Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

”Har du brug for en ven, så køb dig en hund!”

Det var Michael Douglas’ ord, da han spillede med i en filmen Wall Street tilbage i 1987.
Måske lidt hårde ord, men når hunden kaldes for menneskets bedste ven, er der måske med god grund.

Pixies ankomst

Jeg har to hunde, som jeg elsker meget højt, og som jeg anser som ”venner for livet”.
Ved urets første alarmkald kl. 6.00 lægger to glade hunde hovederne på min sengekant, mens halerne pisker lystigt, og de meget bestemt meddeler, at det er tid til morgentur.
Stadig lidt døsig svinger jeg benene ud af sengen, sjasker koldt vand i hovedet og tager ”morgenuniformen” på til den daglige gåtur.
Mine to hunde kommer begge fra gaden. Den ene hedder Bobby har været hos mig i ca. 11 år. Den kom som hvalp, og ligner en sort krøllet bamse og er lige så god, som dagen er lang.
Den anden hund hedder Pixie. Hun valgte mig for ca. tre måneder siden. Hun ligner meget en lille hyæne, med underbid, smukke øjne og et godt sind.
For ca. syv måneder siden mistede jeg, til stor sorg, min elskede og meget intelligente puddelhund Sylvia. Efter lang tids sygdom, hvor hun trods alt stadig havde et godt og værdigt liv, gav hun stille og roligt op.
Efter hendes død kom Bobby sig hurtigt og nød livet som enehersker. Han havde gennem årene været undertrykt af den lille prinsesse, som vi kaldte Sylvia. Nu kunne han gøre fuldstændigt, som han ville, uden at nogen snerrede eller snappede efter ham.
Én af mine medarbejdere i forretningen tager sig i fritiden af herreløse hunde. Somme tider må hun tage nogen med hjem privat, inden de psykisk er klar til et nyt hjem. Således fandt Pixie ad snørklede veje sit hjem hos mig. Min medarbejder havde vist mig et billede af Pixie og spurgt, om det ikke var noget for mig. Det blev afvist totalt. Jeg havde nok i en hund og syntes, at Pixie var grim med sit underbid og mærkelige pels.

Skæbnen ville noget andet

En aften ringede naboen på døren med en lille uldtot af en hvalp i favnen og spurgte, om det var min hund, de havde fundet i haven. Jeg svarede venligt men bestemt nej og var parat til at lukke døren, hvorpå konen brød hulkende sammen. Hun kunne slet ikke overskue, hvad hun skulle gøre med den. Jeg tog hunden og sagde, at jeg nok skulle tage mig af den. I min nød ringede jeg til min medarbejder. Hun kom og havde taget sine hunde og sin plejehund Pixie med – og ja, sidstnævnte viste med al tydelighed, at hun ville bo hos mig. Hun var ikke til at drive ud, da min medarbejder skulle hjem igen.
Historien om den lille hvalp fik en happy ending. To timer senere ringede et par fortvivlede ”forældre” nemlig på døren og spurgte, om vi havde set deres lille hvalp, der havde fundet vej under stakittet. De blev lykkelige, da jeg rakte dem deres lille uldtot.
Det var mit første møde med Pixie. Dagen efter skulle min medarbejder igen ud til mig og havde Pixie med, fordi den ikke kunne være alene. Historien gentog sig. Pixie kiggede sig rundt i hus og have, og nægtede på det mest bestemte at tage med tilbage. Fantasi eller ej – var hun blevet vist huset i en drøm, var det min gamle dejlige intelligente hund Silvia, der havde sendt hende? Et svar jeg nok aldrig får, og egentlig er det jo også totalt ligegyldigt. For Pixie flyttede ind samme dag og er blevet en del af familien. Pixie er en tæve, ca. tre år gammel og har allerede haft et kuld hvalpe, før hun kom til mig.
Desværre var Bobby dybt ulykkelig og kunne slet ikke finde sin nye rolle sammen med Pixie. Han overså hende, vendte hende ryggen, ignorerede hende og vidste ikke, hvad han skulle stille op. Hvilken rolle skulle han have i forhold til hende, når Pixie tog hans seng, kødben osv.
Jeg iagttog dem og var sikker på, at det ville løse sig selv, det gjorde det, men det blev på en mere uventet barsk måde end forventet.

