi kom, men jeg kan huske, at rummet har et meget smukt træloft fra arabertiden. Det bør man se.
Når mørket begynder at falde på, tager vi en drink på vores lejligheds tagterrasse, mens vi kigger på klippen overfor og beundrer de kæmpemæssege hængeplanter, der nok er 10 – 20 m. lange og kommer væltende ud over klippen. Der lyder en infernalsk larm inde fra bladhanget, og vi går ud fra, at det må være hjem for tusindvis af gråspurve eller andre småfugle. Sjovt er det at se og høre. Vi spiser aftensmad i en restaurant på solsiden, den første lige efter broen. Her serverer de dejlig mad. Der er kun udendørs servering, så husk en varm trøje. Der er dog massevis af andre restauranter, som man kan se på Tripadvisor.
Næste morgen vil vi ud og vandre, og vi har fundet en fin rute, som går langs med floden i retning af Alcalá del Valle, som ligger ca. 7 km. nord for Setenil. Vi går op imod borgen og drejer til højre lige efter vi har passeret tunnellen. Nu går det nedad forbi rensningsanlægget og videre: Vi følger blot ruten Los Molinos og nyder den herlige fred der hersker her langs med floden. Efter ca. 4 km. kommer vi til asfaltvejen, der fører til Alcalá og her vender vi om og går tilbage til bilen.
Vi kører nu til Alcalá, for damen i borgtårnet har anbefalet os et sted der, hvor vi kan få frokost: La Piscina municipal. Efter et par forespørgsler finder vi det kommunale svømmebad lidt uden for byen, lige overfor benzintanken. Navn og adresse er: Las Errizas, Ctra. Alcalá-la Atalaya Km 0.5, 11693 Alcalá del Valle, Cádiz. Og vi må give tårndamen ret. Restauranten ligger smukt med udsigt ud over bjerge og marker og de serverer herlig mad. Selve pølen er lukket, men restauranten Las Errizas er helt i top og der er fine værelser, som man kan bo på. Et absolut hit. Og igen, igen, fryder vi os over dette land inden vi vender snuden hjemad.
Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov
