Kæmpe juleindsamling af madvarer
Bancosol, Málaga-provinsens central for indsamling, opbevaring og distribution af madvarer til byens nødlidende, kan forud for årets store madindsamling trække på opbakning fra 4.000 frivillige og supermarkedskæden Mercadona.
De 4.000 frivillige vil være på plads i de fleste af provinsens supermarkeder hele fredag og lørdag for at tage i mod de handlendes maddonationer til Bancosol. Mercadona stiller logistik og lagre til rådighed for at få de store mængder madvarer transporteret og opbevaret. Bancosols juleindsamling er uden sidestykke Málaga-provinsens største madindsamling. Indsamlingen sikrer et månedlangt forbrug af basale madvarer som mælk, ris, pasta, bønner, olivenolie, dåsemad, pålæg og babymad til de omtrent 90.000 borgere, som dagligt får et gratis måltid mad i provinsens sociale spiseboder.
Tog kørte af sporet
37 af de 79 passagerer kom til skade. To meget alvorligt, men er dog uden for livsfare. Det er en gåde, hvordan det nye moderne AVE-højhastighedstog kunne køre af sporet onsdag morgen på ruten Málaga – Sevilla. Både toget og de nye skinner havde været prøvekørt flere gange, men alligevel gik det galt for morgentoget i onsdags, hvor skinnerne ikke kunne holde til vægten fra det tunge tog.
Pandora åbner i Calle Larios
Det danske smykkefirma Pandora åbner i løbet af foråret ny butik på hovedstrøget, Calle Larios, i Málaga. Det er Pandoras første butik i Spanien, som ikke ligger i et shoppingcenter. Pandora har i forvejen 150 butikker fordelt over hele Spanien, men firmaet vil i løbet af 2018 åbne 20 nye butikker – her i blandt butikken i Málaga, som bliver på 125 kvadratmeter. På verdensplan har Pandora 2.200 butikker og beskæftiger 12.000 ansatte.