Bobbys sygdom og helbredelse

Ud af den blå luft blev Bobby meget syg.
Jeg havde for vane at om søndagen at tage fri fra vores daglige morgentur. Bobby måtte klare sig med haven.
En søndag, hvor frokosten blev indtaget på terrassen, mens Bobby som sædvanlig slappede af i solen, undrede jeg mig over, at han ikke fulgte mig i køkkenet for at få en godbid.
Jeg gik tilbage og fandt en meget dårlig Bobby, næsten bevidstløs og tilsyneladende med mange smerter.
Vi fik fat i en vidunderlig dyrlæge, der meddelte, at hun ville tage til sin klinik med det samme.
Bobby blev undersøgt og blev tømt for en liter urin og fik lagt drop. Han havde det fortsat dårligt. Dyrlægen var bekymret og erklærede, at hun ville blive på klinikken hos ham natten over. I et kort øjeblik grublede jeg over, om det samme kunne finde sted i en menneskeverden. Det ville være en omvæltning i sundhedssektoren, så patienterne pludselig kom øverst i hierarkiet.
Bobby blev udskrevet efter to døgns overvågning og en masse undersøgelser. Det viste sig at der var betændelse i hans nederste ryghvirvler, og at der ingen brusk var tilbage mellem dem.
Han var stadig meget dårlig, sløv og havde svært ved at gå.
Han blev ordineret en masse medicin og pålagt kun at gå meget lidt, ingen lange ture og ingen trapper – men det bød sig selv. Han var simpelthen for dårlig og sløv.
Bobby havde svært ved at tåle medicinen, og jeg var ofte i kontakt med dyrlægen, mens vi justerede medicinen nogle gange uden synderlig virkning.
Uden at have forstand på hundemedicin, kunne jeg se, at jeg var nødt til at tage chancen og blande den allopatiske medicin med den komplementære medicin. Han peb, når han skulle op at stå, og gik langsomt og besværet. Det var meget hårdt at se på.
Langsomt trappede jeg, i samråd med dyrlægen ud af hans tissepiller. Fjernede den antiinflammatoriske medicin, der gav ham kvalme og opkast samt fravær af sult. Den eneste medicin, jeg nøje fulgte, var hans antibiotika, som jeg ikke turde fravige.
 
Af kosttilskud som han stadig får, giver jeg ham dagligt
1 tablet glukosamin med chondroitin og MSM
1 kapsel muslingeolie
1 tsk. flydende hundevitamin
3 ølgær tabletter
3 stk. probiotika kapsler
1 dråbe cbd 8% dagligt.

Det psykologiske aspekt

Jeg kontaktede min veninde, der taler med dyrene og spurgte, hvad det hele drejede sig om. Hun fik sig en lille sludder med Bobby, der ikke havde kunnet finde sin nye rolle i forhold til Pixie. Hvorvidt han var under hende, som han var med Sylvia. Det var han meget ked af.
Jeg var lettet over at høre det. Med det samme fik han at vide, at han nu var den øverste hund. Jeg fjernede Pixie fra hans sovepladser. Hun havde selv nogle gode sovepladser. Venligt, men bestemt, fik hun at vide, hvilke sovepladser der var hendes, at hun stadig var elsket men nummer to i hundehierarkiet. Det respekterer Pixie nu. Bobby får først mad, ligesom han også kommer først i line osv.
Stille og roligt gik det fremad med Bobby. Nu, efter ca. tre måneder, opfører han sig som en ung hund igen. Går sine ture, suser op og ned ad trapperne. Leger og springer efter bolden på græsplænen. Sidder smukt og hopper op ad mig. Fuldstændigt som da han var ung. Forholdet mellem Pixie og ham er meget bedre. De kender hinandens roller, og både Pixie og Bobby har det godt med det.
Det er en solstrålehistorie, som jeg er dybt taknemmelig for. Ingen ved, hvor lang tid Bobby har tilbage. Han er en ældre herre, men hver god dag er en gave.
Vores kæledyr frembringer både glæde og sorg. De er med til at få smilet frem og åbne vores hjerter og sind. Noget jeg oplever dagligt på mine gåture med Bobby og Pixie.
Jeg tror på, at glæden er vigtig, og med hver dråbe glæde du frembringer, tilintetgøres oceaner af negativitet.
 
Kig ind til Anni’s Vitalshop i Fuengirola, Los Boliches eller Elviria, hvor jeg og mit team af dygtige medarbejdere kan give dig tips tilgode kosttilskud til dine firebenede venner.
 
Af Anni Dahms, Syge-& Sundhedsplejerske, Biopat og Ernæringsvejleder. Indehaver af butikskæden Annis Vitalshop.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa