OECD-landene kræver mere af Spanien
Det går bedre for Spanien, men ikke godt nok, ifølge OECD, som ønsker flere økonomiske stramninger og endnu en arbejdsmarkedsreform. OECD påpeger i en ny rapport, at Spanien bør øge ejendomsskatterne, indføre flere grønne afgifter og fjerne den særlige lave moms, landet bl.a. har på medicin og fødevarer. Argumentet går på, at Spanien fortsat har nogle af EU’s laveste ejendomsskatter, laveste moms på dagligvarer og kun meget få grønne afgifter sammenlignet med andre lande. Endeligt mener OECD også, at Spanien burde gøre det lettere og billigere at opsige en medarbejder, for at få et mere fleksibelt arbejdsmarked.
OECD værdsætter den spanske regerings vilje og evne til at omstille sig men understreger, at Spanien nu bør gå den ekstra mil, der skal til for at få økonomien og ledigheden forbedret.
Billig øl er god øl
Hver mand har sin foretrukne øl. Men en større undersøgelse af forbrugerorganisationen OCU giver et yderst opsigtsvækkende resultat. Landets 30 øl er nemlig blevet prøvesmagt og vurderet, og flere af de kendte ølmærker har ikke fået plads i Top 10. Til gengæld har supermarkedernes egenproducerede billige mærker som Stark (Mercadona) og Aurum (Eroski) fået plads som nummer fem og seks på listen. Og nummer ét på listen er den lokale øl fra Zaragoza, Ambar.
Listen over Spaniens mest populære øl i følge OCU ser således ud:
1. Ambar
2. Estrella Galicia
3. Alhambra Especial
4. Condis
5. Stark
6. Aurum
7. Estrella Damm
8. Heineken
9. Kronenbourg
10. Mahou
Obligatorisk mikrochip til hunde
Fra næste måned bliver det via lov obligatorisk for hundeejere at påføre deres hund en såkaldt mikrochip. Chippen har flere praktiske formål, men har også til hensigt at give ejerne mere ansvar for deres hunde. Når en hund først har fået en mikrochip, kan man for eksempel med en test af efterladte ekskrementer på gaden finde frem til hunden og dennes ejermand, som så får en bøde for ikke at have ryddet op efter sin hund. Det koster hundeejerne 35 euro at give deres hund den obligatoriske mikrochip. Det skal ske indenfor de næste seks måneder. Sker det ikke, koster det hundeejerne 110 euro i bøde.
Jam session i Margrethekirken fredag d. 31. marts kl. 18.00
Kom til swingende jazzkoncert med vores musikalske venner Lennart Ricard på piano, Ole Givskov på trommer, Morten Hinze på Bas, og nyeste medlem Nulle alias Elith Nykjær Jørgensen på klarinet.
Billetter koster 30€ inkl. sandwich og vin og kan købes i kirken, hos vitamina i Centro Idea eller hos ”vennernes” kasserer Jørgen Kobstrup tlf. 661 714 508