Susana Díaz melder sit kandidatur
Efter flere måneders spekulation, står det nu fast, at præsidenten for Junta de Andalucía stiller op til formandsvalget i PSOE. Susana Díaz har hidtil gået med listesko, og har sandsynligvis ikke villet præsentere sit kandidatur, uden hun havde vejret stemningen blandt partimedlemmerne. Den 26. marts præsenteres hun som det tredje og sidste kandidat til formandsposten i et socialistparti, der higer efter nyt blod og stabilitet, efter tre katastrofevalg på stribe. Pedro Sánchez, som blev væltet i efteråret, forsøger sig med et come-back. Tredje kandidat er Patxi López, som tidligere var præsident for regionalregeringen i baskerlandet.
Store planer for Tivoli World
Efter flere års stilstand er der netop blevet præsenteret nye planer for den gamle forlystelsespark i Benalmádena. Og planerne er yderst ambitiøse. Ejeren vil modernisere og udnytte parkens areal bedre, således at der i det nye Tivoli også bliver plads til et hotel, en koncertsal, biografer og nye kontorbygninger. Store dele af disse nye tiltag skal opføres på den nuværende p-plads, som skal gøres underjordisk. Kommunen ser positivt på de nye planer men udelukker ikke, at det administrativt kan tage år at få projektet godkendt. Tivoli World ejes i dag af entreprenør gruppen Tremón, som for snart ti år siden købte forlystelsesparken af forretningsmanden Rafael Gómez, da dennes byggegruppe Arenal 2000 begyndte at komme i vanskeligheder.
Landsbyer kan forsvinde
Blandt Málaga-provinsens 103 landsbyer er de 30 i dag så småt befolket, at de er i seriøs fare for at uddø indenfor 10-20 år. Disse landsbyer kendetegnes ved at have et stærkt faldende indbyggertal, som i dag er på under 1.000, hvoraf hovedvægten er pensionister. Både lokalt, regionalt og nationalt er det enighed om, at det er en skam, hvis flere lokalsamfund vil dø hen. Derfor foreslår borgmestrene i to af de allermindste kommuner, Salares med 181 og Àrchez med 482 indbyggere, en særlig børnecheck for at motivere forældre med børn til at blive i deres hjemby frem for at flytte til en større by. Tilsvarende foreslås støtteordninger til renovering af forfaldne, efterladte boliger, som kan udlejes til nye borgere til særligt lave takster. På landsbasis er næsten 1.500 landsbyer truet på deres eksistens.