Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Nogle griner – men de fleste græder. Uafhængighedsvalget i Catalonien den 1. oktober blev hverken gennemført eller afmeldt. I stedet udviklede det sig til en farce uden sidestykke, som fortsat kører for fuld damp.

Buen mellem centralregeringen i Madrid og regionalregeringen i Catalonien har længe været spændt. Og søndag den 1. oktober sprang den med et brag.
Med alle midler insisterede de ledende catalanske politikere på at få gennemført det uafhængighedsvalg, som både regeringen i Madrid og domstolene flere gange har erklæret ulovligt og grundlovsstridigt.
4.000 ekstra kampklædte politifolk var sendt til Catalonien for at hindre valget blev gennemført og for at holde ro og orden. Men det lykkedes kun delvist.

Hvad nu?

Det var tumult, store folkemasser og let tilskadekomne catalanere, der prægede mediernes overskrifter efter ”valget”. Men det er også det, der ”sælger” i dagens farverige medieverden. Faktum er, at spansk politi i dagene op til den 1. oktober havde konfiskeret al valgmateriale og stemmesedler, foretaget adskellige anholdelser af de ledende organisatorer bag valget og taget kontrollen over det center, der skulle stå for logistik og optælling af stemmerne. Det var de spanske myndigheders træk for at afmelde valget. De store politistyrker gjorde også sit for blandt de 1.300 udvalgte valgsteder var det kun de 165, der åbnede i en kortere periode, inden politiet skred ind.
Men de ivrigste catalanere gjorde sit for at afgive sin stemme. På hjemmeprinterne blev der flittigt spyttet stemmesedler ud og på gader og stræder sås valgforordnede, der havde fået et par valgurner med inden strisserne kom, som tog imod stemmesedler. Dagen derpå kunne den catalanske regionalregering fortælle, at 2,2 af de 5,3 millioner stemmeberettigede catalanere havde afgivet sin stemme og at 90 procent havde stemt ja til selvstændighed. Tallene skal naturligvis tages med et gran salt. Eller rettere; et saltbjerg.
Det altoverskyggende spørgsmål er, hvad der nu skal ske.
Som landet ligger i dag, er der tre mulige scenarier: Cataloniens førstemand, Carles Puigdemont, har endnu ikke klart udmeldt, om han har udråbt Catalonien til nye selvstændig republik eller ej. I stedet søger han nu ny dialog med Madrid, hvor tålmodigheden med den catalanske regeringsleder øjensynligt er udløbet. Kommer der ikke en klar udmelding fra Puigdemont i slutningen af oktober (efter redaktionens afslutning) vil centralregeringen aktivere den så omtalte paragraf 155 i den spanske grundlov. Den vil medføre, at Puigdemont bliver anholdt, som det skete i midten af måneden for de to ledere af den nedsatte valgkomité, og stillet for rigsretten. Samtidig vil det catalanske parlament blive opløst og der vil enten blive udskrevet nyvalg eller centralregeringen vil overtage kontrollen. Det lyder voldsomt, men det er absolut det mest nærtliggende scenarie.
En anden mulighed går på, at Carles Puigdemont trækker sig. Han har flere gange udtalt, at han ikke vil være politiker resten af sit liv, og han har fortsat muligheden for at trække sig uden den store risiko for at blive sagsøgt. I dette tilfælde vil det være hans efterfølger, der står med ansvaret for, hvad der nu skal ske. En tredje mulighed går på, at Puigdemont udskriver nyvalg i Catalonien og den vej rundt også stikke halen mellem benene i tide.

Politik og splittede følelser

Set udefra er konflikten uforståelig. Men historien og den politiske situation kan forklare en stor del af den splittede spanske nationalfølelse.
For 500 år siden var Spanien nemlig en samling af flere små kongeriger, og helt frem til starten på Francos diktatur i 1939 bestod landet af flere små nationer og regioner med stor kulturel og sproglig diversitet, som ikke bare forsvandt, fordi landet blev samlet i ét. Baskerlandets og Cataloniens ønske om selvstændighed har længe eksisteret. Og har altså nu nået nye, hidtil usete, højder i Catalonien.
Den politiske situation i Catalonien spiller her et vigtigt puds, for den ændrede sig gevaldigt ved de to regionsvalg i 2010 og 2012.
Indtil da var socialistpartiet, PSOE, klart det næststørste parti i Catalonien. Partiet dannede fint par med storebroderen, det borgerlige catalanske nationalistparti CiU (i dag PDeCAT), som altid havde ført en moderat tone overfor centralregeringen i Madrid. Derfra var der langt ned til de øvrige partier, blandt andet det venstreorienterede og meget radikale nationalistparti ERC, og til Partido Popular, som aldrig har haft den store tilslutning i Catalonien. I 2011 får ERC imidlertid ny leder i Oriol Junqueras, som lægger en meget aggressiv linje for partiet. Han lover vælgerne, at han er villig til at gå den lange vej, for at Catalonien atter skal blive selvstændigt. Det giver partiet en så kraftig medvind, at ERC ved regionalvalget i 2012 begynder at puste CiU i nakken. Det sker samtidig med, at CiU mister terræn, fordi partiet ikke har været i stand til at få Catalonien ud af den økonomiske krise, som hele Spanien befandt sig midt i.
Alt tyder på, at CiU’s daværende leder, Artur Mas, derfor ændrer sin ellers moderate kurs, og også går til valg på det klare løfte at udskrive uafhængighedsvalg i den forestående regeringsperiode. Præcis som ERC.
Det hører med til historien, at PSOE på det tidspunkt var i store problemer. Vælgerne flygtede direkte fra partiet grundet den dybe krise, som forhenværende statsminister Zapatero og hans regering i Madrid havde sendt hele landet ud i. Der var selvsagt kamp om de skuffede PSOE-vælgeres stemmer. Resultatet blev, at PSOE mistede næsten halvdelen af sine mandater i det catalanske parlament og dermed sin indflydelse samtidig med, at ERC blev Cataloniens næststørste parti, efter CiU. Sammen med nogle små partier har de to partier et knebent flertal i det catalanske parlament. Med samme mærkesag og trods tilhørssted på hver sin politiske fløj kører de fint parløb med CiU’s nye leder, Carles Puigdemont, som præsident. Det er helt i orden med ERC. Blot han ikke løber fra sit store valgløfte om at udskrive uafhængighedsvalg.

Det tavse flertal

Det catalanske uafhængighedsvalg er overstået. Ingen har vundet – alle har tabt. De sidste fem år er gået med politisk og juridisk tovtrækkeri, som ingen har fået noget fornuftigt ud af. En god debat om Catalonien ville ellers have været sundt og kunne givetvis have rykket de stærkt nationalistiske catalanere lidt tættere på de øvrige spaniere – og omvendt.
På den ene side, kan man sagtens forestille sig en ny nation på syv millioner catalanere. Det nye land kunne opbygge en ny, let og smidig administration, som kunne agere hurtigt uden først at skulle konsultere Madrid. Catalonien kunne også blive en rigere nation end det øvrige Spanien. Der er ingen officielle tal, men det er alment kendt, at det catalanske BNP er højere end i det øvrige Spanien. Tilsvarende har de en arbejdsløshed, som er tre-fire procent point under Spaniens samlede ledighed.
Men der er en anden, og langt mere bekymrende side af situationen. Catalonien er, som det øvrige Spanien, stærkt forgældet og stærkt afhængig af kapitaltilskuddene fra Madrid. Hvordan ville de klare sig uden dem?
Og hvordan ville det gå et nyt land uden en hjælpende hånd fra EU og den europæiske centralbank? De tre store handelsstandsforeninger i Catalonien har fra starten anbefalet deres medlemmer at glemme enhver tanke om selvstændighed med den klare besked, at man ikke kan overleve på at hugge hånden af sit hjemmemarked. Handelsstandsforeningerne har klart kunnet dokumentere, at over halvdelen af den catalanske “eksport” går til det øvrige Spanien, og at det derfor ikke nytter at stille sig selv i “bad standing”.
 
Et Spanien som en federalstat – lig den amerikanske model med stor lokal selvbestemmelse – kunne være løsningen for Catalonien. Men spørgsmålet er, om Spanien ikke allerede i dag er tæt på at være en federalstat? Der er i det mindste markante forskelle på vigtige områder som skat, uddannelse og hospitalsvæsenet i Spaniens 17 Regioner. Og i særdeleshed i Catalonien som de sidste årtier har fået selvstændigt politi (Mozos de Escuadra), hospitalsvæsen og catalansk anerkendt som officielt sprog i Catalonien. En venlig reminder på alt det positive, der er hændt i Catalonien siden første frie valg i ’77 ville næppe gøre skade. Tilsvarende ville en debat om en revidering af den spanske grundlov være på sit rette, for selvom den her i landet kun er 40 år gammel, er den på mange området ude af trit med virkeligheden. Spanien og spanierne har ændret sig gevaldigt de sidste fire årtier og løsningen på konflikten i Catalonien ligger næppe i at klæbe sig til en gammel lov.
Men skal vi have en god, saglig og konfliktløsende debat i gang, må nej-sigerne se at komme ud af busken. Man kan med rette kalde dem for ”det tavse flertal” for ved sidste regionalvalg i 2015 stemte 52 procent af catalanerne på de partier, som klart mener, Catalonien skal forblive i Spanien. Det er udelukkende valgsystemets mandatfordeling, der i dag giver nationalistpartierne et yderst spinkelt flertal på to mandater. Fordelingen er skæv. Og situationen i Catalonien er helt skæv. For Spanien står lige nu i sin værste krise i demokratiets tid.

Massiv virksomhedsflugt

Den store uro og usikkerhed omkring Cataloniens fremtid har fået næsten tusind virksomheder til at forlade regionen over de sidste to måneder. Her i blandt findes 28 af de største selskaber som Banco Sabadell og CaixaBank. Men det er ikke kun bankerne, der er flyttet. Det gælder f.eks. også energiselskabet Gas Natural Fenosa, tekstilfirmaet Dogi, teknologivirksomheden Eurona, investeringsbanken Mediolanum, trykkerikæden Service Point, forsikringsselskabet Occidente Catalana, hotelkæden Derby Hotels og bodegaen bag den kendte cava Coderníu. Hidtil er de fleste af mange flytninger af administrativ karakter, og har derfor ikke kostet arbejdspladser. Men det vil komme gradvist over en årrække, som de store selskaber påbegynder arbejdsrokaderne. Madrid, Alicante, Valencia og Mallorca er de foretrukne byer for de virksomheder, som allerede har forladt Catalonien.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa