Det brænder på en bjergside i nabolaget. Fra terrassen er jeg vidne til en naturtragedie – men også til brandfolkenes professionelle og effektive håndtering af ildebranden. Imponerende at se seks fly med vand og pulver, to helikoptere med vandposer og omkring 30 brandmænd i aktion. Branden skyldes tilsyneladende en personbil, hvis motor pludselig står i lys lue. For nylig har jeg lejet bil i Belgien, og her er det lovbestemt, at der skal være en ildslukker placeret, så føreren kan nå den. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad en EU-harmonisering af så indlysende en regel ville have sparet os for i forbindelse med branden på ’mit’ bjerg. Jeg er ellers meget lidt imponeret af harmonisering – både i EU-sammenhæng og generelt. Med mindre vi taler om et orkester eller en sofasøndag, er jeg egentlig ikke meget til harmoni overhovedet. Ikke at disharmoni er at foretrække, men det der fine midt i mellem, som vi kan kalde uharmoni – altså hvor der er forskel på mennesker, på måder at gøre tingene på, på meninger og traditioner – og på lande for eksempel. Det kigger jeg på i bl.a. Amsterdam, hvor der er 800.000 indbyggere, 1,2 mio. cykler og ikke en eneste cykelhjelm. I like it! Cykelhjelme redder sandsynligvis et liv eller et helbred i ny og næ, men friheden ligger altså i luft i lokkerne og retten til selv at bestemme, hvor mange livremme og seler, man vil armere sig med. I DK er det ikke lovpligtigt at køre med cykelhjelm (endnu), men næsten alle gør det. Jeg befinder mig meget tæt på Dannevang blandt mennesker, der på mange måder ligner mine landsmænd, men alligevel er der dejligt store forskelle. Og det er ikke kun det med cykelhjelmene, som ikke er harmoniseret.
Forunderlige liv – TAKE 167: Kong Henrik den trættende
Sådan kaldes Dronning Margrethes mand nu også. Jeg kan sagtens se humoren i øgenavnet, og jeg synes da også, at Prins Henrik mange gange har opført sig som et arrogant fjols, men at den danske presse helt ignorerer det, der nu synes indlysende, at manden er syg, er helt ufattelig dårlig stil. Hvorfor skal alting mases ned i kasser? Prins Henrik har, lige som de fleste andre af Kongehusets medlemmer, en ganske særlig personlighed. Er det ikke en del af gamet? Skal vi have et Kongehus, skal det da også gerne være noget særligt – befolket af særlige mennesker. Ellers er det jo ligesom ret ligegyldigt, er det ikke?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis Prins Henrik dør lige nu – inden alle formaliteter er på plads omkring gravstedet. Vil man så alligevel putte ham i sarkofagen i Roskilde? Eller bliver han måske begravet på sit vinslot i Frankrig? Tror jeg, at Margrethe og Henriks ægteskab er harmonisk? Nej! Disharmonisk? Nej! Uharmonisk? Ja, det håber jeg da for dem. To mennesker, der trods mange forventninger og traditioner i verdens ældste monarki alligevel har valgt andre veje end den lige. Det hylder jeg!
Forunderlige liv – TAKE 168: Kalde mig bare rindalist
Det vil ikke være første gang. Jeg synes nemlig, at alle erhverv skal gøre sig fortjent til kundernes opmærksomhed. At vækst skal være organisk – helt uden fertilizante. Læs: Statsstøtte. Således også kulturen. For mange år siden blev en læser rigtig rigtig vred over netop dette synspunkt, og spurgte mig, om jeg da havde tænkt mig, at teatrene så bare skulle spille Nøddebo Præstegård? Ja, hvis det er det, publikum helst vil se! Og således fornemmer jeg også kulturelitens ånde i nakken, da jeg sammen med godt 12.000 andre sætter mig på torvet i Maastricht for at opleve André Rieu og hans Johann Strauss orkester + stort udbud af gæstesolister. Og hold nu op, hvor er det godt! Sikke en glæde, entusiasme og professionalisme, der vælter ud over scenekanten og rammer os lige et hjertekulen. Hvilken lyd, musikalitet og farverigdom. Scene, lysshow og kostumer. Orkestret leverer klassisk, samba, rock, opera, musicalmusik, og publikummer fra de meste af verden danser, klapper, hujer, ler og synger. Jeg råber Oléeee, mens min mand begejstret råber Bravoooo! Hvad er der lige galt med det billede? Absolut intet! André Rieu har skabt det hele selv. Alt klapper til punkt og prikke. De mange mennesker opfører sig ordentligt. Vi ser hverken politi eller brandvæsen. Blot en stor flok unge mennesker i røde piccolouniformer, der hjælper gæsterne på plads, og danser vals med de yngste. Til duften af hollandske vafler, fyrværkeri og varm sommeraften forlader vi torvet. Kære kulturelite: Kom nu ned på jorden! Her er ikke så skidt endda.
Forunderlige liv – TAKE 169: The Final Take
Jeg har spidset pennen for allersidste gang. I hvert fald her på La Danesa. Jeg har elsket at sætte mine iagttagelser ned på tryk, at skrive til jer, at modtage jeres kommentarer, ros og ris. Helt for mig selv vil jeg fortsætte med at observere den verden, jeg omgiver mig med – og mine egne reaktioner og stemninger. En af disse, her på falderebet, undrer mig. Terroren rammer Barcelona. Udover indignation, selvklart, føler jeg ikke noget. Jeg er ikke færdig med at debattere med mig selv om, hvorvidt jeg ligefrem kan vænne mig til terrorangreb. At det er blevet en del af min verdensorden på lige vilkår med naturkatastrofer, økonomiske kriser og klimaforandringer…
Nu forlader jeg det kendte for at udforske det nye.
Den vejrmæssigt bedste sydspanske sommer i de næsten 30 år, jeg har været her, er ved at gå på hæld. Norrbom Marketing er klar til en ny sæson. Her har det altid været 1. september og ikke 1. januar, der har markeret det nye års begyndelse. Turisterne tager hjem og de faste læsere er tilbage. Sådan er det også i år, men det bliver uden mig. Med det magasin, som I nu sidder med i hånden, takker jeg af. Det har været en fornøjelse, en ære og en glæde at skrive, at blive læst, rost og kritiseret. Mange tak, kære læsere. Ha’ et forunderligt liv!
That’s a wrap!
he
