Spansk politik – Mænd, mus og en stor kvinde

Spansk politik - Mænd, mus og en stor kvinde

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

På én og samme tid sker der en masse og ingenting i spansk politik.

Men efter flere måneders nøl og tovtrækkeri om det catalanske uafhængighedsvalg, formandsvalget i socialistpartiet og den manglende finanslov kan den lunefulde forsommer meget vel blive tiden, hvor den sprængfarlige bombe, der længe har luret under spansk politik, sprænger.
De spiller med musklerne, og mener i fulde alvor, at catalanerne senest til september skal til stemmeurnerne for definitivt at beslutte, om Catalonien skal forblive en spansk region, eller om man skal løsrive sig for at danne en ny nation. Det er store ord fra den catalanske regionalregering, som ledes af separatistpartierne. Men det er også store armbevægelser fra en gruppe mænd, der gerne vil være store, men, i sandhedens time, har det med at gemme sig i et musehul.

De rebelske rødstrømper

Artur Mas smuttede ikke selv. Han blev derimod tvunget ned i et musehul. Og så kan man diskutere, hvad der er bedst.
Artur Mas er et glimrende eksempel på det politiske klima i Catalonien. Han stod i spidsen for partiet Convergéncia (som i dag er omdømt til Partido Demócrata), der sammen med ERC (Esquerra Republicana Catalunya) havde satset stærkt på at få absolut flertal efter sidste regionalvalg. Men det lykkedes ikke. De sidste mandater skulle hentes hos partiet CUP, som har en meget utraditionel størrelse. Partiet kalder sig antikapitalistisk og ledes primært af gruppe livlige, rebelske kvinder, som bestemt ikke bliver fornærmede over at blive kaldt rødstrømper.
CUP støtter hellere end gerne en nationalistisk regionalregering. Men de støtter ikke en Artur Mas, som har flere sager om ulovlig finansiering af sit parti over sig.
I sidste time måtte Lille Artur bøje sig for de stærke kvinder for, på yderste mandat, at sikre ”sin” regering og undgå et nyvalg.
 
Ny præsident for det catalanske parlament, og dermed frontfigur i kampen for den catalanske uafhængighed, blev i stedet Carles Puigdemont. Han følger fint i sin forgængers fodspor, men overraskede alt og alle, da han i sidste måned udmeldte, at han trækker sig fra politik, i det øjeblik han har fået gennemført sit uafhængighedsvalg.
Om det er den igangværende retssag mod Artur Mas, for brud på Grundloven ved at udskrive det halvkiksede uafhængighedsvalg i 2015, der skræmmer ham, eller om det er de stærkt tilspidsede omstændigheder i parlamentet, der har taget modet fra ham, må stå i det uvisse. Men sagen er, at han allerede har listet sit ene ben i musehullet.
Spørgsmålet er nu, om der her bliver plads til ham, for lederen af ERC, Oriol Junqueras, har tilsyneladende også allerede bestilt plads i mussehullet. Under den igangværende retssag mod Artus Mas er det nemlig kommet frem, at Junqueras, som altid har hørt til blandt de højtråbende i uafhængighedskampen, aldrig underskrev de dokumenter, regionalregeringen udformede forud for det grundlovsstridige ”uafhængighedsvalg” i 2015. Junqueras er fysisk stor – men viser sig også som en stor mus.

Det delte folk

Ikke flere mænd og mus i denne omgang. Faktum er, at catalanerne er splittede i to store dele i spørgsmålet om deres tilhørsforhold.
De nationalistiske partier, med støtte fra CUP, sidder på 72 ud af 135 pladser i det catalanske parlament – altså et spinkelt flertal. Opgør man derimod sidste regionalvalg på stemmer, i stedet for på mandater, stemte 51 procent af catalanerne på de almindelige, landsdækkende partier, som ønsker et samlet Spanien.
 
Et objektivt kig i historiebøgerne gør det fuldt forståeligt, at mange catalanere føler sig lidt anderledes end de øvrige spaniere. Det samme kan siges om baskerne og galicerne. Men lige så objektivt kan man spørge, om løsningen er en løsrivelse. Tilføjer vi en smule fornuft til objektiviteten, kan man kun trække på smilebåndet ved tanken om, hvordan de tre nationalistiske partier skulle kunne få en (hipotetisk) ny catalansk stat til at fungere.
Partido Demócrata er stærkt liberalt-konservativt. ERC er socialistisk. Tilføjer vi dertil en flok rødstrømper fra CUP, får vi unægtelig en sjov cocktail. Eller en ny sprængfarlig bombe, om man vil.

Den store kvinde

Sprængstof er der også masser af i det forestående valg til ny formand i PSOE. Det store spørgsmål er, om socialistpartiet får en ny formand.
Pedro Sánchez har nemlig officielt meldt sit kandidatur, og vinder han, er det så den ”gamle” formand, som kommer tilbage.
Man kan mene, det vil være lidt tragikomisk, hvis Pedro Sánchez skulle komme til magten igen, efter at han i 2015 og 2016 var arkitekten bag historiens to dårligste valg for PSOE. Men han har sine meningers mod – og står ved dem. Og det falder i god jord i så mange kredse, at Pedro Sánchez er seriøs aspirant til at vinde formandsvalget.
Det ved den midlertidige hovedbestyrelse, som er stærkt støttet af partiets gamle tunge drenge, udmærket. Og de gruer ved tanken om hans comeback, for skal partiet genrejses, skal der andre boller på suppen.
 
Bollen hedder Susana Díaz.
Fordi hun er ung, er kvinde og ikke har nogle lig i lasten, udstråler hun det håb, som partiet higer efter. Vel har hun formået at holde godt sammen på sit PSOE i Andalusien i en tid, hvor halvdelen af den gamle ledelse sidder på anklagebænken for svindel med offentlige midler.
Og vel viste hun gode evner i disciplinen ”politisk kompromis”, da hun forrige år havde brug for støtte for at blive på magten i Sevilla. Men det er også det eneste, hun har leveret. Absolut det eneste.
For efter snart fire år på tronen, er Andalusien forsat bundhold i den spanske 3. division, når snakken går på arbejdsløshed, produktivitet og bidrag til statskassen.
Skal hun vinde, har hun brug for en god valgkamp. Og måske også lidt medvind. Og spids så ørerne: Medvinden får hun fra den midlertidige ledelse, og de gamle partibaroner, som venligt har bedt Patxi López præsentere sit kandidatur.
Efter tre katastrofevalg i træk og en halvering af sine stemmer på under ti år, er en stilfærdig gråhåret herre, der blot er et stenkast fra pensionsalderen, slet ikke typen, der kan give de revanchetrængende PSOE-medlemmer håbet om at genvinde fortidens storhed tilbage. Og det ved både Patxi López og partiledelsen udmærket. Men de ved også, at han kan få de 10-15 procent af stemmerne, som fortsat har svært ved at se en kvinde for sig som formand for partiet, og som ellers ville stemme på Pedro Sánchez, hvis han var eneste alternativ. De ved også, at Lopez kan fiske nogle stemmer fra Sanchez i Baskerlandet, hvor han tidligere var en yderst populær præsident for regionalregeringen.
Når stemmerne optælles, er det kandidaten med flest stemmer, der vinder. Man kan ikke gå i koalition. Den vej rundt får Susana Díaz den håndsrækning, der kan vise sig altafgørende. Og som tak for hjælpen får Patxi López naturligvis en hæderlig plads i det nye PSOE.
Tiderne skifter, men vennetjenesterne lever fortsat i bedste velgående.

Landet uden statsbudget

Mens catalanerne slås for deres uafhængighedsvalg og socialistpartiet kæmper for at komme tilbage på sporet, knokler statsminister Rajoy for at få statsbudgettet for 2017 vedtaget.
Det kunne lyde som en dårlig aprilsnar, men faktum er, at Spanien pr. 1. april fortsat kører uden statsbudget.
Partido Popular og støttepartiet Ciudadanos er for længst blevet enige om, hvordan årets tal skal se ud, men det nytter bare ikke så meget, når man har et passivt socialistparti, der ikke kan eller vil beslutte noget som helst. Kuglerammen siger nemlig, at uden PSOE kommer PP og Ciudadanos ingen vegne. Og hos Podemos er der slet ingen hjælp at hente.
 
Det kunne så lyde som en endnu større joke, når man siger, at Spanien slet ikke behøver et nyt statsbudget. Men det er det ikke. Man kører bare videre på sidste års budget, som så er budgettallene fra 2015, for sidste år havde vi kun en midlertidig regering, fordi der var (gen)valg.
Men går det, så går det, og EU-storebroderen har kun skulderklap og venlige ”very good, amigo”-kommentarer til den spanske økonomiminister, når de ses i Bruxelles. Så længe Spanien vækster to til tre procent om året, arbejdsløsheden falder med et procentpoint eller to og landet kun er et stenkast fra at få reduceret de offentlige budgetunderskud til de EU bestemte tre procent, er alle glade.
Fra Bruxelles sendes ingen bomber sydpå i år. Men inden for landet grænser, skal der nok sprænge et par stykker.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa